Skip to main content

Full text of "I Kjøbenhavn. Med billeder af Hans Tegner"

See other formats




i 





C23. 



Digitized by the Internet Arch i ve 

in 2011 with funding from 

University of Toronto 



http://www.archive.org/details/ikjbenhavnmedbOOesma 



I KJØBENHAVN 



GUSTAV ESMANN 



I KJØBENHAVN 



MED BILLEDER 



HANS TEGNER 




KJØBENHAVN 

FORLAGT AF L H. SCHUBOTHES BOGHANDEL 

Trykt hos J. Jorgensen & Co. (M. A. Hannover) 
189I. 










pr 



Evropa i Kjøbenhavn. 




1 det altid forlystelsesrige Kjøbenhavn har dog af 
Aarets Tider September et Ry for at skænke de fuldeste 
Glædens Skaaler. Til hvilket Mylder af Adspredelser 
inviterer ikke denne galante Sæson, som forener Vinters 
og Sommers Tiltrækning! Saa er der ikke længere 
mørkt om Aftenen i Tivoli, for Maanen skinner stolt 
ned gennem Træerne, hvis Løv allerede er tyndet, som 
Haaret paa en Bonvivants Isse. Men regner det tilfæl- 
digt en Aften, forskaffer man sig med Lethed Plads i 
et Teater, og nyder Stykker, man maaske har glemt, 




Evropa i Kjnhenhavn. 



siden man saa dem sidst, og Førsteelskerinder, man 
kan huske, fra man var lille. Er det køligt, indbyder 
den lune Cirkus. Der hypnotiseres man blidt af Gas- 
heden, mens man stirrer paa de rundt galopperende 
Heste, som selv er blevet ganske skeløjede af bestandigt 
at ,løbe i Kreds. Endelig er der Revnerne, de ny Stu- 
denter og de første Østers. 

Trænger man nu efter en Aftens Sansehvirvel til 
næste Formiddag at passere nogle mindre hidsende 
Timer, frembyder der sig sig jo til alle Sider Udflugter 
i en smilende Natur. For Eksempel til den lille ven- 
lige zoologiske Have, hvor man kan drikke Chokolade 
og indaande den friske Duft af vilde Dyr og søde 
Æbler. Eller man tager i Skoven og erhverver paa en 
rask Spaseretur Appetit til en Frokost af Fiskefilet og 
mandbare Kyllinger, at indtage i en af de vakre Re- 
staurationer, hvor man sidder paa Balkonen og nyser 
og ser Bladene ét for ét svirre ned i sin Tallerken. 
Oh, det er smukt og tungsindigt; kvæget og bevæget 
ruller man mod Skumringen hjem til den vinkende, 
oplyste By, de myldrende Boulevarder, de straalende 
Caféer og Varitéer, for paany at styrte sig ud i den 
festlige Tummel. 

Intet Under at Kejseren af Rusland altid vælger 
September, naar han rejser paa Besøg til Kjøbenhavn. 



Europa i Kjøhenhain. 



Ogsaa forsikres det bestemt, at Hans Majestæt efter 
hvert Ophold erklærer, at han intetsteds betinder og 
morer sig bedre end i sine høje Svigerforældres Resi- 
dens. Og Tilfredsheden er da ubetinget gensidig. Har 
Sommeren været fugtig, Tivoli mat, har den paa Kon- 
gens Nytorv stoltserende Kjøbenhavner en gnaven 
Augusteftermiddag ved Synet af Stilladserne om Teatret, 
den tomme Østergade, og de seks Par Turistsko paa 
Fortovet foran d' Angleterre, følt sig naget af Tvivl, 
om han virkelig promenerede sin udødelige Sjæl i 
Verdens Centrum — den Høstdag Derjaiva ankrer 
paa Rheden og Saluten ruller, véd han paany Evropas 
Blikke rettede paa sig. Paa Toldboden stiger Czaren 
i Land og inspicerer den danske Garde! 



Paa Toldboden staar den kjøbenhavnske Presse og 
inspicerer Czaren. Allerede Uger i Forvejen har man 
i dens mest velunderrettede Organer hver Dag kunnet 
læse bestemt, fra paalideligste Kilde indhentet Efter- 
retning om, hvilken Dato Hans Majestæt vil indtræffe, 
for Morgenen efter med samme dybe Overbevisning 
at blive forsikret om, at Ankomsten vil finde Sted en 
anden Dag. Paa den Maade er Forventningstiden hen- 



Erro}ia i Kjahenhavn. 



gaaet i behageligt skiftende Spænding. Denne er yder- 
ligere bleven stimuleret ved Uvejrsbyger, der er draget 
truende hen over den politiske Horizont. Det Rygte 
er pludselig opstaaet, uvist hvorfra, at en større Del af 
den danske Flaade skal udrustes og i Forening med 







de russiske Panserskibe, som eskorterer Kejseren, i 
dennes Paasyn afholde omfattende Sømanovrer i Far- 
vandet omkring Kjøbenhavn. Eller det forlyder, at de 
i Nordsjælland kantonnerende Regimenter er designerede 
til at udføre kombinerede Evolutioner for Selvherskerens 



Europa i Kjohenliavn. 



Øjne. Hvad kan vel Meningen være med disse De- 
monstrationer, hviskes der i Krogene. Ja, hvad er Me- 
ningen, spørger højlydt de skarptskuende Ledere for 
den Del af Pressen, der fortrinsvis tænker sig at repræ- 
sentere hele det danske Folk. Betyder det Kundgørelsen 
af en dansk-russisk Alliance? Vover Regeringen paa 
en Tid, da Rigsdagen ikke er samlet, og uden at raad- 
spørge Vælgerne at spille Hazard om Landets Eksistens 
og kompromittere os i vor overmægtige sydlige Naboes 
Øjne ved slige vanvittige Manifestationer! Er det 
maaske Hensigten . . . Prrrr, lyder det beroligende fra 
anden Side: Hans Majestæt Czarens Rejse til Danmark 
er uden al politisk Tendens. Han kommer udeluk- 
kende for at aflægge et privat Besøg hos sin Gemal- 
indes nærmeste Slægtninge og rekreere sig i sin høje 
Families Skjød. De russiske Skibe skal kun illuminere 
paa Rheden paa de fyrstelige Festdage, og de russiske 
Matroser skal spille i TivoHs Koncertsal. Med disse 
Forsikringer lader det danske Folks ledende Alvors- 
mænd sig stille tilfreds. De har opnaaet, hvad de vilde, 
de har vist sig skarptskuende og paa deres Post, og 
man har taget skyldigt Hensyn til deres Værdighed og 
Indflydelse. Pressens højre Haand trykker dens venstre 
i enig Opfattelse af Czarens Besøg som en fredelig 
Privatmands, der kun har Krav paa offentlig Omtale 



Evropa i Ejøbenhavn. 



indenfor en høflig Reportages Former. Dog med den 
Forskel, at Alvorsmændenes Omtale med folkelig Lige- 
fremhed undgaar de fyrstelige Titulaturer, Majestæt, 
kejserlig og kongelig Højhed o. s. v. ; men da saadant 
kun gaar ud over de paagældende Referenter, hvis be- 
talte Linjeantal ved Strygningen af disse Ord for- 
mindskes, kommer dette Offer paa Frihedsgudindens 
Alter ikke at genere Alvorsmændene selv. 

Helt udenfor disse Overenskomster staar imidlertid 
den Presse, hvis samfundsomvæltende Principer og 
barske revolutionære Sindelag overhovedet ikke tillader 
den at stille sig paa Forhandlingsfod om Kejsere, selv 
naar disse optræde som Privatmænd. Denne Presses 
Reportere er da virkelig at beklage under Kejser- 
besøget, som feder deres lykkeligere stillede Kolleger. 
Dog er enkelte af dem snilde nok til at udtænke 
Manøvrer, ved hvilke de kan holde sig nogenlunde 
skadesløse uden at synde mod den Sags Idé, de 
kæmper for. Idet de nemlig gaar ud fra den social- 
økonomiske Enhed »hvad en Arbejderfamilie kan leve 
af«, udregner de, hver Gang, de fyrstelige Personer 
foretager sig et eller andet, hvor mange Arbejder- 
familier, der havde kunnet leve, hvis de fyrstelige 
havde resigneret paa dette eller hint. De kalkulerer 
for Eksempel, hvormeget Kejseren giver for en Hat, 



Evropa i Kjohinharn. 



Og hvor mange Gange han kan antages at hilse med 
den, inden han kasserer den. Hænder det saa, at Hans 
Majestæt en Eftermiddag kører op ad Østergade, og 
Folk staar opstillet og hilser paa ham og derved tvinger 
ham til at slide paa sin Hat, saa oplyses det næste 
Dag paa en Prik, hvor mange Arbejderfamiljer, der 
kunde have ført en sorgfri Tilværelse, om Kejseren i 
Gaar var bleven hjemme paa Fredensborg. Og der 
burde ingen Tvivl herske om, at saadanne Beregninger 
og Eksempler i høj Grad er nyttige til Forbedring af 
Arbejderstandens materielle Kaar og i det hele til Gavn 
for den ubemidlede Befolkning. 



Det kongelig -kejserlige Vogntog ruller gennem 
Kjøbenhavn. Med Pomp og Suite, med Blink og 
Hestetrampen og mellem et dobbelt Hegn af Jordens 
skikkeligste Befolkning, ekset og avet af Jordens striks- 
este Politi. Solen glimrer paa Seletøj og Uniformer, 
paa mandlige Tilskueres blottede Isser og i Kvindernes 
ivrigt skinnende Øjne. Smaa Damer sender dybt- 
nejende de tronende røde Kuske himmelske Blikke. 
Høje Damer drejer, længe og entusiastisk knejsende, 
Hovedet efter de bortrullende fyrstelige Nakker. Og 



Evropa i Kjehenhain. 



blussende af Begejstring udbryder en seks Fods Mø i 

Livets Høst, sikker paa, at Czaren hilste netop hende, 

da han førte sin hvide Handske op til sin hvide Hue: 

— Gud, hvor jeg elsker Kejseren ! Ja, hvis jeg 




var en Mand, vilde jeg ikke bestille andet end raabe 
Hurra for ham! 

Hvilken rørende Appel til Fremskridtets Barm- 
hjærtighed. Klinger der ikke gjennem denne Bekendelse 



Evropa i KjaJienhavn. 



et Suk o ver Arbejdets uretfærdige Fordeling, en Klage over 
den tyranniske Samfundsorden, som forbeholder Mændene 
en af Menneskehedens dyreste Rettigheder, den at turde 
raabe Hurra! Og fortjente ikke denne Kvinde at stilles 
lige med Mænd? Ja virkelig, naar man ser den Armé 
af Kvinder, vaabenføre og mindre vaabenføre. Linje, 
Resers'e og Landstorm, som Kjøbenhavn mønstrer i 
Kejsermaaneden, og navnlig ser, hvad de udretter, da 
maa det indrømmes, at i hvert Fald denne Stad synes 
moden til de videste Reformer. Hvem husker ikke 
fra historiske Billeder de »stormodige Træk af Kvinder 
under Saragozas Beleyring«, eller — hvorfor gaa saa 
langt tilbage — hvem har ikke i frisk Minde et patrio- 
tisk Skuespil, der for faa Aar siden gik over en af 
Hovedstadens Scener, og hvor en snelokket Invalid, 
snurrende sig som en Top rundt paa sit Træben, med 
Kaarden i Haand nedlagde tre hvidskjortede Svenskere, 
hvem Huris i Kulissen samtidig overheldte med sydende 
Beg, med en Ynde, som om de vandede Grønærter! 
Og hvad er saa dette mod de Savn og Strabadser, 
Damer, som ikke blot er Kvinder, men for Størstedelen 
ogsaa Invalider, frivillig underkaster sig Dag ud og 
Dag ind, i den Tid Kejseren gæster Kjøbenhavn. Op- 
stillede i Timevis, pressede ind mod Jærngitre, persede 
sammen i Gadedøre, tilbagelæggende milelange Stræk- 



Evropa i Kjebenhavn. 



ninger til Fods i alskens Vejr eller indeklemte i gloende 
Omnibusser og Sporvogne ses Kvinder og atter Kvinder 
af enhver Alder, Stand og Svagelighed, ofrende Tid 
og Helbred, Hvile og Hjem, Mad og Drikke, Lemmer 
og Livet for Czaren. Men heldigvis, Hæren bestaar 
jo ikke af lutter Veteraner, og hører man end ikke 
med blandt Festens høje Guder paa Scenens Midtpunkt, 
kan det ogsaa for en almindelig dødelig have sin Charme 
at gaa bag Kulisserne i den smalle Passage mellem 
Geledderne og Husrækken, hvor man smutter saa lunt 
og dulgt som i Barndommens Tid paa sin Moders 
Tørreplads, under det tæt udspændte Flagtag af alle 
de Farver, gamle Dannebrog efterhaanden er kommet 
i Familje med. 



De Dage, Czaren ikke kommer til Kjobenhavn, 
kommer Kjøbenhavn til Czaren. Med Morgentogene 
arriverer der til Fredensborg større og mindre Jagt- 
selskaber udrustede med Paraplyer, Kikkerter og hjemme- 
skaaren Proviant i Tasker, hvorpaa er broderet Lokomo- 
tiver eller Dampskibe, som udspyr uforholdsmæssige 
Røgmasser. Det gælder at benytte sin Formiddag, ikke 
spilde Tid med IVokost paa Kroen, men straks begive 



12 



Evropa i Kjøbenhavn. 



sig til Revieret i Slotsparken og tage Post paa Steder, 
hvor man sikrest kan vente det fyrstelige ^'ildt. De 
heldigste Udkigspladser er imidlertid sædvanlig optagne 
af indfødte kvindelige Trappers, som med Sytøj, Bog 
og Madpose straks fra Morgenstunden har stillet deres 
Fælder, hvor der haves det bedste Blik over Slots- 
terrassen og Forhaven. For senere indtræffende Eks- 
peditioner er der da intet andet at gøre, end at spadsere 
frem og tilbage i den langstrakte Allé, der i en Bue 
slynger sig udenom Slottet, og med Ansigtet stift vendt 
mod dette, oppebie, hvad der maatte vise sig. I Spidsen 
tripper gærne en lille mager, gammel og erfaren Dame 
med fremstrakt Hals og vejrende Næseboer. Hun 
sporer Vildtet paa lang Afstand og varer de andre. 
Efter hende følger Truppens mandlige Medlemmer, to 
midaldrende adjunktligt udseende Herrer med sorte 
Klædesfrakker og Panamahatte. De skæver over Bril- 
lerne til de latinske Indskrifter paa de ubegribelige 
Monumenter og fordyber sig i Underholdning om 
Fredensborgs gamle Minder. Deres Attraa er at blive 
Øjenvidne til, hvad de kalder et historisk Genrebillede, 
det vil f. Eks. sige, se den danske Konge staa paa Ter- 
rassen efter Lunch og byde Kejseren af Rusland en 
Cigar, som denne derefter tænder hos Prinsen af 
Wales. Efter disse lærde Sværmere træder saa Hoved- 



13 



Evropa i Kjøbenhavn. 



Styrken an, et halvt Dusin sværtbevæbnede Damer, af 
hvilke to er pukkelryggede, én halter stærkt og Resten 
er udstyrede med Øjenklap eller Respirator. De sam 
taler ikke stort, marcherer bare af Sted, med spændte 
Ansigter stramt drejede mod Slottet, saa tappert deres 
respektive Skavanker tillader. Sidst trasker en ulykkelig 
ung Student, belæsset med Overstykker og Parasoller. 
Han er indvendig aldeles rasende, gør sig Umage for 
at lade, som han ikke hører til Selskabet, føler sig 
nervøs af Sult og syg af de Cigarer, Onklerne har 
trakteret ham med fra tidligt om Morgenen. Nu søger 
han at liste hen til en Bænk, hvor han har opdaget 
en ledig Plads, men bliver øjeblikkelig attraperet af 
den gamle Blænkerdame: Lille Frederik, Du har saa 
gode Øjne, kom herhen og se en Gang; jeg synes 
bestemt, det er Kongen af Grækenland, som staar ved 
det Vindu der til Venstre paa første Sal ! 

Det kan imidlertid, selv af Frederiks Falkeblik, 
ikke afgøres, om det virkelig har været Kongen af 
Grækenland. Den paagældende Herre er nemlig straks 
igen gaaet bort fra Vinduet. Taalmodigt drager da 
Selskabet videre, kigger en Stund gennem Gitteret ind 
i Marmorhaven, afsøger Normandsdalen, dvæler ved 
Kongebroen og den russiske Portal, allevegne, hvor 
der kan være mindste Haab om at mode blot en 



14 



Europa i Kjøbenhaon. 



fyrstelig Barnevogn, men uden synderligt Held, Det 
lykkes kun den gamle Læderstrømpe at vejre to ganske 
unge Prinser, som man end ikke er rigtig sikker paa 
virkelig var to Prinser. Efter afholdt Krigsraad be- 
sluttes da, ogsaa fordi man næsten ikke længer kan 
staa paa Benene, at indstille Jagten i Terrænet, og be- 
give sig til Kroen. Dér, véd man bestemt, kommet 
hele Fyrstefamilien forbi, naar den omtrent Klokken 
to tager ud at køre eller spadsere. I Ventetiden kan 
man saa udhvile sig og spise til Middag. 

Paa Kroen sidder de berømte russiske Opdagere, 
hvem man allerede kender fra Bladene som Mænd med 
intelligente Ansigter og gennemborende, allesteds- 
nærværende Øjne. De ser gennemborende paa det 
indtrædende Selskab, som dog ikke lader til at vække 
deres letslumrende Mistanke. Tilsyneladende roligt 
fortsætter de deres Pokuleren med tvende her udstatio- 
nerede kjøbenhavnske Bladkorrespondenter, hvem de 
velvilligst forsyner med diverse bevingede Efterretninger, 
som Korrespondenterne senere lader flyve til Kjøben- 
havn. Dineren serveres af landlige Hænder. En 
Edderkop falder ned i Suppen, ellers passerer intet 
mærkeligt før ved Bøffen, da en Mand pludselig styrter 
ind fra Gaden, henrykt brølende: Nu kommer de alle- 
sammen ! 



IS 



EiTopa i Kjøbenhavn. 



n o OOl) 1', ■^ ■ ' 



Det virker som Efterretningen om et Jordskælv. 

Op farer hulter 
til bulter Journa- 
lister, Opdagere 
og Rejsende, 
Herrerne bar- 
hovede, skynd- 
somt tyggende 
af Munden, Da- 
merne rivende 
Servietten fra 
Brystet, alle ud 
og kaster sig i 
Støvet paa Lan- 
devejen, mens 
3—4 kongelige 
Char-a-bancs rul- 
ler hurtigt for- 
bi; Herskaberne 
nikker og smiler, 
den yngste fyr- 
stelige Ungdom 
behager aller- 
naadigst at le 
himmelhøjt. 




■F^ 



16 



Evropa i Kjøbenhavn. 



Nu gælder det blot om snildt at beregne, hvilken 
Vej, de kommer tilbage og saa gaa dem i Møde for i 
Ro og Mag at kunne tage dem i Øjesyn endnu 'en 
Gang, før man skal hjem med Toget Kl. 5. Lykkes 
det vel, maa Udbyttet kaldes heldigt. En Kejser, to 
Kejserinder, flere Konger og Dronninger, adskillige 
Tronfølgere og Kronprinsesser, foruden en hel Mængde 
mindreaarige Fyrsteligheder af begge Køn — Smaa- 
vildt, man ikke ret véd at klassificere. Og naar man 
næste Dag og fremtidig læser i sin Avis den fortræffe- 
lige Korrespondents Meddelelse; »Kl. c. 2V2 kørte hele 
Kejser- og Kongefamilien med samtlige Gæster ud i 4 
Char-å-bancs. De høje Herskaber vendte tilbage Kl. 
c. 3V2* — saa forstaar man ganske anderledes end før 
de stemningsfulde Linjer. Nu har man selv set, hvor- 
dan denne Begivenhed finder Sted og; tager sig ud. 



Saaledes omtrent gaar Dagene for Czaren og 
Kjøbenhavnerne, til Afskedsstunden slaar. For sidste 
Gang, den Gang, vajer de trofaste Flag over Byen og 
ruller Cortégen gennem Gaderne. Afskedskanonaden 
dundrer og Folk vifter paa Langelinje, saa længe de 
kan se Røgen fra de kejserlige Skibe. Lidt triste 



17 



Ei-ropa i Kjebenhavn. 



vandrer Kjøbenhavnerne hjem. Paa Vejen i Bredgade 
er der nogle, som lægger Mærke til, at man i en vis 
skummel Hjørnebygning er i Færd med at lufte ud og 
gøre Vinduerne rene. De studser lidt, saa gaar der et 
Lys over deres Ansigter: 

— Det er jo Rigsdagen, vi skal have ind! Herre- 
gud, Rigsdagen, det er dog altid en Erstatning! 

Saamænd er det saa. Czaren er rejst. Grundloven 
leve! Der er bestandig noget nyt at raabe Hurra for 
i Kjøbenhavn. 




i8 



Kjøbenhavnsk Demimonde. 











IVjøbenhavn har som andre Storbyer Omnibusser 
og talrige Drosker til almen Fornøjelse og Bekvemme- 
lighed. Den har ogsaa, som andre Smaabyer, sine For- 
søg, mere iøjnefaldende end egentlig stilfulde, paa Efter- 
ligning af storevropæisk Ekvipageelegance. Men den 
har endelig, mere maaske som noget for sig selv, et 
Antal Privatkupeer, kokette Enspændere med Plads til 
to, højst tre Personer, dæmpet holdte og komfortable, 
afpassede efter en finere Velhavenheds Evne og Smag. 
Ved Middags- og Skumringstid, just før og som Gassen 
tændes, og naar de sidste Damer med Smaapakker og 
Portemonnæ i Haanden forlader Butikerne, ruller de 



21 



Kjøbenhavnak Demitnotule. 



hyppigst gennem Gaderne. Og Kenderen paa For- 
tovet komplimenterer stille det lette Køretøjs korrekte 
Ubemærkethed og spørger, medens det blinkende og 
hastigt skyder forbi, spørger, hvis han ikke ved det: 
Hvem er mon den lykkelige Ejer, sidder han alene i 
Kupeen — eller kører der flere? 

— Man maa ikke lige straks tænke sig noget saa 
blændende som Nizzas Kameliaflor eller Diamantfeerne 
ved Newaen, naar Talen er om Demimonden i Kjøben- 
havn. Kjøbenhavn har sin Demimonde — naturligvis, 
men Verdenskokotteriets Luksusfrenesi, som Simili- 
pariseren Richard Kauffmann vilde udtrykke sig, 
har hidtil ladet denne Blomst paa vor Hovedstads ellers 
yppige Kulturliv uberørt i hjemlig Oprindelighed. Den 
kjøbenhavnske Demimonde er borgerlig og højhalset 
beskeden, af et blidt husligt Tække, der gør den 
til et sømmeligt Hof om den Dronning Margaretha 
Figur med Strikkegarnsnoglet i Haanden, som gamle 
Thorvaldsen i ungdommelig Kaadhed kaldte for 
Venus. 

Foragt for alt tvetydigt Skin, tom Pragt og falsk 
Glimmer er den dannede, kjøbenhavnske Demimondes 
Karaktermærke. Dens Hu staar til det jævne og ægte, 
den hjemlige Hygge er dens Ideal. I høj Grad 
be.sidder den Englændernes priste Home sans. Natur- 



22 



Ejohenhavnsk Demimonde. 



ligvis kan der paapeges letsindige og karaktersvage 
Undtagelser, men de forsvinder hurtigt igen fra den 
ansete og solide Demimondes Kreds. I ni af ti Til- 
fælde lever den respektable kjøbenhavnske Demimonde- 
dame som en fornuftig Partikulier i sit velindrettede 
Interiør, det hun med voksende Smag forskønner og 
fornyer, udelukkende optaget af sine Pligter og sunde 
Adspredelser. Ja, hvis det ikke i altfor manges Øren 
vilde lyde som en Paradox kunde det godt paastaas, at 
faa Samfundsklasser gennemgaaende føre en saa regel- 
mæssig, stille og sober Tilværelse som den honnette 
kjøbenhavnske Demimonde. 



Frøken Helga Carlsen bebor en 3 Værelsers 
Lejlighed med Entré, Kokken, Pigekammer og øvrige 
Bekvemmeligheder paa 2den Sal i en net Ejendom ude 
i Ny Stormgade. Der er ingen Genboer, men fri 
Udsigt over Havnen og Amager. Om Sommeren 
staar Solen stærkt paa, lige som der ogsaa kan indtræde 
mindre behagelig Omvexling i Luftens naturlige Frisk- 
hed, men da Frøken Carlsen tilbringer Størstedelen 
af den milde Aarstid paa Landet, medfører dette ingen 



23 



Kjeibenhavnsk Demxmonde. 



videre Ulempe. Frøken Carlsen har sin Moder hos 
sig, en endnu aandsfrisk og rørig gammel Dame, der 
fører den lille Husholdning med forstandig Økonomi. 
Madam Carlsen, der forlængst har forladt sin Mand 
for helt at kunne ofre sig for sin Datter, sover i Pige- 
kammeret, hvor hun har sit 
Boudoir, sover trygt og ufor- 
styrreligt og læser hver Aften, 
før hun tidligt begiver sig til 
Ro, i Kortene sit Barns Fremtid 
stedse mere lykkelig og be- 
straalet. 

Frøken Helga har sin Be- 
kvemmelighed i de to Værelser 
til Gaden, indrettede som Salon 
og Sovekammer, det sidste nærmest Entréen. Det tredje 
Værelse til Gaarden henstaar umøbleret og benyttes til 
Badestue og Pulterkammer, medens Familiens Maal- 
tider indtages paa forskellige Steder, snart i Køkkenet, 
snart i Salonen, undertiden for Frøkenens Vedkommende 
paa Sengen. Møblementet i Værelserne er af en solid 
moderne Elegance. Mørkeblaat Silkepliisch i Salonen, 
lyst Crétonne om Sengen og Tojletspejlet. Det er i 
sin Helhed en Gave fra Frøkenens første alvorlige 
Beskytter, en barnløs Enkemand og Justitsraad i et af 




24 



Kjebenhavnsk Demimonde. 



Regeringskontorerne. Paa sine ensomme Aftenspasere- 
ture traf han den unge Pige, som den Gang lig en 
naiv Rus havde kastet sig ud i Livets Hvirvel med 
sorgløst Mod. Ved sine indtrængende Forestillinger 
og kærlige Opmuntringer 
lykkedes det ham at aabne 
hendes Blik for Fremtidens 
mere alvorsfulde Sider, og 
hun samtykkede da i som 
første Bevis paa hans oprigtig 
mente Hengivenhed at mod- 
tage ommeldte Pliisch- 
installation, det oprindelige 
Fundament for den sikre 
sociale Position, hun siden 
med Omhu og Klogskab 

har forstaaet at befæste. Efter to Aars ubeskrivelig 
Lykke døde den godejustitsraad. Hans venlige Oldinge- 
aasyn skinner mildt over Sofaen i floromvundet Ramme 
og med Ridderbaandet i Knaphullet. Han efterlod ikke 
sin unge Kærlighed timeligt Gods, men han efterlod 
hende til en jævnaldrende Ven, en sat Rentier, der 
havde været den hyggelige Tredjemand ved Parrets 
smaa Hymenmiddage paa Skydebanen, og som nu 
følte det som sin naturlige Pligt at træde trøstende til. 




25 



Kjøbenhavnsk Demimonde. 




Frøken Helga modtos; Trøsten, men enten hun nu har 
fundet den mindre rigehg eller noget ensformig, 
maaske ogsaa i betænksom Bekym- 
ring for mulig næste Gang ikke 
at komme til at sidde Enke under 
lige saa heldige Omstændigheder, 
indvilgede hun kort efter i en 
morganatisk Forbindelse til venstre 
Haand med en yngre Grosserer, 
som alt i længere Tid havde gjort 
hende favorable Avancer. Mellem 
disse to henglider hendes Liv, om Vinteren i Ny 
Stormgade, om Sommeren i Ordrup, sorgfrit og roligt, 
som en Flod mellem sine 
to Bredder. Hun har 
vidst at indføre og haand- 
hæve en regelmæssig Hus- 
orden, der fuldkommen 
betrygger mod ubehage- 
lige Sammentræf, og 
andre mandlige Aasyn 
end de tvende hinanden 
ubekendte Kontubernaler 
skuer Stuernes Spejle ikke. Men det hænder under- 
tiden, at Froken Carlsen tilbringer en Aften udenfor 




26 



Kjøberthavnsk Demimondc. 



Hjemmet for at hengive sig til en elier anden mere 
utvungen Selskabelighed. Disse Udflugter, for hvilke hun 
da ikke gør det fortrolige Regnskab, en Datter skylder 
sin Moder, er det eneste, der kan fremkalde en 
bebrejdende Misstemning hos Madam Carlsen, hvis 
pinlige Hverv det er at undskylde og forklare dem 
overfor Husets Venner. Men et kærligt Ord fra 
Datteren i Form af en mild Hentydning til, hvad 
Moderen skylder hende, er nok til at bringe den 
gamles Sind i tilgivende Ro. Og om én Udflugt er 
de enige i lige Forudglæde og omhyggelig Forberedelse. 
Det gælder den 3dje Kasinomaskerade. Der sidder 
Madam Carlsen i bedste Pynt paa Balkonen og ser 
Frøken Carlsen i fineste Skrud paa Gulvet danse Lan- 
ciers og Galopade »saa lystigt som hun havde stjaalet 
baade Strømper og Sko«, med nydelige unge Mænd i 
Kjole og hvidt. Frøken Carlsen danser kun med la 
creme og mellem Kvadrillerne, mens hun hviler ud 
hos sin Mama, udpeger hun hende de fineste Navne 
af det elegante Selskab. Og naar de kjører hjem 
sammen om Morgenen, er ingen Etatsraadinde, hvis 
Datter har hele Aristokratiet paa sit Kort ved For- 
svarsforeningens store Bal , stoltere end Madam 
Carlsen. Der er kun det sørgelige Nachspiel, at 
efter denne aarlig tilbagevendende Festlighed tilbringer 



27 



EJøbenhavnsk Demimonde. 



Frøken Carlsen en Tid lang hyppigst sine Aftener 
udenfor JHjemmet. 




Frøken Carlsen er nu en Dame midt i Tyverne, 
brunet, af slank Højde med en berømt Figur og et Ansigt, 



28 



Kjøbet%havnsk Demimon^. 



hvis rolige bløde Linjer og store vandblaa Øjne afspejler 
en sund Sjæls enfoldige Harmoni. Af Temperament 
er hun elskelig indolent, af Tankegang henrivende 
ensartet. Med Undtagelse af smaa zvedding-trips, hun 
i sin første Ungdom nu og da foretog til Helsingborg 
og Malmø og senere en 3 Dages Udflugt til Berlin, 
hvis Mindesmærker hun besaa i Forening med Gros- 
sereren, har hun aldrig sat sine Ben udenfor Kjøben- 
havn og er ukyndig i fremmede Tungemaal, men 
taler, skriver og læser sit Modersmaal med fornøden 
Lethed. Ligeledes spiller hun net Piano, hvori hun 
har nydt en fortræffelig Undervisning efter Zigeuner- 
systemet, og foredrager ikke uden Følelse mindre 
Ballader og Romancer, saavel tungsindige f. Ex. »Det 
gamle Træ, o lad det staa«, som skælmske, blandt 
andre en med det kokette Refræn: »Christian, Du tror 
vist jeg lyver«. Med denne sidste plejer hun at dysse 
Grossererens Mistænksomhed i Ro, medens »det gamle 
Træ« er Rentierens Vuggevise. Politik foragter Frøken 
Carlsen, af Kunst foretrækker hun Theatret, især om 
Søndagen. Strindberg hader hun. I religiøs Hen- 
seende er hun usikker. Vel søger hun ikke Kirken, 
men der er dog ingen Tvivl om, at hun tænker over 
det hinsides. Og hun nærer den Tillid til den himmelske 
Retfærdighed, at den vil finde, den ikke kan være 



29 



KjøhenhavnsTe Demimonde. 



bekendt at gøre hende noget. Hvad den virkelig heller 
ikke godt kan. 

Saadan er Frøken Carlsen. Ved Middags- og 
Skumringstid, just før og som Gassen tændes og naar 
de sidste Damer med Smaapakker og Portemonnæ i 
Haanden gaar hjem fra Butikerne, kommer hun ind 
gennem Byen fulgt af Kielland, Grossererens store 
danske Hund. 



'' '7- ''V' 
^Wm.-C ■ '-^ ' ■■ nm 






Ved et kjøbenhavnsk Badested. 




-L/e kjøbenhavnske Badesteder danner en smilende 
Række langs Strandvejen ved Øresund mellem Kjøben- 
havn og Helsingør. 

De pragtfuldeste, nærmest Hovedstaden, kalder sig 
Anstalter og beboes — saavidt nogen boer der — af 
Udlændinge, Diplomater og enkelte enormt rige Indfødte, 
der her fører et Verdensliv med Rideæsler, Vand- 
rutschebane, Gedebukkekøretøjer, Jockeyroulet, svenske 
Koncerter, fransk Køkken og Kellnere, der kan Tysk. 



33 



Ved et kjetenhavnsk Badested. 



Nordligst ligger de beskedne Lejer. Ved idylliske 
Tilstande og Omgivelser erstatter de Savnet af kunstige 
Adspredelser. Her bader for en moderat Indakkordering 
kjøbenhavnske Hustruer, der lig Psyche kun ser deres 
Amor om Natten. Skuespillere i Jaegers Normal 
trænerer paa Velocipede og udvikler Skæg. Unge 
Malere færdes med fantastiske Hovedbedækninger og 
iagttager vidunderlige Solnedgange. Strængt moderne 
Poeter samler Lokalstudier til sørgmodige Noveller om 
det oprindelige Naturgriseris Bukken under i Kampen 
mod den fremvæltende Forfinelse. 

Midtvejs mellem disse Poler, dér hvor Idyl og 
Kultur rækker hinanden Haanden, hvor en ærværdig 
Kro, omskygget af brede Kastanjer, paa sine knudrede 
Skuldre bærer en let Schweitxeretage med Snitværks 
Balkon og »HoU/« i Guldskrift paa Gavlen, hvor den 
driftige Vært har bygget seks Badehuse, der ligner 
Lysthuse, ude i sin Strand og fire Lysthuse, der ligner 
Badehuse, oppe paa sin Skrænt — i klart Vejr kan 
man stirre over til Vinduerne i Landskrona — hvor 
Posten bringer Bladene Morgen og Aften, og Efter- 
middagsdamperen ankommer i passende Spisetid, dér 
er Stedet, das ist Tyrol, det ægte kjøbenhavnske Bade- 
sted, hvor nogle af Jordens lykkeligste ligger paa 
Landet og gaar i Vandet. 



34 



Ved et Tcjehenhavnsk Badested. 



Naturligvis er der Grader i Lykken. Beboerne af 
de omliggende store Landsteder, der bag uigennem- 
trængelige Hække af Avnbøg og Tjørn, skjuler sig 
med Parkanlæg, Drivhuse, Sportsterræner, Vognremiser, 
Familiebegravelset og mangfoldig anden jordisk Herlig- 
hed, disse Pamfiliusser, der ovenikøbet spiser til 
Middag Klokken otte efter at have drukket The 
Klokken fem — omtrent det fornemste man kan fore- 
tage sig hertillands næst at lade afholde Parforce jagter 
— maa selvfølgelig føle sig herskabeligt ophøjede over 
de Beboere af Steder med aaben Have ud til Strand- 
vejen, som spiser til Middag Klokken fem og drikker 
The Klokken otte. Til Gengæld kan disse se ned paa 
Indehaverne af de træløse Villaer ved grusede Sideveje. 
Og skønt Ejermændene til saadanne Smaahelveder af 
Støv, Sol, Fluespisestuer, Soveblykamre og nabovenligt 
Klaverspil med en vis Arrighed kalde deres landlige 
Tilflugtsteder for NøjsoinJicdstak, Sindsro eller Mon 
plaisir, maa dog selve Proprietærfølelsen forlene dem 
Værdighed overfor Folk, der kun boer til Leje hos 
Fiskerne eller har givet sig i Pension paa Hotellet. 
Disse lavest stillede paa Landlivets Rangstige har ikke 
andre at foragte end det Udskud, der kun kommer om 
Søndagen for at drikke Kaffe og fortære medbragte 
Madkurve i Hotellets Have. Men saa viist er alt ind- 



Ved el kjøhenhavnslc Baåested. 



rettet, at dette Publikum antages at skue med dybeste 
Ærbødighed og Misundelse op til alt, hvad der ligger 
fast paa Landet, og der er saaledes lykkeligt tilvejebragt 
den fornødne Grundvold for en stedlig Samfundsorden, 
inden hvilken de forskjellige Klasser kan føre deres 
Radeliv i gensidig Agtelse og Tillid. 



Da et kjøbenhavnsk Badested mere end nogen 
anden Del af Riget fordrer h5'ppig og intim Forbindelse 

med Hovedsta- 
den, er det klart, 
at den højeste 
Vigtighed og In- 
teresse maa til- 
lægges de Befor- 
dringsmidler, paa 
hvilke Opgaven 
hviler. Ubestridt 
nyder dog af dem 
alle Dampskibene 
den videste Po- 
pularitet. Der er næppe det Grossererbarn paa den fashi- 
onable Del af Kvsten der ikke om ethvert af disse i 




36 



Ved et kjøbenhavnsk Badested. 



Hastighed og Komfort lige ypperlige Fartøjer veJ Besked 
med alt fra Navn og Sejletider til Kaptajnens Fødselsdag 
og Kahytsjomfruens fungerende Kæreste. Men Damp- 
skibene fortjener ogsaa Respekt og den ømmeste Op- 
mærksomhed. De giver Ly for nogle af det kjøben- 
havnske Samfundslegemes betydningsfuldeste Livs- 
ytringer. Dér ombord ligger nemlig den kjøbenhavnske 
Sladder paa Landet og sover den kjøbenhavnske Børs 
til Middag. 

Vel turde den Paastand være for dristig, at den 
kjøbenhavnske Børs ellers aldrig sover. Men ingen 
bør tvivle om, at netop den Skraber, Blomsten af 
dansk Foretagelsesaand her sliber, bærer sine Renter. 
Henstrakte i halvfire Damperens Katakomber ligger 
disse Mænd, for hvem Kurserne skælver, Side om 
Side; en let Sved perler paa deres Pander, roHgt 
hæver Brystet sig under de massive Guldkæder, en 
højtidsfuld Snorken hølger som dæmpet Orgelbrus 
gennem Rummet — ja var det ikke at tale ugudelig 
Spøg om en ærefrygtindgydende Ting, skulde man 
næsten ved Synet af saa megen Vægt og sund 
Flegma, Boks ved Boks, fristes til den Antagelse, at 
Opfinderen af et vist Spil at drive med visse trivelige 
Kugler her har hentet den oprindelige Liipuls til sin 
heldige Idé. 



37 



Ved et kjøbeiihavnsk Badested. 



Og nu den kjøbenhavnske Sladder, hvad i al 
Verden skulde den vel stille op i den selskabsløse 
Sommertid uden Dampskibene, hvor alle, der sladrer 
og sladres om, saa yndigt kan træffe hinanden. De 
vilde jo dø af Kedsomhed, vore smaa Balsiskener og 
Middagspapegøjer, om de ikke en Gang eller to om 
Ugen kunde sejle frem og tilbage med Gj'//f eller 
Øresund og knæbre med deres søde smaa Næb. Eller 
den værdige Grosserer og Familiefader som, knap han 
har sat sig ved Middagsbordet og sunket den første 
Skefuld Suppe, overfaldes af sin utaalmodige Frue med 
Spørgsmaal om Nyt, hvad skulde den stakkels Mand 
gribe til, om han ikke straks kunde servere hende en 
Mundfuld Sladder lige frisk fra Dampskibet. Skikkelig 
kjøbenhavnsk Sladder, saa uskyldig fri for Vid, saa 
lykkelig ren for Gift, kun at ligne ved lunkent, fedtet, 
højst en Kende surt Opvaskningsvand, hvori det dog 
gør saa velsignet at putte Næsen, mens man bløder 
Næstens intime Linned. 



Idet Landliggerne til Søs saaledes styrker og 
adspreder sig, nyder de for Tilfældet tilbageblevne 
Naturens Glæder. Damerne bader. Dette foregaar 



38 



Ved et kjøbenhavnsk Badested. 



sædvanligt mellem lo og 12, og man har da paa den 
Tid op langs Kysten det ene Syn mere fortryllende 
end det andet. Større og mindre Flokke af Damer 
staar med hinanden i Hænderne og hopper uafbrudt 
op og ned paa samme Plet under glade Opsange og 
Hvin. Andre boltrer sig dristigt svømmende omkring 
dem. Der er dog ved en Dame, mens hun svømmer, 
som Regel noget iøjnespringende, der hurtigt bringer 
den tænksomme Iagttager til Erkendelse af det taktfulde 
i Folkemythens Idé med at skænke Havfruerne Fiskenes 
Hale. 

Efter Vandet holdes Frokost og Siesta over hele 
Linjen. Markiserne rulles ned for Verandaerne, 
Hængekøjerne klynges op. Formiddagens Døsighed 
lægger sig over de solbagte, insektsummende Haver. 
Søen skubber sig dovent ind og ud paa Stranden. 
Skinnende Krager og Alliker spanker om og fisker i 
Tangen. I Horisonten staar Sejlerne ubevægelige som 
klippede ud i graat Papir. 

Pludselig opskræmmes Freden ved en Række 
skarpe Skrig fra Hotellets Have. Det er Drengene 
Jens og Aksel, som er paa Spil. De ligger paa Landet 
herude med deres Mødre. Jens er 2V2 Aar; hans 
kridhvide Haar, hvorpaa han bærer en mægtig Kaskjet, 
giver hans ungdommelige Hoved bagfra Lighed med 



59 



Ved et kjehenhavnak Badested. 



en ældgammel Bondemands. Forfra ligner han med 
sine rosenrøde" Kinder, himmelblaa Øjne og et vist 
sødligt Englesmil en affektert Provinsingenue. Af 
Væsen er han skabagtig og paatrængende høflig. Til 
alle, der gaar ud og ind eller forbi, skriger han »God 
Dag« som en afrettet Papegøje. 




Aksel er kun to Aar, i en Art Skjørt og med 
Straahat, hvis Elastik han holder i Munden. Hans 
store ildrøde Ansigt tyder paa en gnaven og inde- 
sluttet Karakter. Han kan nu heller ikke tale og ind- 
lader sig i det hele højst nødigt med nogen. Derimod 
besøger han flittigt Skarnbøtten omme ved Køkken- 



40 



Ved et kjøhenhavnsk Badested. 



døren, hvorfra han vender tilbage med Hummerben, 
Ærtebælge og Kyllingehalse, som han fortærer i 
Ensomhed. Ogsaa kæmper han med Ænder og Spurve 
om det Brød, Gæsterne kaster ud. 

Begge to er de tyve Gange om Dagen i over- 
hængende Livsfare, enten ved Vandet, mellem Vognene 
eller paa Trappen op til Skrænten. Dette kundgøres 
ved de omtalte Skrig fra deres ulykkelige Mødre, som 
hækler under Kastanietræerne og paa Grund af Om- 
stændigheder ikke ret hurtigt kan sætte efter dem, 
medens de vagthavende Barnepiger regelmæssigt er 
forsvundne i visse dunkle Lysthuse i Baggrunden af 
Haven, hvor de af Hotellets to Opvartere undervises i 
at fløjte, smælde med Lindeblade og lignende hyrde- 
agtige Selskabsfornøjelser. 

Opvarter Friis er Kjøbenhavner, nakkeskilt og i 
Kjole; han serverer Hotellets Pensionærer paa deres 
Værelser og ved Fællesmaaltiderne i Salen. Hans 
Kollega Jeppesen er bondefødt, slaveklippet og betjener 
i Trøje og Forklæde Gæsterne i Skænkestuen og i 
Haven. Ubeskæftigede i Øjeblikket, da Barnepigerne 
er gaaet for at berede Jens og Aksel deres Middagslur, 
staar begge drømmende ved Lidgangen. To ældre 
Damer, lige ankomne med en Sofavogn, ryster, først 
den ene, saa den anden. Folderne af sig ude paa 



41 



Ved et kjøbenhavnsk Badested. 



Vejen og styrer hen imod Laagen, som den galante 
Friis skynder sig at aabne. De er begge meget smaa, 
meget nærsynede og en Smule gebræklige, ganske éns 
klædt i staalgraa Kjoler, sirlige sorte Mantiller med 




Blonder og éns mørke Hatte. Kun har den ene 
grønne Vindruer paa sin Hat, den anden spanske 
Kirsebær. Formodentligt er det herpaa, deres smaa 
Nevøer og Niecer kender dem fra hinanden. 



42 



Ved et kjøhenhavnsk Botdested. 



De er nu kommet ud paa en lille Landtur, maaske 
er det den enes Fødselsdag, eller de skal blot gøre et 
Ophold, mens de venter paa næste Skib eller Vogn 
for at begive sig videre til et Sted, hvor de er inviteret 
til Middag. Belevent konverserende ledsager Hr. Friis 
dem ind i Haven. Om Damerne maaske agter at bo 
paa Hotellet, han skal da strax lade deres Bagage 
athente. Eller Damerne ønsker maaske kun en For- 
friskning? I saa Fald vilde han anbefale dem at ind- 
tage den oppe paa Skrænten, hvorfra Udsigten netop 
i Dag er aldeles henrivende. Man kan saamænd se 
langt ind i Sverig; de er allerede begyndt at høste 
derovre. Ja man maa rigtignok ønske, det Vejr vil 
blive ved at holde sig. To Chokolade altsaa — med 
et dybt Buk forlader han sine blændede Protegéer ved 
Foden af Trappen og henkaster paa Tilbagefarten, 
pegende med Tommelfingeren over Skuldren: Gæster 
til Dig, Jeppesen, to Chokolade op paa Skrænten! Op 
farer Jeppesen ad Trappens 57 Trin for at tørre 
Bordet af og høre, om. der skal Brød til. Op 
farer han igen med Chokoladen, op nok en Gang 
med en Kikkert, saa med en Avis, endelig for at faa 
BetaHng. 

— Hvormeget, spørger Friis, der med Lorgnet paa 
imidlertid har studeret Politiken. 



45 



Ved et kjøbenhavnsk Badested 



— Seks Øre, svarer den forpustede Jeppesen. 

— Indiot! 

Langsomt, støttende sig til Parasollerne, kommer 
nu Damerne ned ad Trappen. Friis nærmer sig paa 
ny, haaber de har været tilfredse, beklager de allerede 
vil forlade, plukker i Forbigaaende to ormstukne Roser 
og overrækker dem hver »en lille Erindring«. Dette 
er overvældende. Saa meget Galanteri kan ikke forblive 
ubelønnet. Den ene gamle Dame hvisker til den anden, 
og op af Tasken kommer til den ærbødigt overraskede 
Friis en Femogtyve Øre, som han for sin Kollegas 
Næse flot kaster i Vejret og fanger igen med Bagen 
af Haanden med et: »Saa er Maaden, Jeppesen.« 

Naar Sommérlier'en Friis ved Femtiden har 
inspiceret Opdækningen i Table d' hote Salen, smagt 
paa Syltetøjet og Salaten og skænket sig et Glas af 
Departementschefens private Rødvin, lader han Pigen 
ringe Badegæsterne sammen og stiller sig selv hen ved 
Anretterbordet med Servietten over Armen. Lidt efter 
triner Selskabet højtideligt ind, Herrerne i sort Frakke, 
gnidende sig i Hænderne, Damerne med Armbaand 
og Handsker, Børnene artigt kæmmede. Der hilses 
alvorligt og samtales stødvis, mens Spisesedlen gaar 
rundt; først efter Suppen kommer den egentlige Kon- 
versation i Gang. Som det sig hør og bor, hvor 



44 



Verf ef kiøhenhavnsk Baflested. 



danske Mænd og Kvinder er tilsammen i et festligt 
Lag, drejer den sig til Indledning om Kongehuset, og 
det er da rørende at være Vidne til, hvilken trofast og 




og nøje Kendskab, Folk, der ellers staar Hoffet fjærnt 
gemmer til de kongelige Personers Liv og Vaner. 
Der oplyses om Majestæternes Livretter og Prinsesse 



4S 



Ved et kjøhenhavtisk Badested. 



Maries Adspredelser, skæmtefuldt og dog ærbødigt for- 
tælles om de kronprinselige Børns Sengetid, hvor 
mange Stykker Smørrebrød de unge kongelige Høj- 
heder faar til Aften, og hvad der er paa. Da en Dame 
meddeler, at Hs. Majestæt holder meget af Vandgrød, 
løfter hele Selskabet Hovederne og gentager som én 
Mund »Vandgrød« med henrykt opspilede Øjne. Ja, 
turde det tænkes, at der ved Herskabernes Taffel 
raadede en blot tilnærmende Interesse for den under- 
saatlige Diæt, med hvilken Sandhed kunde man da 
ikke tale om styrkende Baand mellem Kongehus og 
Folk. 

Den Dame, som serverede Vandgrøden, rødmer 
højt baade af Glæde over sit Held og Forvirring over 
sin Dristighed. Hun og hendes Mand, en velstaaende 
Børstefabrikant, er nemlig først for ganske nylig blevet 
fuldt accepterede af Kredsens fornemste Dame, Departe- 
mentschefens Frue. Forgæves gik hun i Begyndelsen 
fra om Morgenen tidligt i violet Silkekjole og med 
Diamantbrosche, forgæves var hendes Mand utrættelig 
i at rive Svovlstikker af til Departementschefens Cigar. 
Først da hun en Dag havde fiiaet sin Landauer ud og 
Departementschefinden, der ikke kunde modstaa den 
elegante Ekvipage, havde samtykket i en Koretur, blev 
der tilstedet hende Adgang til det departementale Kaffe- 



46 



Ved et kjølenhavtisk Badested. 



bord efter Middagen. Til Gengæld er en ung Herre, 
skønt Student og af passende social Byrd, blevet 
ganske udstødt. Dels er han nemlig iagttaget at drikke 
Absinth, dels er han en Søndageftermiddag taget til 
Kjøbenhavn og først vendt tilbage Mandagformiddag, 
hvorpaa han strax gik op og lagde sig til at sove. Det 
blev derefter forbudt de unge Damer at tage ud at ro 
med ham. 

Men Søndagen er nu i det Hele for Hotellet en 
Skammens og Uhyggens Dag. Saa lugter der af Bøf 
i Haven fra Klokken syv om Morgenen, og lange 
Vognrækker med Trompeter og Foreningsfaner i Spidsen 
kører op for Døren og aflæsser støjende Folkeskarer, 
som stormer Lysthuse, besætter Bænke og Borde, farer 
\'æddeløb paa Badehusbroen og ned ad Skrænten, 
drikker, danser og holder Kommers. Seks Reserve- 
opvartere fra Kjøbenhavn flyver frem og tilbage og 
tager ganske Luven fra Jeppesen. Sangkor opstiller 
sig paa Balkonen og foredrager »Joachim uti Babylon«, 
saa Departementschefen umulig kan faa sin Blund. 
Tilstøvede Bicykleryttere ligger og holder Rast paa 
Plænerne i upassende Benstillinger. Og i alt dette 
Hurlumhej tripper de pæne Badegæster og Pensionærer 
forknytte omkring eller trykker sig sammen i afsides 
Kroge som fornærmede Høns, der af en vraltende og 



47 



Ved et kjøbenhai-nsk Badested, 



snadrende Andeflok er forjagne fra deres retlige Ene- 
mærker. 

Derfor erklærer ogsaa Fru Departementschefen 
hvert Aar hver Søndag Aften ved Tliebordet, at det 
bestemt er sidste Sommer, de boer der. 




,|S 



Kjøbenhavnske Væddeløb. 




Ved Kjøbenhavn afholdes to Slags Væddeløb, til 
Travsportens Fremme flere Gange om Aaret, og til den 
ædle Hesteavls Fremme en Gang om Aaret. Af disse 
Formaal omfattes Travsportens Fremme ikke med For- 
kærlighed af det finere Publikum og dens Væddeløb 
anses hverken fashionable eller morsomme. Det første, 
fordi det som bekendt hele Verden over ikke anses for 
saa fashionabelt at se en Hest trave som at se den løbe 



51 




Kjehenhavnske Væddeløb. 



i Karriere, det andet, fordi det heller ikke er morsomt 
altid at se de samme Heste trave, og paa Kjøbenhavns 
Traverbane traver aldrig andre end de samme. Skønt 
det saaledes i Aarenes Løb maatte synes nogenlunde 
afgjort, hvilke af disse utrættelige D5'r, der traver bedst, 
kommer deres Kuske dog hver Gang op at skændes 
om Sejren, private Nachspiel, som støder og sløver 
Forsamlingen, der venter paa sine Odds og vil hjem. 
Naar dertil endelig kommer, at Travernes Ejermænd 
for Størsteparten er Forretningsfolk og Næringsdrivende, 
der af deres Fæller i de forskellige Næringsgrene oven- 
ikøbet betragtes med hemmelig Misundelse og Uvilje, 
som Folk, der vil gøre sig vigtige og hæve sig over 
deres Stand, er det forstaaeligt, at et tilbageholdende, 
fint udviklet og kræsent dømmende Publikum som det 
bedre kjøbenhavnske, ikke kan skænke Travvædde- 
løbene nogen sær Bevaagenhed og Kredit, men i Følge 
sin Opdragelse og skarpe sociale Sans maa sætte dem 
i Kurs med Jockeybillardspil, Præmiekegleturnering og 
lignende mindre mondaine Adspredelser. 

Anderledes derimod med den ædle Hesteavl, for 
den banker alle dannede Hj ærter. Eremitagelobene i 
Juli Maaned er den kjøbenhavnske Sommers allerfineste 
Begivenhed, de er højeste chic, og deres fashion fast- 
slaaet som et Dogme. Til ^^tw elegante Morskab 



Kjøbenhavnske Væddeløb. 




53 




Kjøbenhavnske Væddeløb. 



møder Hoffet, Staldetaten og Diplomaterne i Spidsen 
af det fornemste Selskab : Rigets højeste Adel og 
lavere Noblesse, de i Rangen ophøjede Finantser, den 
unge Herreverden, de smaa Frøkener fra Godserne og 
Strandvejens tennisspillende Arvinger paa mindst 
200,000 — hele Kransekagen. Paaklædningen For- 
middagsgala. Damerne lys Overraskelse, Herrerne 
dæmpet Korrekthed. Om denne glimrende Skare, der 
fortrinsvis bevæger sig i Nærheden af Dommertribunen 
og det af Hoffet occuperede Terræn : det frie kjøben- 
havnske Borgerskab i varm og ærbødig Beundring, 
andægtig forvisset om at deltage i Indbegrebet af At'^/i- 
life og overvære en mageløs Udfoldelse af aristokratisk 
Luksus og Pragt — og sl5-ngende sig om det hele, 
ned over den bølgende gulgraa Slette under Julihim- 
melens Glød, kantet af Vognrækker og Tilskuer- 
Trængsel, Banen, Valpladsen, de ædle Hesteavleres Vej 
til Ros 02 MaiJt. 



For at gøre rigtig Figur ved dette straalende 
Stævne er det imidlertid ikke tilstrækkeligt at møde 
paa Pletten i stiv Puds, det kommer nok saa vel an 



S4 



Kjøhenhavnske Væddeløb. 



paa, hvordan man er mødt — det gælder at tage 
standsmæssigt ud og standsmæssigt hjem. Fordringerne 
er dog overkommelige. Den kjøhenhavnske Ekvipage- 
luksus er som bekendt ikke blændende. I alt findes 
der maaske i hele Byen fem, seks komplette, private 
Køretøjer, Resten fordunkler ikke almindelig Vogn- 



t— 




mandsstilfuldhed. Naar man derfor blot ikke anstiger 
pr. Kaperv'ogn eller i Droske, er Honnøren reddet. 
Det fineste, naar man ikke er selvejerkørende, er at 
være to i en af Jørgensens Viktoriaer. Da det 
imidlertid vides, at Jørgensen kun har to Viktoriaer, 
som det er meget vanskeligt at erholde, fordi de i 
Reglen forbeholdes den notable Forretnings allernotableste 
Kunder, kan det tilgives at man er tre i en Landauer 
fra Bohn. Flere end tre i en lejet Landauer maa 



SS 



Kjøbeiihavnske Væddeløb. 



man nødig være; fire er allerede ufint, men kan ga 
an paa Hjemturen — man har inviteret en uanbragt 
bekendt til at køre med sig til Byen — fem, én paa 
Bukken, absolut simpelt. Har man derimod eget Kore- 
tøj, kan man uden at støde an godt være en halv Snes, 
lire Børn hos Kusken og seks Voksne indeni. Saadan 
er nu en Gang de tavse Regler, og dem gør man vel 
i at iagttage, naar man ønsker at optræde distingveret. 
Har man endelig ikke kunnet opdrive en præsentabel 
Landauer, eller er man et Selskab, der vil være sam- 
men, kan man ogsaa komme i Charabanc. Men man 
maa da sørge for, at det faar tydeligt Udseende af at 
være en Pick-nick, f. Eks. ved at give Hestene kulørte 
Silkesløjfer bag Ørene, have Champagne med i Vognen 
og lade en af de deltagende Herrer fungere som Kusk. 
Forstaar vedkommende Herre at køre med fire, kan det 
hele endda faa et ret elegant og aparte Sving og komme 
til at minde om de engelske og franske mail-coaches, 
firspændige Selvejeromnibusser, hvor Herskabet, Herrer 
og Damer, sidder paa Taget, Ejeren styrer, og Kusk 
og Tjenere kører indeni med korslagte Arme. 

At indfinde sig til Hest paa Væddeløbspladsen 
ansaas i forsvundne Dage for fiot, men bør nuomstunder 
indstændigt fraraades som værende under al Iwn-ton. 
Ogsaa medfører det den Betænkelighed, at Ens Hest 



S6 



Kjøbenhavnske Væddeløb. 



let betages af ubetvingelig Ærgærrighed efter at maale 
sig med de professionelle Løbere, saa man risikerer et 




ufrivilligt Vædderidt langs Banens indre Kreds mellem 
forfærdede Tilskuere, eftersat af Gendarmer og Politi. 



Staar man saa lykkelig og støvet paa den berømte 
Sadleplads gælder det her ikke at forsynde sig mod 
Etiketten, men fint stemme sin Optræden efter den 
herskende Tone. Det kan straks bemærkes, at det slet 
ikke fordres, man skal give sig Mine af Sportsmand, 
Hestekender eller overhovedet af at nære stor Interesse 
for Løbene. Tværtimod, al stærk Læggen for Dagen 
af Deltagelse er inconvenabel. Men der er andre 
Regler at vise Hensyn. Først og fremmest ingen 



S7 



Kjøhenhavnske Væddeløb. 



lydelig Munterhed, ingen fremtrædende Aabenbaren af, 
at man er kommen for at more sig, for at deltage i 
en almindelig Fornøjelse. Væddeløbstonen er stiv og 
tyst. Naar man har raabt Hurra for de kongelige, der 
følgende fyrstelig Høfligheds Skik altid efter Referaterne 
ankommer præcis Kl. 4, bør man bevæge sig langsomt 
omkring i Solskinnet med alvorligt og ligegyldigt 
Ansigt som til Promenadekoncert ved en Brøndkur, 
eller beskedent stille sig hen i Nærheden af Snoren og 
uden at strække Hals efter Rytterne føre dæmpet Sam- 
tale. Man maa dernæst være i høj Grad tilbagehol- 
dende, meget forsigtig med at nærme sig til andre end 
Ens intime og jævnlige. Henvender man sig til be- 
kendte, som er finere end En selv, betragtes det som 
paatrængende — til nogen, som er lavere paa Straa, 
som uforskammet nedladende. Der hersker paa Vædde- 
løbsdagen en Rangforordning -strængere end ved et 
Hofbal, de forskellige Klasser gaar rundt med halv 
fjendtlige Miner, alle i Overbevisning om at være 
Genstand for almindelig Opmærksomhed og nervøst 
ængstlige for under den stramme Parade at komme 
falskt Lys eller skæv Stilling. Lad Mobben være ene 
om at klappe og raabe og bøje sig frem over Snoren, 
naar Hestene suser ind. Et lille Hurra efter Hs. Maj. 
Kongens Ærespris er tilladeligt, men det er Æresprisen 



S8 



Kjebenhavnske Værtddøh. 



det gælder, den høje Skænker, ikke Sejrherren. Under 
det skandinaviske Derby gaar det an, ja kan endog 
være passende at røbe en vis patriotisk Bevægelse. 
Danske Heste løber her med tyske og andre fremmede. 




Bevægelsen maa dog ikke hidledes af Udsigten til at 
dansk skulde triumfere, blandt andet fordi denne Ud- 
sigt, som Erfaringen har vist er for ringe til over- 
hovedet at kunne bevæge, men af den alvorlige Be- 
vidsthed om, at naar udenlandske Heste komme herop 



I 



59 



Kjøbeuhavnslie Vædåeløb. 



Og maale sig med vore egne, saa er dette, bortset fra 
de éooo Kroner som Løbet vejer, et Tegn paa den 
Respekt, vort Fædreland trods sin Lidenhed nyder i Ud- 
landet og et betydningsfuldt Led i Danmarks Hævden 
sig som moderne civiliseret Stat. 



Derbyet afslutter den strængt højtidelige Del af 
Festen. Det begynder ligesom at løsne paa Stivheden, 
der viser sig Tegn til Humør, Forhindringsridtene 
staar for og man har i Mellemtiden indtaget Forfrisk- 
ninger. Grupperne spreder sig. Nogle styrer ned mod 
Forhindringerne, andre bestiger med Kikkerter Udsigts- 
taget. Om Totalisatoren bliver der Trængsel, nu er 
der Chance. Hurdle og Grøfter kan give anseelige 
Odds. Skal man holde paa Lørup, Tesdorph eller 
Castenschiold? Maaske en Indsats paa hver! Eller 
vælge en hel ubekendt lille Lieutenant fra Provinsen, 
som Ingen tænker paa og saa, hvis det bliver ham, 
indkassere en styrtende Profit? Luftkasteller! For- 
nuftigst at besætte et Par af Favoriterne, risikere sine 
10 Kroner, saa man faar 20 igen. Der spilles beskedent 



60 



Kjøbenhavnske Væddeløb. 



paa den kjøbenhavnske tur/. Ingen Formuer voves 
eller skabes, man nøjes glad med, som det hedder, at 
vinde til sin Middag. 

Officererne skal ride. Alle Ansigter klarer op. 
Kokette Dameskikkelser fremtoner omkring paa Vogn- 
sæderne med Parasollen sænket bagud og Skildpadde- 
lorgnetten for Øjet. Hvem modstaar Uniformen, de 
ungdommelige Skikkelser, de nydelige Dyr. Det syner 
dog anderledes end de forkrøblede Jokeyer paa magre 
langbenede Væddeløbere. Husarerne er de fineste, men 
Dragonerne er mere populære. En mørk Artillerist 
dukker frem mellem alt det blaa. Hans røde Benklæde- 
striber tager sig flot ud paa Skimmelens graa Flanker. 
Nu, ret paa Linje og saa marche, marche — Skaren 
bruser af Sted, Mængden vender sig og følger dem 
hen over Sletten. Et Par er forud. Resten følger i 
Flok. Hop, hop, gaar det over Forhindringerne saa 
fikst som paa en Manege. Der rullede én, oppe igen 
som et Lyn og efter de andre. Nu blot over Højen, 
saa kommer de ind. Er det en Husar eller Dragon? 
Der er han, der er han, det er Husar. Han har tabt 
Huen. Han drejer hvert Øjeblik Hovedet tilbage. 
Dragonen er lige i Hælene paa ham, han ser ud til at 
ride en kraftigere Hest — — pas nu paa, han tager 
ham. Dragonen, Dragonen — Hurra! .... 



6i 



Kjøhenhatnnke VæådeJob. 



Alle er oprømte, enhver har et Øjeblik følt Spæn- 
dingens oplivende Gysen. Der er lige ved at komme 
Stemning, nu det er forbi. I samlet Sværm og tavs 
Trængsel mylrer Vogne og Fodgængere bort og rejser 
Støvet i kvælende Skyer. Sender Himlen i dette Øje- 
blik en Byge, faar Scenen Ejendommelighed og Liv: 
Eremitagens hvidlige Rococosilhuet mod den blaasorte 
Himmel, det bølgende Tag af tusende udspændte Para- 
plyer, hvorover Landauerne rager frem, standsede midt 
i Forvirringen for at faa Kalescherne slaaet op, medens 
Aristokratiets Herrer langsomt kører gennem Stimlen, 
tilbagelænede i graa og gule Regnfrakker, som akkurat 
synes stemt i Farven efter de solbrændte Ansigter og 
blonde Moustacher. 

Hjem ad Strandvejen rumler og rasler saa om Kaps 
med Dampsporvognen det lange Køretog, som spirituelle 
Referenter næste Dag i Bladene kalder den kjøben- 
havnske retoiir de Longchanips. Og ved Middags- 
bordene i Tivolis Restaurationer sidder efter Hjem- 
komsten unge ikke mindre spirituelle Kjøbenhavnere 
og taler om og tænker paa, hvor Kjøbenhavn dog mere 
og mere nærmer sig til at ligne Paris. Vel maa det 
indrømmes, har den endnu ikke Eiffeltaarnet, men med 
Stolthed erindres Tuborgflasken, som knejsede allerede 
Aaret før. Og nu Væddeløbene ... det fortælles, at et 



62 



Kjøbenhavnske Væddeløh. 



Medlem af den yngste Adel, som lige er kommet fra 
Udlandet bestemt har erklæret i Aar paa Væddeløbs- 
ballet at ville indføre den røde Kjole. Kom saa og 
sig, at Kjøbenhavn ikke følger Moden. Den røde 
Herrebalkjole, er det ikke helt og holdent Paris? 




63 



Kjøbenhavnsk Politi. 




iS^jøbenhavn besidder et veludviklet Politi. Fra 
Spidserne til de laveste er det kjendt og frygtet af 
Befolkningen, som et Politi bør være. De ledende 
Elementer er dog nærmest kun kj endte af Navn og 
hedder allesammen forholdsvis fredeligt Petersen. De 
hemmelige Politimænd derimod er bedst kjendte af 
Udseende og udpeges, hvor de viser sig i deres For- 
klædninger med samme respektfulde Hvisken, som hilser 
teterede Skuespillere og kongelige Højheder. De menige 
Betjente endelig — de er kjendte af Gavn. Dem hvisker 



Kjebenhavttsk Politi. 



man ikke om ; man gyser ganske stiltiende. Dem peger man 
ikke paa; man lister sig skjælvende forbi, mens alt, hvad 
der boer i En af ond Samvittighed, puffer En i Ryggen. 
Selv den modigste Skoledreng betænker sig tre Gange 
paa at spørge en kjøbenhavnsk Politibetjent om, hvad 
Klokken er, og De maa være betænkelig uerfaren, 
eller have levet altfor længe under slappe uden- 
landske Forhold, hvis De ved Nattetid i Deres Fædre- 
lands Hovedstad hazarderer at bede en af disse, andetsteds 
maaske til Borgernes Vejledning og Værn optrædende, 
Sk5'tspatroner om f. Ex. at vise Dem Vej eller skaffe 
Dem fat paa en Droske. Det kan være, han svarer 
og hjælper Dem, men det er aldeles ikke utænkeligt, 
at han erklærer Dem for beruset og trækker Dem paa 
Stationen, eller hvis det er paa et afsides Sted, og han 
ikke er oplagt til Omstændigheder, uden videre stikker 
Dem én lige i Synet, saa De trimler. Øvrigheden 
bærer ikke Sværdet forgjæves. Ikke forgjæves bærer 
den kjobenhavnske Politibetjent i sine Uniformsknapper 
hint Stempel, der ogsaa kan ligne en knyttet Næve i 
et blaat Øje. 



hS 



Kjølenhavnsk PoHti. 



De kjøbenhavnske 
Politibetjente holder 
Befolkningen i Tømme 
paa Gader og Stræder 
ved Dag og ved Nat. 
De, som passer paa om 
Dagen, er diskrete og 
tilbageholdende i deres 
barske Vælde. Man 
ser i Grunden ikke 
videre til dem og al- 
lermindst , hvor man 
kunde vente det. Deres Specialitet er tværtimod at komme 
bagpaa og bagefter. En kjøbenhavnsk Dagpolitibetjent har 
en vidunderlig Færdighed i at komme til Syne, og i 
samme Nu forsvinde igjen. Man ved aldrig, hvor man 
har ham. Han dukker pludselig op af en Kjælderhals, 
blinker med Øjnene, slikker sig om Munden, stryger 
Skjæget, og inden man ser sig om, er han forsvunden — 
i en anden Kjælderhals. Det er ganske som en Ræv 
ved en Klapjagt. Man sidder en Sommerdag foran en 
Kafé omsværmet af Gadedrenge og -piger, som tilbyder 
Blomster, slaar Kraftspring, borer sig frem mellem Ens 
Ben, tigger og rapser. Pludselig føler man, der bliver 




Kjøhenhavnsk PolUi. 



velgjørende tomt omkring En og ser op fra sin Avis: 
Dér staar Betjenten paa Hjørnet, skudt truende op af 
Jorden, mens Sværmen flygter hen ad Fliserne med 
smaa advarende Skrig som Stære ved Synet af en Glente. 
Et Øjeblik efter er der paany en lille Fyr, som napper 
En i Ærmet: »Go'e Herre!« Hvad Pokker allerede, hvor 
er da Betjenten? Pst — forsvunden, som blæst væk. 
Han har vist sig, gjort Virkning og er nu kjørt sig en 
lille Tur foran paa en Sporvogn! 

I det samme, han er taget af Sted, bliver Torvet ovre 
paa den anden Side lige med ét sort af Mennesker. Fire 
kanonfulde russiske Matroser slaaes som desperate. 
Mængden stimer til, Russerne brøler. Gadedrengene pifter. 
Passagererne ovenpaa Omnibusserne rejser sig for at se, 
og fremmede Turister stanser, imponerede af dette ejen- 
dommelige Stykke Folkeliv, der saa ugenert udfolder 
.sig i en Hovedstads Centrum ved højlys Dag. Et 
Kvarterstid hengaar; saa bliver Matroserne trætte af at 
slaaes om Kejserens Skjæg, samler hinanden op, og 
tumler Arm i Arm videre. Gadedrengene sender et 
Hurra efter dem, Stimlen er ved at spredes, og se, dér 
kommer Betjenten just tilbage fra sin Udflugt, frejdig 
og skinnende i sin Glorie som Regnbuen efter Torden- 
vejret. Hans Vagt er ude, og han kommer tilbage til 
sin Post præcis, for at blive løst af. 



70 



Kjøbenhaansk Politi. 



Det er nu hans Eftermands Tur til at lege Kispus, 
spille Bussemand, kjøre paa Sporvogn, qg lade sig afløse 
— Dagens Gjerning for en kjøbenhavnsk Betjent. 




De Politibetjente, som 
passer paa om Natten, løs- 
lades omkring Klokken 9. 
Ved den Tid antages alle 
gode Borgere i Kjøbenhavn 
at være hjemme og i Seng 
og kun Nattesværmere, 
Fredsforstyrrere og Ild- 
gjerningsmænd at færdes 
ude. Tætsluttede Patruljer af haandfaste Karle trækker 
militærisk gjennem Gaderne og Byen spækkes som 
, en Kalvefjerding paa Kryds og paa Tværs med vel- 
nærede Vagtposter. Den offentlige Mistanke er nu 
rettet mod enhver, der slider Stenbroen, og Mistanken 
stiger og Betjentens Aarvaagenhed skærpes, efter- 
haanden som Tiden og Bajerne glider. I Timerne 



71 



Kjøbenhavnsk PolUi. 



omkring Midnat er den kjøbenhavnske Nattebetjent paa 
Højden af Pligtudfoldelse. Hed i Kammen af Be- 
værternes underdanige Tributioner føler han sig kry 
som Gadens suveræne Herre. Hans kraftige Næve er 
parat til at ruske i Nakken, eller under Opløb og 
Spektakel slæbe i Arrest, enhver, som vækker hans 
autoriserede Mishag. Hans ubestikkelige Konduite gjør 
ham døv for Undskyldninger og Ræsonnementer. »Vil 
De nøjes med den Lussing, De har faaet og gaa rolig 
hjem, eller vil De paa Stationen?« — Andre Alter- 
nativer kjender han ikke. Han ved, hvad Nattefredens 
Opretholdelse og Hensynet til Justitsens Værdighed 
kræver. 

Men hans Tjeneste er altfor anstrængende. En 
Række af Timer tilbragte med at vaage over, at Folk, 
som følges fra Selskab ikke staar stille og siger Farvel til 
hinanden, med at opskrive Navnene paa Syndere, der har 
taget sig Friheder mod den offentlige Blufærdighed, som 
end ikke Mørket og uforskyldt Trang kan undskylde ; 
endelig med at afbanke og arrestere saadanne Samfunds- 
farlige, som giver deres Foragt for Loven Luft i Sang, 
deres Trods mod Autoriteterne Udslag ved at nægte at 
passere Gaden, eller som blot lægge deres forbryderiske 
Sindelag for Dagen ved at vise sig ude af Stand til at 
gaa lige hen ad Fonovet — saa mangfoldig og besværlig 



72 



Kjølenhavnsk Politi. 



Embedsaktivitet maa ende med at udtømme selv den 
stærkeste Betjents Kræfter. Tilmed skal han jo være frisk 
og klar næste Formiddag for i den offentlige Politiret at 
kunne aflægge sandfærdig Ed paa sine Bedrifter. Naar 
Gryet stunder til, og Færdslen paa Gaderne for nogle 
Timer næsten ganske døer ud, er den kjøbenhavnske 
Nattebetjent derfor træt og sløv. Han søger Hvile i 
en Portfordybning eller paa en Trappegang, og kun en 
Flaskes dybe Kluk, eller et Aandedræts faste Snorken 
røber ham i de dæmrende Taager paa hans ensomme 
Vagt. Nu er det Indbrudstyvenes og Stimændenes 
Lejlighed. De forstyrrer ikke Nattefreden; de arbejder 
uden Spektakel, og naar de har forrettet deres Hverv, 
tager de ikke nogen højrøstet Afsked med deres 
Offer. Men den Handlende, som om Morgenen 
finder sit Pengeskab tømt, sine Varer bortstjaalne, 
den overfaldne, som kommer til sig selv, efter at være 
slaaet til Jorden og udplyndret, bander maaske det 
Politi, til hvis Underhold han betaler Skat, og 
som ikke har kunnet beskytte hans Gods og Liv. 
Deri handler han tankeløst og uretfærdigt. Han 
burde nemlig erindre, og være paa det rene med, 
at det kjøbenhavnske Nattepoliti holder det for sin 
vigtigste Opgave at passe paa dem, der ikke stjæler og 
ikke slaar ihjæl. 



73 



Kjehcnhanisk Politi. 



Der skal være Tale om at reorganisere GaJepolitiet 
i Kjøbenhavn. Skulde dette monstro være nødvendigt? 
Det overgaaes jo dog i sin bestaaende Fortræffelighed 
kun af ét Politi i Verden: Politiet paa Frederiksberg. 




74 



Beaumonden i Kjøbenhavn. 



lil den kjøbenhavnske Beaumonde i ret Forstand 
bør man hverken medregne de residerende Diplomater 
eller den Del af Godsejeraristokratiet, som tilbringer 
nogle Vintermaaneder i Byen. Disse Elementer danner 
ophøjede, ja glimrende Træk i Hovedstadens selskabe- 
lige Fysiognomi, men de tilhører ikke Stammen af den 
kongelige kjøbenhavnske Beaumonde. Denne har kun 
Næsetippen indenfor den Atmosfære, i hvilken de 
Hoffet omgivende Kredse aander, men sin Halespids i 
sociale Luftlag, hvor en Kammerjunker lige akkurat 
kan trække Vejret. De toneangivende Fruer af den 
kjøbenhavnske Beaumonde tæller ganske vist Hofsel- 
skabet — Ministre, corps diplomatique, fin Adel 
— paa Listen ved den Suite Reuter, de indkalder til 
i Sæsonens Løb, men til selv at blive inviterede paa 
Amalienborg har de kun Udsigten fra, man kunde sige 



77 



Beaumonden i Kjøbenhavn. 



det grønne Haabs Forbjærg, og forsaavidt intet væsent- 
ligt forud for de »smaa Damer«, der løber paa Skøjter 
i den Forening, hvor Prinsesse Marie er Medlem, og 
bliver kurtiserede af Kadetter, der er Dus med Hans 
kongelige Højhed Prins Carl. 

For nemlig at skabe the upper ten thousand 
Idealet i et Samfund, hvor ganske vist Dannelsen er 
kapital, men to Retter Middagsmad dog det almindelige, 
medens Badeværelse hører til Sjældenhederne — er det 
naturligvis fornødent en Smule at flattere Realiteten. 
Man maa føje sig noget efter den Maalestok, hvormed 
Kontrollen i visse Lokaler fortolker Opslaget om, at 
kun velklædte tilstedes Adgang. Selvfølgelig er i Kjø- 
benhavn som overalt andetsteds Intelligensen helt 
uden Saaler i Støvlerne absolut udelukket, men den 
hæderlige Bagflikning gaar det lige saa lidt som den 
bagflikkede Hæderlighed an at nægte Entrée. Løjtnants- 
fruen, der gaar i Huset selv og tinger med sin Slagter, 
repræsenterer, naar hun i Sporvognen kjører til sin 
Abonnementsplads, idealister set Eliten af kjøbenhavnsk 
Damepublikum ikke mindre end Etatsraadinden, hvis 
Kusk maaske kører for Løjtnantsgage, og som blænder 
Parkettet med en Silkekjole, hun har pruttet om med 
sin Syjomfru. Og den kommercielle Yngling, der 
smager paa Puddersukkeret i sin Fader, Hofurtekræm- 



I 



79 



Beaumonden i Kjøbenhavn. 



merens, Butik, figurerer som Kavaler sans reproche 
med samme udvortes Anerkjendelse som Amtmands- 
spiren, der slikker paa Konvoluter i et Ministerium, 
naar de to Polyglotter danser vis å vis paa Sprog- 
foreningens Karneval. 

Men indenfor Idealets saa vide Rammer findes 
naturligvis mangfoldig Afskygning. Den kjøbenhavnske 
Beaumonde danner et Frimureri, udadtil en ensartet 
Helhed, indadtil delt i Klasser, Ordner og Grader, 
som kun den indviede ret ved at skelne. Det kan 
ofte være vanskeligt at forklare, hvorfor just den 
Familie tilhører Beaumonden i højere Grad end maaske 
den — Forskjellen kan ligge hos Kokkepigen. Lige- 
ledes er Maaden højst forskjellig, hvorpaa man bliver 
beaumondain. Nogle bliver det ved Fødsel, andre ved 
Arbejde, f Ex. Giftermaal. En tjener sig derind ved 
at spille Violin, en Anden ved at sælge Kaffebønner, 
nogle spiser sig ind i Beaumonden, andre spiser sig 
ud af den. Ja, Vilkaarligheden gaar saa vidt, at man kan 
møde det næsten pinlige Syn af beaumondaine Børn, 
hvis Forældre ikke regnes til Beaumonden, ligesom 
desværre ogsaa omvendt. Dog, lad der herske Usikker- 
hed og Tvivl paa det omgivende løse Banlieu, selve 
Kærnelagene i den kjøbenhavnske Beaumonde, de 
højere Rangkredse, den standsmæssige Handel og 



80 



Beaumonden i Kjohenhavn. 



Industri, de ligger fast. Disse hjemlige Storbærere af 
Kulturkampen med Ske og Gaffel sidder støt til Bords. 
Derfor er det i Virkeligheden ogsaa dem, det kommer 
an paa; det er nemlig altid Maverne, det kommer 
an paa. 

I dette — Embonpointets — Rige regerer evigt 
og absolut det, ikke længer smukke Køn: de 
velbyrdige Fruer og Matroner. Det er forbavsende 
saa lille en Rolle, den unge smukke Dame spiller 
i den kjøbenhavnske finere Verden. Det er kun lige- 
saa forbavsende saa faa smukke unge Damer, denne 
tæller. Men maaske skyldes det sidste det første. 
Individet mister jo ifølge Darwin i Kampen for Til- 
værelsen efterhaanden de Prydelser, der ikke er Brug 
for; til Gjengjæld arves i stigende Grad de Egenskaber, 
det drejer sig om. Den unge Kjøbenhavnerinde af 
patricisk Æt er sjældent en Skønhed, men endnu sjæld- 
nere naiv. Tidligt har hun fattet Filosofien i den 
H. C. Andersenske Eventyrsandhed, at Forg)dd- 
ning forgaar, men Svinelæder bestaar. Hendes Sturm 
und Drangtid er da kun kort — en Balsaison eller to 
— og stilles mildt i et blegsottigt Sværmeri for en 
vittig Student eller flot Officer. Saa opdager hun, at 
Kottillonens Inklinationer vel har deres Charme, men 
at det dog er Borddansen, det gjælder om, og at den 



i 



Beaum<''n'1ett i Kjebenhavn. 



ikke bortskænkes letsindigt. Hun slaar roligt ind paa 
Embedsvejen og forbereder flittigt sit Avancement, studerer 
Skattebogen eller Statskalenderen og græmmer sig ikke 
foran Spejlet. Og naar en passende Bebudelse oprinder, 
følger hun ydmygt Kaldet efter at have beraadt sig vel 
med Slægt og Veninder og med sit private Regnebrædt. 
Men i sin ny Værdighed behersker hun sit Livsbegær 
lige klogt og beskedent. Det falder hende ikke ind at 
forlange egen Ekvipage, selv om hendes Svigerfader 
har hre Heste paa Stald; hun korer velfornøjet Frem- 
tiden i Møde i den en glad Alderdom forjættende 
Omnibus. Hun extravagerer il^ke i Toiletter, end 
mindre i Chaussure. Fornuftig og taalmodig afventer 
hun den Dag, da Turen kommer til hende til at bære 
Bedstemamas Diamanter, vel vidende, at det hverken 
er Kvinden paa 20 eller hende paa de 30, der ejer 
Riget og Magten og Æren i det Samfund, hvor hun. 
hører til. 

Saalunde gaar Vaar og Skærsommer deres poetiske 
Gang, og Høsten kommer med sin Grode, da hun 
skrider ind til sin Fuldkommeises Fylde. Ved sin 
Husbonds Side er hun Trin for Trin steget til Vejrs 
uden egen Anstrængelse, kun idet hun som trofast 
Mage har holdt ham bestandig paa den rette \'ej og 
lempeligt ledet ham fremad ved sit medfødte praktiske 



82 



Beaiimonrlcn i Kjøbenhavn. 



Blik. Hendes Forældre er døde, og hendes private 
Formue staar sikkert i Overformynderiet. Hun er 
blevet nærsynet og korpulent. Den spinkle Sommer- 
fugl har udviklet sig til en svulmende Pragtbille, og i 
metalskinnende Atlask, der pansrer hendes majestætiske 
Ryg, summer hun ærefrygtindgydende omkring og 
soler sig i fine Middagsselskabers Glans, i Lyse- 
kronestraalerne ved udvalgte Forestillinger og Koncerter, 
og i Bladenes Avertissementsspalter under fornem Vel- 
gjørenheds gloriøse Opraab. Hendes Vilje er suveræn. 
Ingen trodser ustraffet hendes Dom og Mening om 
Smag eller Tone, om Kunst og Literatur, Videnskab 
og Politik, om hvad der er godt, og hvad der er ondt. 
Et misbilligende Ord fra hendes Læber og tusinde 
lydige Hænder støder den formastelige for bestandigt 
ud af den kjøbenhavnske Beaumondes Kreds — og 
hvor i al Verden skal han saa gaa hen? Hun 
svinger sit Scepter og nedlægger det ikke før den 
Time, hun mæt af Anseelse og Dage beskikker sit 
Hus for at indtage det Hæderssæde, der er hende reser- 
veret i de retfærdiges Himmel. 

Saalænge hun endnu beklæder sit jordiske Hæders- 
sæde, har hun ved sin højre Haand som tjenestegjørende 
Gendarm det saakaldte nette unge Menneske. Ved et 
net ungt Menneske forstaas i den kjøbenhavnske Beau- 



83 




Beaumonden i Kjebenhavn. 



monde en ugift Mandsperson mellem 20 og 30, 
ædruelig og af ulastelig B5-rd. Paa Formue ses ikke 
saa meget som paa fornem Omgang. Paa Udvortes 
ses slet ikke. Det nette unge Menneske maa være 
alvorligt i Færd med sin Examen eller, efter vel at 
have overstaaet den, gjore sine Kundskaber nj'ttige i 
et Departement eller hos en fin Sagfører. Er han 
Læge, bør han tillige være Medlem af Studentersang- 
foreningen. Unge Theologer er derimod sjældent nette 
unge Mennesker. Løjtnanter gaar an men regnes 
ikke ubetinget solide. Endelig kan komme i Betragtning 
saadanne unge Mennesker af meget god Familie men 
med mindre gode Evner, som i Banker, Assurance- 
agenturer og deslige Institutioner anvendes til at fugte 
Frimærker, skrive Adresser eller slaa Streger i Proto- 
kollerne. Men Typen i Renkultur er helst juridisk 
Kandidat, bedste Karakter, opstrøget Haar, nedfaldende 
Flipper, Galosker og varmt Bad én Gang om Maaneden. 
Den lykkelige Indehaver af disse faa og simple D3'der 
vil med passende Iver og Protektion kunne være 
tryg paa sin Karriere :>: paa at opnaa og blive alt, 
hvad et net ungt Menneske her i Landet overhovedet 
tør tilstræbe. 

Det nette unge Menneskes Funktioner er regel- 
mæssig følgende. Om Morgenen bor han gaa Tur 



H 



BeawHonden i Kjebenluwu. 



p;i;i Langelinie eller langs Søerne, dels i sin private 
Sundheds Interesse, hvilken det anses velopdragent paa 
denne Vis at varetage, mere dog af Hensyn til ældre 
unge Damer af hans Bekjendtskabskreds, paa hvis Mave- 
katarh det virker gavnligt paa fastende Hjerte at vexle 
Hilsen med et net ungt Menneske. Efter denne Sani- 
tetskur iler han til sine Forretninger, som adspreder 
ham, til det bliver Tiden at gjøre Visiter. Hos de 
fornemste af de Familier, hvor han er ansat, afgiver 
han Kort til Portneren, i ikke saa stilfulde Huse under- 
holder han Fruen ved i lo Minuter hvert Sted at lade 
sit Vid glimre med, hvad han i Statens eller sine 
foresattes Tjeneste har indhøstet af selskabeligtVærd. Naar 
disse lettere Hverv lykkeligt er fuldbyrdede og han overalt 
har efterladt det gunstigste Indtryk skrider han til Dagens 
Hovedgjerning og begiver sig, iført Uniformen, til 
Middag med Dans eller til Dans uden Middag, stundom 
uden Middag til Dans. Et net ungt Menneske tilbage- 
lægger gjennem en Vintersæson i Vals, Hopsa og 
Galopade efter statistisk Sandsynlighed adskilligt flere 
Mil end et jysk Landpostbud eller en kjøbenhavnsk 
Droskehest i samme Tidsrum. De sjældne Aftener 
han ikke er i Funktion, tilbringer han hjemme med 
at regulere sine Negle eller med lignende Opera- 
tioner at saadanne legemlige Overfladigheder, som Bal- 



85 




Beaumonden i Kjøbenharn. 



livet fremelsker. Om Sommeren ligger det nette unge 
Menneske i Dvale, og ses kun af og til Løfdagaften 
udenfor Tivolis eller Klampenborgs Koncertsal samt 
om Søndagen paa Sunddamperne, naar han er indkaldt 
til Krocketexercits paa en eller anden \'illaplæne ved 
Strandvejen. 

Under alt dette uddannes han i Løbet af nogle 
Aar til Jordelivets højeste Kald og modnes til Parrings- 
valget under erfarne Mødres skarpe Iagttagelse. 
Naar da i Observationsperioden intet Uheld er 
stødt til, saa han tør garanteres fri for skjulte Fejl paa 
Aand og Legeme og tjenlig til herligt at forplante de 
Traditioner, paa hvilke et hæderligt Samtund hviler, 
tilkjendegives det ham ved forskjellig Opmuntring, 
hvilken af Stammens unge Jomfruer, der efter hans 
Kaar og Udsigter er ham bestemt, og at det forventes, 
han vil gjøre sin Pligt. For første og rimeligvis sidste 
Gang i sit Liv optræder han med Skin af Selvstændig- 
hed, idet han foretager den mystiske Handling at fri. 
Naar det er udført, er med det samme hans Mission 
som net ungt Menneske forbi. Efter en Række Prøver 
af lettere intim Art, indvies han til Tjenestens Aller- 
helligste og er fra nu af til sit Ægteskabs sidste Stund 
kun sin Kones Mand, det Fodstykke paa hvilket hun 



«6 



Beaumunden i Kjøbenhavn. 



sikkert og sejrrigt stiger op til sin Herskerstol i Beau- 
mondens Sale. 

Saadan er Rollerne fordelte i Kjøbenhavn i den 
Verden, hvor man feder sig. 



I 



87 



Idioten fra Dampskibet. 




ikke den friskeste Erindring hverken om Pragt- 
exemplarer af sch\veizerske Kretinere eller om bestiali- 
serede tyske Studenter formaar at forstyrre den glade 
Interesse, det hjemlige Velvære, den næsten bewægede 
Tilfredshed, hvormed man — udenlands fra nærmende 
sig vort lille Fædrelands Grænser — hilser Mødet 
med den første danske Idiot. 

Syd for Elben maa man endnu ikke haabe at 
træffe ham. Der drukner han i Rejsehvirvlen, tør ikke 
ret aabenbare sig, aander ikke frit nok i den fremmede, 



I 



91 



Idivten fra Dampskibet. 



blandede Luft. xVIen naar Iltoget ved Hamborg har 
udspyet den større europæiske Hovedstrøm, og den 
lille skandinaviske Bølge ruller videre, nordpaa, ostpaa, 
saa begynder han at dukke frem i Vandskorpen og 
spille med Finnerne. Han viser sig snart allerede i 
Holsten, snart maaske først paa Sjælland, men han er 
en sikker Passager, sikker som Sprogøs Fyr, som Rejse- 
maagerne i Storebælt, som den til Forsendelse med de 
kongelige Brevposter priviligerede paa Bordet i den 
kongelige danske Postdampers Kahyt. — 

Det var ombord mellem Kiel og Korsør, at jeg 
sidste Gang fangede min Idiot. 

Strax da Toget var standset, saas en kortbenet 
Tyksak i slubrende Ulster og med en lille blød Hat 
paa Hovedet, Vadsæk og Tæppe i Haanden at trille 
med Fart som en eftersat Fallent ud gjennem Vente- 
salen over Stenbro og Skinner ned mod Havnen, 
aabenbart i den Hensigt at naa Skibet som første 
Mand og sikre sig en Køje. 

Da vi andre kom ned i Gangen mellem Sove- 
kahytterne, stod han der ogsaa ganske rigtigt i ivrig 
Forhandling med Stewarten. Han snakkede ustanselig 
med læspende Dametungefærdighed paa dannet kjøben- 
havnsk og med vigtige, affekterede Gebærder. Han 
stak sit fede, langhaarede Hoved ind i hver Kahvt, 



92 



Idioten fra Dampskibet. 



optaget eller ikke optaget, snusede paatrængende, kig- 
gede næsvist og udsatte meningsløst, til Stewarten, 
der forlængst havde vendt ham Ryggen forat anvise 
de senere ankomne Plads, kort underrettede ham om, 
at nu var alle Køjer besatte. Saa blev Idioten desperat. 
Han skreg op som en Indsender i Dagbladet, der er 
kommen for sent til Omnibussen fra Valby: 

— Maa jeg spørge, hvad er Meningen? Erindrer 
De, jeg kom først? 

Stewarten (tørt): De kunde jo ikke bestemme Dem. 

Idioten (kogende): Maa jeg være fri for Deres 
Ræsonnementer . . . Vil De kalde paa Kaptejnen . . . 
Jeg vil tale med Kaptejnen. Stewarten fjærner sig 
skuldertrækkende. Idioten (seende sig om efter Assi- 
stance): Er det dog ikke for galt? Naar man er 
kommen først? . . . 

En godmodig Landsmand: Naa, lille Ven, sla' 
Dem nu bare lidt til Ro. Vi sliber den sgu' lige saa 
behageligt paa Sofaerne oppe i Salonen . . . 

Idioten (fornem, dog formildet): Maa jeg takke 
Dem, meget forbunden. — Saa De tror, man kan faa 
en Sofa — 

— Brillant! 

— Man burde naturligvis have telegraferet . . . 
jeg plejer ellers altid at telegrafere . . . Forresten er 



93 



Idioten fra Dampstcibet. 



de Køjer jo skandaløse ... En Stank fra Maskinen, 
hvis De lagde Mærke! . . . Men for Principets Skyld 
. . . Man skulde dog tro, naar man er kommen først 
(o. s. V. op ad Trappen i Hælene paa den anden). 

Spisesalonen. Festlig Petroleumsbelysning. Det 
saa indbydende kolde Bord. Tre Tyskere, en Dansk 
og en Svensk, tavst spisende, mere bevogtede end be- 
tjente af to tvære Opvartere. Idioten nærmer sig, 
fidel og smilende, efter at have anbragt sit Rejsetæppe 
i en hyggelig Sofakrog. Gaar rundt om Bordet, 
gnidende sig i Hænderne, og mønstrer Opdækningen 
for at finde, hvor de bedste Retter staar. Stanser et 
Øjeblik ved de støvede stegte Rødspætter, vakler foran 
den af Tørken krøllede Oxetunge og slaar sig glædes- 
straalende ned foran et Fad gamle, brystsvage Kyl- 
linger, flankerede af syv blegsottige Spejlæg paa den ene 
Side og en molesteret Krocketkugle af en Eidammerost 
paa den anden ! 

— Opvarter, en Flaske ganske let 01 ! 

— Vi har Pilsener. 

— Ikke Wienerol } Naa, saa giv mig Pilsener, 
Tuborg, ikkesandt? . . . Nej forresten, Opvarter, giv 
mig heller Carlsberg . . . AUiance, har De det? Ja 

. . saa Carlsberg Alliance . . . (Til Danskeren lige- 
overfor ham) : 



94 



Idioten fra Dampskibet. 



— Wollen Sie mir das Brod geben, bitte! 

— Værsgod! 

— Aa, De er dansk ... Ja, nu er man jo ogsaa 
snart hjemme. Tak skal De ha' . . . Det er dejHgt 
engang igjen at spise Rugbrød, siger De ikke ogsaa 
det? Mon vi skal have slemt Vejr inat, tror De.^ 
Styg Overfart sidste Nat til Vliessingen! 

— Hvor kommer De fra.^ 

— Fra London! Jeg har boet i London. 

— Skulde jeg ikke have noget af . . . Kulrøg! 

— Aa skrækkelig! 

— Nødt til at skifte Flip tre Gange om Dagen, 
har jeg hørt . . . 

— Ork . . . mindst . . . (Pavse.) 

— Ja velbekomme, nu gaar jeg ned og lægger 
mig. 

— Velbekomme, jeg bliver lidt endnu, jeg sover 
heroppe . . . paa Sofaen . . . ynder ikke Kahytterne . . . 

(Til en af Tyskerne): 

— Waren Sie auch mit nach Vliessingen gestern 
Nacht? 

— Bitte? 

— Kommen Sie von England? 

— Von Frankfurt. 

— Ach so, von Frankfurt? Sehr schøn Frankfurt. 



95 



IdioUn fra Dampskibet. 



— Sind Sie vielleicht da gewesen? 

— Nein, nicht. Aber ich håbe das gehørt. Nein 
ich bin am meisten in Norddeutschland gereisen. 

— Berlin? 

— Nein, Berlin noch nicht. Aber Hamburg. 
Sehr schøn Hamburg. 

(Pavse.) 

— Mahlzeit, mein Herr! 

— Ach, Mahlzeit, schlafen Sie wohl, bitte. 
(Pludselig urolig ved at se, at en Rejsende har 

taget Plads ovre i Sofaen i Nærheden af hans Rejse- 
tæppe. Kalder paa Opvarteren, som han har betalt 
for sin Couvert, men uden at give Drikkepenge) 

— Opvarter! Er Dr Opvarter? 
-Ja! 

— Aa, jeg troede, De var Værten, derfor gav jeg 
Dem ingen Drikkepenge. Se, her er 25 Øre. 

— Tak! 

— Aa hør, Opvarter! Jeg er vel sikker paa at 
beholde min Plads? Der er en Herre, som har sat 
sig derovre ved mit Tæppe — paa min Plads. 

— Det er De nok. 

— Tak — ja for jeg har først lagt mit Tæppe. 
Det har De set paa. Opvarter . . . Det er min Plads. 
(Giver sig til at tælle sine Penge, regner efter med 



96 



Idioltn fra Dampskibet. 



Øjnene mod Loftet og siger pludselig over til Svenskeren, 
der ene er bleven tilbage og under dybe Rømninger 
plejer Omgang med en lille Kognakskaraffel) : 

— De kunde maaske være saa venlig ai; sige mig, 
hvad er 1 8 Gange 5 ? 

— Hva fal'! 

— Aa, De er svensk. Ni er svenska. Jeg vilde 
blot spørge — fråga, om Herren kunde saga mig, 
hvad er 18 gånga 5? 

Svenskeren stirrer længe og forbauset paa ham med 
blodskudt Blik, tager omsider en Kognak, rømmer sig 
og svarer med dyb Stemme: 

— Sjuti! 

— Sjuti — Sjuti . . . Det er jo Halvfjerds. Tror 
De, det er det (distrait og med stigende Uro iagt- 
tagende den Rejsende ved Siden af hans Tæppe:) Jeg 
havde forresten troet, det havde været lidt mere. 
Mange Tak skal De ha' ! 

(Rejser sig og gaar med bistert Blik løs paa den 
Rejsende, der sidder og drikker The ved Siden af hans 
Tæppe, borer sig mellem ham og Bordet med et 
barskt: Tillader De. Sidder et Øjeblik paa Tæppet 
trommende med Fingrene paa Bordet og borer sig saa 
ud igjen, denne Gang uden at sige noget. Den 
Rejsende ser forundret paa ham.) 



97 



Idioten fru Dampnkihet. 



— De synes maaske ikke om, at jeg gaar ind paa 
min Plads. 

— Den Maade De gjør det paa, generer mig 
unægtelig lidt. 

— Men den generer ikke mig. Jeg har Lov til 
at komme ind paa min Plads. 

— De kunde jo gaa udenom Bordet, den anden \'ej. 

— Men det vil jeg ikke. 

— De kommer dog til det. De kommer ikke 
mere her forbi. 

— Hvad siger De? Vil De forbyde mig at komme 
ind paa min Plads? Opvarter, Opvarter, vil De kalde 
paa Værten, jeg vil tale med Værten. 

Opvarteren: Hvad er der i Vejen? 

Den Rejsende: Manden er vist bleven gal. 

Idioten: De kan selv være gal kan De. De har 
taget min Plads, forstaar De det? 

Den Rejsende: Maa jeg nu være fri for Deres 
Vrovl. 

Idioten : Aa, maa jeg selv være fri . . . Opvarter, 
De har set paa, at jeg først har lagt mit Tæppe. Vil 
De endnu engang spørge den Herre, om han vil flytte 
sig fra min Pla^s. 

Opvarteren: Jeg skulde spørge fra den Herre, om 
Herren vilde flytte sig? 



98 



låioten fra Dampskihet. 



Den Rejsende: Nej, Fanden flytte mig vil jeg ikke nej. 
Lad ham lægge sig et andet Sted. Der er jo Pladser nok. 

Idioten med et Suk: Ja, ja da, saa lægger jeg 
mig her. 

Han tog sit Tæppe og gik resigneret over ved 
den anden Side, men idet han lagde sig til Rette og 
dækkede sig til, udbrød han endnu en Gang: 

— Det er dog for galt, at man skal være nødt til 
at lade sig tvinge bort fra en Plads, hvor man har lagt 
sit Tæppe først. 

Lidt efter sov Idioten de retfærdiges, men for- 
urettedes Søvn. Jeg saa ham ikke mere paa Rejsen, 
først ved Toldklareringen paa Kjøbenhavns Banegaard 
stødte jeg paa ham igen. Han stod og ventede ved 
Skranken for at faa sin Kuffert efterset og fulgte med 
utaalmodige og opirrede Blikke Toldbetjentene, som 
hele Tiden gik ham forbi og henvendte sig til alle de 
andre Rejsende. 

Tilsidst var der kun én Rejsende tilbage foruden 
ham. En Tolder nærmede sig. 

— Hr. Toldbetjent, hvorlænge skal jeg dog staa. 
Nu har jeg ventet over et Kvarter, jeg var den aller- 
første der kom. 

Betjenten saa ligegyldig paa ham og spurgte den 
anden ved Siden af: 

99 7* 



Idiolm fra JJampskibet. 



— Har De noget at klarere! 

Da klagede Idioten virkelig ganske rørende: 

— Jeg ved heller ikke, hvordan det er, det altid 
skal gaa mig. Jeg tror hver Gang, jeg skal være den 
første, og jeg bliver altid den sidste! 

Kære Landsmand! Hvor sandt talte Du ikke. 
Hvor mange Gange har Du ikke før, og vil Du ikke 
paany, tro Dig den første, sikker paa Sejren, Situationen 
overlegen, stolende paa Alliancer, pukkende paa Dine 
Rettigheder, Dine Paragraffer. Og hver Gang er Du 
blevet, og vil Du blive snydt, forraadt, hundset, nødt 
til at tage Tæppet, sat til sidst. Du arme, uforbedrelige 
Pechvogel ! 




Tivoli. 



1 Maj begynder Sommerlivet i Kjøbenhavn, Fri- 
luftsglæden, Aftnerne under aaben Himmel. Kaféerne 
flytter Stole ud, Droskerne holder med nedslaaede 
Kalescher. Theatrene trækker i Land, de store Re- 
staurationer lukker tidligt, og de smaa Ølhaver, Sommer- 
lyster og Strandpavilloner, paa Frederiksberg, ved 
Søerne og uden for Byen, frister med nymalede Lyst- 
huse og Karusseller, Blæsemusik og Traktement i det 
grønne. 

Men Sommerens store Førsteforestilling for Kjøben- 
havns glade Verden er den Majdag, da Tivoli hejser 
sit Banner. 

Som Myg flyver i Lyset, strømmer Kjøbenhavnerne 
gennem den illuminerede Port ind i den fortryllede 
Have, hvor Orkestrene spiller op, og blaa og røde Lys 
skinner i Træerne. 



I 



103 



Tivoli. 



Det straaler og støjer derinde; i den kølige, blege 
Foraarsaften luftes Vinterens Tavshed ud med fejende 
Valsestrøg og dundrende Militærmarcher. Under Gas- 



auAJit4j^ 




solene og de farvede Lamper bølger Overgangssæsonens 
uensartede Toiletter. Ansigter og Skikkelser af det 
kendte Kjøbenhavn peger sig ud i Mængdens navnløse 
Almindelighed og giver Aftenen det nyes, det førstes, 
en Indvielses Stemning og Glans. 



104 



Tivoli. 



Og længe efter at de sidste Raketter har for- 
skrækket Omnibushestene i Passagen, og Champagne- 
galoppen som allersidste Slut er knaldet af, langt ind 




i den skære Majnat under det frysende Løv og de 
sitrende Stjærner, sidder Folk med Kraven om Ørene i 
Nimbs Veranda, ved Bodegas Tønder og skaaler og 
nyser og tømmer Aarets første Glas i det fri. 



I 



los 



Og saa efter det festlige Gensyn lever Tivoli stille 
og fredeligt en Maaneds Tid paa jævne Forlystelser og 
jævnt Besøg, holder et Par større Selskaber med extra 
Anretning ved Pintse og Grundlovsdag, men indbyder I 




-^T^"~\ 



ellers kun trofaste Husvenner i hyggelig Tarvelighed 
med sparsom Belysning og tidlig Godnat — samler 
Kræfter til sin anstrængende Sommer. 

Men netop disse stilfældige Aftner med beskedent 
Liv og blideligt Mørke holder de gamle Kjøbenhavnere 



io6 



Tivoli. 



af, Veteranerne fra Tivolis Ungdoms Tid. En saadan 
Aften, naar Duggen glimter i friske Gange, og Musiken 




klinger uforstyrret dæmpet til fjærne, stille Kroge, er 
noget for en gammel Kavaler, der ikke længer vil 
pirres eller blændes, men som kan lide at trippe om- 



107 



Tivoli. 



Smaafisken plasker i Vandet ved hans Fod, ovre 
fra Koncertsalen vugger Farbacheren sine Valstakter 
imod ham. Saa istemmer Damplirekassen sit lang- 
strakte, øreskærende, barbarisk tungsindige Hurlumhej. 
Han rejser sig, den gamle, skrutter sig, det er koldt, 
det er silde. 

»Damplirekasse, Ensomhed, Podagra i Morgen er 
det nu.« 

Men paa sin Vandring til Udgangen stanser han 
et Øjeblik i den mørke Allé foran Theatret og sér 
over mod Bazarens oplyste Restauration. Derovre, 
under det gamle Uhr, Tivolirendezvous'ernes klassiske 
Sted, mødes just nu et Selskab, Damer og Herrer. 
Deres Hilsener og Latter klinger op til ham. De staar 
lidt, balancerer, snakker frem og tilbage. Lyset spiller 
paa Stenkulsperler og blanke Hatte. Saa samler Damerne 
de lange Kaaber om sig, tager Herrernes Arm og gaar 
ind forbi de bukkende Kellnere. Han følger dem, 
skinsyg til sidste Glimt. Hvem der var ung og var med. 



Foran Paafuglehalen vaktes Deres Kærlighed til 
Tivoli. 

Papa holdt Dem højt paa Armen, og De stirrede 
fuld af Forventning over de mange Hoveder, hen paa 



:io 



Tivoli. 



den sære, skinnende Kæmpefugl. En efter en dukkede 
Musikanterne hemmelighedsfuldt frem, den ivrige Gam- 
ling med Taktstokken, og den forbavsende Yngling 
med lange Kunstnerlokker. 

Saa begyndte Musiken, Fiol og den blide Fløjte, 
spinkle gammeldags Melodier, 
som De hundrede Gange siden 
har hørt og dog ikke kunde 
huske, om det gjaldt Deres Liv. 
Pludselig som ved et Trylleri 
blev der mørkt over Deres 
Hoved; De saa' Dem urolig 
omkring, trykkede Dem ængste- 
ligt ind til Papa, glemte saa i 
det samme Angsten for et nyt 
Vidunder: Paafuglen sænkede 
sin Hale i straalende Lys og 
sank i Jorden. — Og han stod 
deroppe midt paa Scenen, den 

hvide Mand med den morsomme Hat, der lignede en Baad 
af Avispapir, og fik Dem strax til at lé. Hvor De jublede 
og sparkede med Benene af Fryd, hvor kunde han dog 
taale alle de klaskende Lussinger, han fik! Og til Slut de 
højtidelige Trompetstød og midt i det blændende rosen- 
rode Skær den smukke unge Dame i kort hvid Kjole 




I 



Tivoli. 



Smaafisken plasker i Vandet ved hans Fod, ovre 
fra Koncertsalen vugger Farbacheren sine Valstakter 
imod ham. Saa istemmer Damplirekassen sit lang- 
strakte, øreskærende, barbarisk tungsindige Hurlumhej. 
Han rejser sig, den gamle, skrutter sig, det er koldt, 
det er silde. 

»Damplirekasse, Ensomhed, Podagra i Morgen er 
det nu.« 

Men paa sin Vandring til Udgangen stanser han 
et Øjeblik i den mørke Allé foran Theatret og sér 
over mod Bazarens oplyste Restauration. Derovre, 
under det gamle Uhr, Tivolirendezvous'ernes klassiske 
Sted, mødes just nu et Selskab, Damer og Herrer. 
Deres Hilsener og Latter klinger op til ham. De staar 
lidt, balancerer, snakker frem og tilbage, Lyset spiller 
paa Stenkulsperler og blanke Hatte. Saa samler Damerne 
de lange Kaaber om sig, tager Herrernes Arm og gaar 
ind forbi de bukkende Kellnere. Han følger dem, 
skinsyg til sidste Glimt. Hvem der var ung og var med. 



Foran Paafuglehalen vaktes Deres Kærlighed til 
Tivoli. 

Papa holdt Dem højt paa .\rmen, og De stirrede 
fuld af Forventning over de mange Hoveder, hen paa 



Tivoli. 



ekn sære, skinnende Kæmpefugl. En efter en dukkede 
Musikanterne hemmelighedsfuldt frem, den ivrige Gam- 
ling med Taktstokken, og den forbavsende Yngling 
med lange Kunstnerlokker. 

Saa begyndte Musiken, Fiol og den blide Fløjte, 
spinkle gammeldags Melodier, 
som De hundrede Gange siden 
har hørt og dog ikke kunde 
huske, om det gjaldt Deres Liv. 
• Pludsehg som ved et Trylleri 
blev der mørkt over Deres 
Hoved; De saa' Dem urolig 
omkring, trykkede Dem ængste- 
ligt ind til Papa, glemte saa i 
det samme Angsten for et nyt 
Vidunder; Paafuglen sænkede 
sin Hale i straalende Lys og 
sank i Jorden. — Og han stod 
deroppe midt paa Scenen, den 

hvide Mand med den morsomme Hat, der lignede en Baad 
af Avispapir, og fik Dem strax til at lé. Hvor De jublede 
og sparkede med Benene af Fryd, hvor kunde han dog 
taale alle de klaskende Lussinger, han fik! Og til Slut de 
højtidelige Trompetstød og midt i det blændende rosen- 
røde Skær den smukke unge Dame i kort hvid Kjole 




TivvH. 



med blaat Livbaand, som De hviskende spurgte Papa, 
om var en Engel, og han fortalte Dem var Kærlig- 
hedens Fé. 

— — — Og naar De nu, som værdig Vælger, en 
Aften kommer forbi, og det henrykte Raab fra Hundreder 
af Barnemunde kalder den store Gavtyv frem: »Sig 
noget, Pjerrot! Sig noget!« stanser De dog og gaar 
nærmere for at høre, hvad han vil finde paa, og ler 
med de smaa ad hans kvækkende: »Gaa nu pænt 
hjem og vær artige Børn!« — 



Kan De huske om Søndagen, naar Fa'r og Mo r 
skulde ud, og De fik Lov til at gaa med Ane Kokke- 
pige i Tivoli. De kom derind, lige som Haven var 
lukket op, og stillede dem strax hen ved Stakittet om 
Plænen. De var lykkelige begge to over at være 
kommet først og have faaet nærmest Plads. Ane havde 
Honningkager i sit Lommetørklæde, dem spiste De, 
mens Tæppet oppe paa Tribunen blev bredt ud, 
Nættene spændt og den stærke Mands svære Kugler 
trillet ind. Og kan De huske Anes Fætter, som kom 
og holdt Dem med Selskab, den strunke Husar, som 
dampede vældig paa Cigaren og vidste Besked om al 
Ting! Som De lo ad hans Vittigheder til Ane, dem 



Tiroli. 



hun rødmede over helt op under Huepullen, og som 
De ikke helt forstod, men beundrede des mere. Til 
sidst blev der Trængsel omkring Dem, Husaren maatte 
træde Folk paa Tæerne og puffe med Sabelskeden for 
at holde Plads aaben uden om Anes ny Kjole, men 
selv maatte De staa imod af alle Kræfter for ikke at 
blive klemt væk; De syntes, det var flovt at holde Ane 
i Haanden. 

Saa kom to lange, tynde Drenge i violet Trikot 
med Guldfrynser om Bæltet springende ind og frem- 
viste bukkende deres sirlige Frisurer. Husaren for- 
klarede, at Medaljerne, de bar paa Brystet, havde de 
faaet af Kejseren af Rusland, da de gjorde Kunster ved 
hans Hof Og De misundte disse Ungersvende, som 
af en Kejser var blevet udmærkede i saa tidlig en 
Alder. Men Misundelsen sank, da De, øm i Nakken 
af at stirre til Vejrs, saa' dem hænge med Hovedet 
nedad højt oppe i Luften og hørte en ældre Kone i 
Sjal ved Siden af rystende berette, hvordan de fik 
Prj'gl af deres fede, rødnæsede Fader, som stod neden- 
under paa Tribunen og raabte arrigt op til dem, da 
den ene greb fejl af det Tov, hvori de skulde hejse 
sig ned. Saa vilde De dog hellere være den gemytlige 
stærke Mand, som bar en Blykugle paa Næsen og 
fyrede en Kanon af, der hang i hans lille Finger. 



I 



"3 



TVut ti. 



Tænk, om De pludselig blev saa stærk som han og 

kunde tampe hele 
Skolen! Men aller- 
helst vilde De dog 
være Ejer af den 
lille Pony, som kom 
ind til sidst sammen 
med Dværgelefan- 
ten. Den lille isa- 
bellafarvede Hingst 
med den lange hvide 
Hale og den røde 
Fjerbusk i Panden, 
som nikkede saa 
morsomt, naar han 
dansede rundt paa 
Bagbenene , mens 
Eleflmten slog paa 
Tromme. — — 

Men Aarene gik 
og den Tid kom, 
da De foragtede 
Pjerrot og kaldte 
Plænens ViJ^ndere for Gogl. De modte foran Kon- 
certsalen, naar 2den Afdeling var begyndt, og stoltserede 




114 



Tivoli. 



trem og tilbage, overlegen og stiv i Ryggen. Dernede 
vigtede De Dem med Deres første Stok og lettede paa 
Deres første Hat. De havde Penge paa Lommen, og 
en Aften gik De dristig op ad Trappen til Nimb og 
spiste Hummer i Divanen. Da De tømte den sidste 
Slurk af Deres 01, og Opvarteren rakte Dem Svovl- 
stikken til Cigaren, følte De Dem første Gang som 
Mand. De følte Dem saa mandig, at De med en Ven, 
De kort efter mødte, gik paa Øen. Lidt rød i Hovedet, 
lidt bange for, at nogen skulde se Dem, gik De ind. 
Og rødere og rødere i Hovedet, med skinnende Øjne, 
sad De og drak svensk Banko og lyttede til Frister- 
indernes Sang. De skubbede Hatten tilbage i Nakken, 
dunkede med Stokken i Gulvet og tændte hvert Øje- 
blik Deres Cigar. De gik videre endnu: Portvinstoddy 
sendte De op til Primadonnaen, som var nedringet, 
sort Fløjl med Diamanter, og De ruttede med flotte 
Drikkepenge. — Om Deres Papa pludselig var kommet 
ind! — De var ruineret, da De gik hjem, men De var 
en ruineret Mand. 

Og næste Aar, da De fandt Sangerinder simple og 
hele Sommeren igennem ved Harmoniorkestret sværmede 
for den lille sortøjede med Smilehullerne- Hvem mon 
hun egentlig var, det fik De aldrig at vide. Hun kom 
hver Lørdag med sine Forældre og sin lille Broder; 



115 



Tivoli. 



pæne Borgerfolk saa' det ud til at være. De havde 
selv Smørrebrød med og bestilte The paa Maskine. 
Hun skænkede Theen. Bagefter drak Fatter Toddy, 
de andre fik Chokolade eller Is. Men De sad gemt 
bag en Træstamme, urolig for, at Vennerne skulde 
komme og finde Dem. Lange Blikke vexlede De med 
den lille sortøjede. Smaa Smil og fine Tegn sendte I 
hinanden bag Programmet, mens Musiken truttede sine 
Polkaer og Valse. En Aften var De lige ved at komme 
til at tale med hende. Hun rejste sig og hviskede 
noget til Fatter, han nikkede, og med sin lille Broder 
ved Haanden gik hun hen til Theatret for at se paa 
Dansen. De fulgte, saa snart De bare syntes, det gik 
an; thi forsigtig maa man være. Men der henne kunde 
De først ikke finde hende, og da det endelig lykkedes, 
sad alle Ord Dem fast i Halsen. De turde knap se 
paa hende, og hun var vist lige saa beklemt; De kunde 
høre hendes hurtige Aande. Endelig tog De Mod til 
Dem, skulde lige til at stamme det første »Frøken!« 

Saa gik Tæppet ned, og hun forsvandt. Hvor 

fatalt ! 

Og husker De saa — det er jo kun en Sommer 
siden — den Aften i August, De med Berlinertoget 
vendte hjem fra Bryllupsturen med Deres unge Frue. 
Det var et henrivende Vejr, og De stod, den sidste 



117 



Tivoli. 



Milsvej, lænet til hinanden ved det aabne Kupévindu 
og spejdede over Marker og flyvende Hegn gennem J 




den rødligt dæmrende Aften mod Horizontens Rugen 
efter Kjøbenhavns Fabrikskorstene og første Lys. 



ii8 



Tivoli. 



Skumringen faldt, graa over Enge, hvor Kvæget 
sov, over Stubagres blundende Traverader, over Poppel- 
klynger om hvidtede Mure med Smaaruders venlige 
Blink. Tavse gav De Dem hen under Aftenens og 
det flygtende Landskabs fine og blide Stilhed i bløde, 
drømmende Tanker: Rejsens Minder fjærne allerede, 
blegnende i Glans mod Hjemlængslens lysende For- 
ventning. 

Saa strøg pludselig et femetages Kaserneskelet 
forbi, ensomt midt paa Marken, spøgelseagtigt i Halv- 
mørket, med kalkede Stilladsarme og gabende, sorte 
Vinduesøjenhuler. Strax et til, flere, spredte, i Klump, 
saa Hjørnet af en nybegyndt Gade, Butiksskilte i skri- 
gende Farver, en kort Række Lygter. Og Sekund paa 
Sekund, Villahaver, Flagstænger og Taarne, Forstæder- 
nes Alléer tætte af spaserende, stirrende Ansigter langs 
Overskæringernes Bomme . . . Søernes aftenblanke 
Flader i Stiernes Lygtekreds glidende langsomt forbi 
... og vaagnende op i en glad, en utaalmodig Gysen, 
den man føler efter en Rejsedag, lykkelig og vel ved 
sit Maal, samlede de hurtigt under muntert Staahej 
Plæd og Paraplyer, mens Toget til Signalklokkens 
Slag dampede op foran Perronen. 

Og fem Minutter efter holdt De paa Droskesædet 
midt i Vesterbros Vognvrimmel og Mylr, Omnibus- 



119 



TivoU. 



ringlen og Sommeraftenstøj, — foran Tivolis fest- 
flammende Portal. Den friske Luft under Stjærnerne 




efter Heden i den snævre Waggon, Menneskelarmen i 
Lyshavet nu mod Mørkets tavse Ensomhed derude, 



Tivoli. 



Stolerækkerne, overfyldte, under Laurbær og Markiser 
langs Nationals Asfaltfortov, hele det kendte Sceneri, 
alt det hjemlige saa tæt, saa pludseligt omkring Dem 
— tog Dem fangen med ét og gav Dem begge en 
uimodstaaelig Lyst: I Tivoli ende Rejsen og hilse 
igen paa Kjøbenhavn. — 

Langsomt gik De rundt derinde, lod Dem glide 
Arm i Arm, med Strømmen ad de tætfyldte Gange. 
Det var en af de Aftener — hver Sommer skænker 
kun to — tre — hvor Tivoli er en eneste, féstraalende, 
eventyrtryllet Stemning. I lune Pust bølger Linde- 
kalkes og Rosers Aande, Musik klinger lokkende let 
fra lysende Buskadser, Luften toner, alt lyser. Blomster, 
Løv, Fantasipaladsernes illuminerede Minareter, Vandet, 
hvor Lampebuerne langs Bredden dukker sig spej- 
lende ned. 

Fra Bazarens Buegang, hvor De slog Dem ned og 
spiste til Aften, saa' de ud over Trængslen. Broget 
og glimrende slyngede den sig om Plænernes skinnende 
Guirlanderader, sort og forvirret mylrede den sig sam- 
men i Alléerne foran Theatret og Koncertsalen, hvis 
straalende Glaskuppel funklede frem som en Kæmpe- 
brillant mellem Lysballonernes Rubiner og Smaragder. 
Rundt om, fra Borde- og Stolerækker, der som levende 
Øer i Menneskebrændingen skød sig op paa Skraa- 



Tivoli. 



ningen foran Dem, fyldtes Luften med Glasklang og 
frisluppen Lystigheds glade Lyd. I Kreds om tre — fire 
Borde med Pyramidestabler af tømte Flasker sang et 
tydsk Liedertafel med drønende Basstemmer i Munden 
paa hinanden. Paa en Tønde ved Bodega var en 
stribet Sportsroer sprunget op og svingede med Hue 
og Bæger, mens hans udbragte Skaal paa Skaal under 
Kammeraters og Tilhøreres skraldende Jubel. Kalden 
paa Opvarter, Knalden af Propper, muntre Soupéers 
Lattersalver og kaade Spektakel raabte og klang ud 
gennem Restaurationens aabne Vinduer, hvor Skygge- 
billeder af Damer og Herrer flakkede paa de viftende 
Gardiner. 

Saa dundrede pludselig Kanonskudet gennem 
Mængden. Larmen stilnede et Øjeblik hen. Og mens 
alle Blikke fulgte de første Raketter, som knitrende suste 
mod Stjærnerne, løftede De begge paa en Gang Glassene 
mod hinanden og tømte smilende, ene i Tivolis Vrim- 
mel, Hjemkomstens Skaal. 



123 



Hjort og Michelsen. 




I. 

Otudent Michelsen træder ud af Havelaagen til 
sin Papas, Millionær Michelsens, Landsted i Taarbæk 
og skridter elastisk ned ad Strandvejen til Stationen. 
Det er en blank Julimorgen, og stud. jur. Valdemar 
Michelsen er frisk opstanden, lys, fed og behagelig at 
skue. Hans korte, fyldige Person vugger sig i lilla- 
graat Cheviot, en melonfarvet Hat skygger over hans 
velnærede Træk. Behændigt, under smaa Kast med 
Nakken, puster han Cigaretrøgen op gennem sin lille, 
vixede Knebelsbart, der som et modent Bygax stritter 
under hans poliske Næse; bag Guldlorgnetten blinker 
hans smaa, lysvippede Elefantøjne med et Udtryk af 
munter Ondskab. 



127 



Hjori og Michelsen. 



I højre Haand promenerer han en elegant Stok, 
under venstre Arm stikker en sirhg Rulle Kollegie- 
hæfter. Skønt det er i Ferien, tager han regelmæssig 
to Gange om Ugen ind til Kjøbenhavn og repeterer 
sammen med en Studiekammerat, og for at der kan 
være det rette Forslag i Læsningen, bliver han da ogsaa 
Natten over hos Vennen og vender først tilbage paa 
Landet Dagen efter. Gamle Michelsen respekterer som 
ustuderet Mand blindt det akademiske Livs Krav og 
har en Gang for alle inviteret omtalte Ven, Student 
Hjort, til at følge med ud paa Landstedet efter Studie- 
dagene, for at de unge Mænd tilsammen kan forfriske 
sig ovenpaa Anstrængelserne og sanke Kræfter til næste 
Omgang. Paa den Maade tilbringer de tvende Læse- 
heste en baade sund og virksom Sommer, og der 
hersker et Forhold til exemplarisk Efterlignelse mellem 
gamle Michelsen, som er Enkemand, og unge Michel- 
sen, hans eneste Afkom og Arving. Hovedgrunden 
til denne glædelige Omstændighed lægger Sønnen for- 
øvrigt intet Skjul paa. Da saaledes en Gang en ung 
norsk Forfatter, som lige havde udgivet en genial Be- 
kendelse om sit eget fortvivlede Familieliv, undrede 
sig paa, saa svært hyggeligt han, Michelsen, hi\vde det 
med Gamlen sin, lød Svaret uforbeholdent forklarende: 
»Det er simpelthen, fordi jeg aldrig fortæller ham 



128 



Hjort og Michelsen. 



Sandhed. Det skal man ikke til sine Nærmeste. Til 
Gengæld er jeg det eneste Menneske, han fuldt og 
fast troer paa. Mod alle andre er han rasende mis- 
tænksom.« 

Tryg ved den faderlige Tillid spadserede Student 
Michelsen nu af Sted i det smukke Solskin og anstillede 
altimens sine smaa Observationer. Med haanlig Fryd 
betragtede han en ung smalskuldret Forretningsmand, 



'UMM. 




der beskedent gik foran ham paa Gangstien med sin 
Frokostpakke i Haanden. Det var en nygift Proku- 
ratorfuldmægtig, som hver Dag log ind, og om hvem 
det fortaltes i Toget, at hans Kone gav ham Rhabarber- 
grød paa Smørrebrød med paa Kontoret. Han og 
Michelsen har i sin Tid været Studenter sammen. 
»Nu kan han ha' et saa godt,« tænker Michelsen. 

Lidt senere oplivedes han af en Sofa vogn, som fuldt 
pakket rumlede forbi paa Vej til Skodsborg. Han 



I 



129 



Hjort og Michtlseii. 



glædede sig over Passagerernes Ansigter. Alle nikkede 
de til ham i Farten med det Udtryk af arrig Oprømt- 
hed eller betrængt Melankoli, som Folk faar, naar de 
sidelæns sammenpressede, med Knæene oppe under 
Hagen, skumples af Sted paa disse ufortrødne Selskabs- 
vogne. Gendarmen hos Kusken fuldendte hans Tanke- 
række: Transport af Nihilister, Gadebillede fra Skt. 
Petersborg, se Texten inde i Bladet! 

Hans menneskevenlige Lune gav sig Luft til alle 
Sider. »Grin ikke til mig som en Dødning,« knurrede 
han ad et magert otte Maaneders Barn, som sad 
forladt i sin Vogn og i et sygeligt Smil anraabte ham 
med sine to første Tænder. 

»Hvordan er det, I ser ud?« henkastede han barsk 
til to pæne Smaadrenge i rød og blaastribet Jersey, 
som stod ved en Laage med hinanden i Haanden, høj- 
tidelige i deres Pynt . . . »Hvordan Pokker er det, I 
ser ud? Stryg dog Jeres Ører lidt tilbage! I ligner 
jo et Par Klowner!« 

De smaa Drenge betragtede forskrækket hinandens 
udstaaende Ører og stirrede betuttet efter deres ube- 
kendte Velgører, som nu forsvinder ind i Bellevues 
Have, idet han med Dupskoen paa sin Stok berører 
sin Hatteskygge til Svar paa en Opvarters underdanige 
Hilsen. — 



130 



Hjori og Michelnen 



Student Michelsen agter sig med 9V4 Toget, vel 
det fashionableste af de Morgentræn, som fører travle 
Landliggere til Byen. Efter at have afleveret sine 
Kollegiehæfter i Garderobepavillonen, hvor de paa den 
for Sommeren abonnerede Hylde som sædvanHg bero, 
til de paany skal figurere ved Hjemkomstceremoniellet, 
blander han sig i Strømmen, der gennem Dyrehavs- 
porten bølger ned mod Perronlaagerne. Der er kun 
faa Minutter til Afgangstid, og Trængslen af kørende, 
gaaende og ridende paa sit livligste. Henrivende unge 
Fruer, som følger deres Ægtemænd paa Vej, styrer 
egenhændigt i koket Morgennegligé de elegante Ekvi- 
pager med deres førstefødte. Matadorer fra Børsen i 
skinnende Cylinderhatte — sorte som Kul, spadserer 
fordybede i Samtale med høje Embedsmænd i Magi- 
straten iførte værdige Halsbind — hvide som Sne, 
medens hist og her Bakkens Demimonder i fordrings- 
fuldt Skrud ses parvis at haste af Sted, ind for at 
forhandle med deres Modehandlerinder eller konsulere 
deres Homøopath. Pludselig suser en Kavalkade ai 
dristige Ryttere og Ryttersker gjennem Masserne, som 
skyndsomst viger til Side under ærbødige Hilsener. Det 
er nemlig en af Strandvejens allerfineste Familier, alle 
paa Bi- og Tricykler. I Spidsen J>aUr og mater familias 
paa en kraftig Tandem og derefter i en lang Række 



131 



Hjort og Michelsen. 



paa fyrige Bicykletter og slanke Roadsters Sønner 
og Døtre, Sviger- og Børnebørn, lige ned til de aller- 
mindste, der fuldstændig sportsklædte med smaa bare 
Knæ, styrer deres diminutive Safeties med rivende 
Færdighed. Det er som Grev og* Grevinde Lesseps 
til Hest med deres Børneflok i Boulogneskoven. 

Men nede foran Billetkontorerne er det næsten 
umuligt at trænge sig frem for de Skarer af fremmede 
Rejsende, der her staar opstillede. Allerede fortryllede 
ved Opholdet paa det féagtige Klampenborg, higer 
de nu med opspilede Øjne mod den glimrende 
Kongestad, hidsede af A'idunderbeskrivelserne i Turist- 
foreningens Forklaring. Denne udspredes som bekendt 
aarlig af Turistforeningen i talløse Exemplarer paa 
alle mulige Sprog. Og dog stanser aldrig Universal- 
patriotens Klager, dem Smerten over Fædrelandets 
Forsømthed Gang paa Gang afpresser ham i Vendinger, 
der ikke tilhører nogetsomhelst Sprog. 

Unge Michelsen, hvem al denne brogede Færdsel 
imidlertid var et ligesaa tilvant Skue, som Livet paa 
Boulevarden den indfødte Pariser, bevægede sig uden 
Anfægtelser ind paa Perronen og søgte sin Plads i 
Toget. Som alle 9V4 Togets gentile Abonnenter har 
han sin bestemte Kupé og sit besteoite Selskab. Hans 
Rejsefæller er to ældre Herrer, Agent Lind og Grosserer 



132 



Hjort og Michelsen. 



Bol vig. De sidder allerede i Waggonen, som sæd- 
vanligt ligeoverfor hinanden stirrende ud i Luften, og 
ligner, som Michelsen altid tænker i det Øjeblik 
han stanser 
i Døren for 
at stige op, 
to fredelige 
Idioter, der 

er inde- 
spærrede i 
samme pol- 
stredeCelle. 

Det er 
Mænd mel- 
lem 50 og 

60; Agenten undersætsig, 
matisk, med graadfyldt Blik, 
purpuraaret Næse, Morgen- 
rømninger og sværtede Kne- 
belsbarter; Grossereren tør og 
smækker, med et glatraget 
Drengeansigt, lyseblaa Øjne 

med store hvide Laag, der minder om Spejlæg, 
og langlokket gulgrøn Paryk. De ejer hver sit 
Landsted, hvor de boer om Sommeren med deres 




133 



I 



Hjoti og Michelsen. 



Familier, og rejser hver Dag ind, skjønt ingen af dem 
har det fjærneste at bestille i Byen. Lind er ganske 
vist Indehaver af en Delikatessehandel i Vimmelskaftet; 
han kommer imidlertid aldrig i Butiken, som be- 
styres af en Kommis, men begiver sig direkte fra 
Banegaarden op i Familiens private Lejlighed, hvor 
han for nedrullede Persienner tilbringer Formiddagen i 
sit Ansigts Sved og i Skjorteærmer med at drikke 
Portvin, tilryge Merskumscigarrør og sove, indtil han 
stærkt blussende af disse Beskæftigelser møder ved 
halvfire Toget for at tage hjem paa Landet til Middag. 
Bolvig har aldeles ingen Forretning, idet han forlængst 
har trukket sig ud af Affærerne, men han har en 
Svigersøn, hvem han har etableret som Overretssag- 
fører, og paa hvis Kontor han derfor til dennes 
usigelige Plage anser det for Ret og Pligt daglig at 
indfinde sig for at kigge i Akterne, sludre med Per- 
sonalet og genere Kunderne. Da Forsøg paa at be- 
gribeliggøre ham hans Overflødighed var absolut 
frugtesløse, har Svigersønnen tilsidst maattet engagere Å 
en juridisk Kandidat med haud, nominelt som 
anden Fuldmægtig men i Virkeligheden udelukkende 
med det Hverv at underholde den Gamle og optage 
ham fra skadelig Forstyrrelse. Paa Slaget 2 afbryder j 
Grosserer Bolvig sin Virksomhed paa Svigersønnens 



134 



Hjort og Michelsen. 



Kontor for at begive sig paa Børsen. Der læser han 
Aviser, maaber ved Opraabene og plager, hvem han 
kan faa fat paa, til Kl. 3, da han velfornøjet med sit 
Dagværk ruller med Omnibussen til Klampenborg- 
stationen, hvor han paan)- træffer sin Ven Agenten, og 
de to Familieforsørgere følges saa sammen til den 
Arnens Hvile, de nu med god Bevidsthed kan hen- 
give sig i. 

En Række af Somre har Agent Lind, Grosserer 
Bolvig og Student Michelsen været faste Rejse- 
kammerater med 9V4 Toget. Ikke blot Vanen, men 
oprigtig Sympathi knytter dem til hinanden. Gubberne 
agter deres unge Ven saavel for hans Faders Kuponer 
som for hans egen satte Personlighed, sikre Væsen og 
de omfattende Kundskaber, de er urokkelig overbeviste 
om , han besidder. Og Michelsen vilde ikke for 
meget undvære Nydelsen ved sine tvende Filosofers 
sublime Samtale, der fra højst ejndommelige Syns- 
punkter stadig behandler de mest overraskende Emner. 
Med et elskværdigt »Godmorgen«, der straks besvares 
af to hjertelige »'Morgen« »'Morgen«, indtager han sin 
Plads ved det modsatte Vindu og udfolder sit Yndlings- 
organ »Avisen«. Han sætter Pris paa at kunne be- 
gynde sin Dag med denne Lecture, der efter hans 
Sigende altid lader ham føle sis: som et bedre 



135 



Hjort og Michelsen. 



Menneske. Imidlertid betragter' Agenten og Bolvig 
med spændt Opmærksomhed de i de sidste Øjeblikke 
ankommende Passagerer. Den almindelige Rejseskare er 
forlængst anbragt i Kupéerne, men de, som nu arriverer, 
er 9V4Togets Champions, de ægte »Handelsrejsende«. 
Mellem disse, for Størstedelen yngre Grosserere, gjælder 
det som højeste Flothed sindigt at kunne anstige just 
i alleryderste Sekund, naar den sidste Waggondor 
smækkes i, og Konduktøren staar med Signalfløjten i 
Munden. Denne Præcisionssport har til Tider været 
drevet saa ivrigt, at selv bedagede Købmænd har 
kunnet iagttages oppe ved Indkørselsporten pludselig 
at gøre omkring og ilsomt snige ?ig et Stykke tilbage 
ad Skovvejen, naar de opdagede, at de havde forregnet 
sig — ja den vides endogsaa at have ført til personlige 
Sammenstød mellem velagtede Børsmænd ved Lejhg- 
heder, hvor Misundelse over en ahfor yderlig Rekord, 
hos de overvundne har fremkaldt Ytringer om Sejr- 
herren, som har bragt Lidenskaberne til at koge over. 
Der er dødsstille paa Perronen. Stationsforstanderen 
staar med Armen hævet for at slaa paa Klokken, Lo- 
komotivføreren bøjer sig frem fra Maskinen og lytter 
efter Signalet. Forbitrede Ansigter kommer frem i 
Kupévinduerne: — Hvad venter vi efter, Konduktør — 
Skal vi ikke af Sted — Det er over Tiden ! 



r.6 



Bjort og Michelsen. 



Da træder en høj, slank Herre i elegant Diplomat- 
frakke, Cylinderen lidt paa Snur paa det lille, tæt- 
klippede Hoved med det spidst studsede, blonde Fuld- 
skæg, langsomt ud fra Ventesalen med sit Uhr i 
Haanden. Han lader et drilsk Smil glide hen langs 
Waggonrækken, nikker overlegent til Togføreren 
— Færdig! — og lader sig lukke ind i sin Kupé. 
»Flab — Laban«, hvisles der efter ham, mens Fløjterne 
skingrer, og Maskinen hvæser i Gang. 

Det er sikkert ved saadanne smaa excentriske Træk, 
at den kjøbenhavnske Børs vinder det Ry for ægte 
engelsk-amerikansk Snit og Businesstone, som jo er 
dens Maal og Stræben. — 

— Naa, staar der noget Nyt i Bladet i Dag, Hr. 
Michelsen, spurgte Crosser Bolvig, da Afgangs- 
spændingen havde sat sig. Hvad bliver det mons- 
tro med denne Kong Milan, skal han være Konge 
igen ? 

— Han har vist for mange Pigebørn, den Cavstrik — 
indskød Agenten. 

Dog, Samtalen kom ikke til at dvæle ved den 
letsindige Serbermonarks Udsigter. Den drejede hurtigt 
ind paa Emner af mere personlig Interesse. Bolvig 
trak Vinduet op med den Undskyldning, at han havde 
lidt af Tandpine om Natten, hvilket gav Agenten 



137 






Hjort og Michelsen. 



Anledning til at fremsætte den Paastand, at det er 
usundt at børste sine Tænder. 

— De skal lade være at børste Tænderne, Bolvig. 
Jeg gør det aldrig. Det er imod Naturen. Naturen 
har givet os Spyttet til at holde vores Tænder rene, 
og vi skal følge Naturen. Siger De ikke ogsaa Hr. 
Michelsen ? 

— Jo, Gudbevares — svarede Michelsen. 



II. 

En halv Time senere vandrede Michelsen langs Lade- 
gaardens Aa. Ved en af de smaa Sideveje oppe mod Par- 
celbroen beboede hans Ven, cand. phil. Viktor Hjort 
Stuelejligheden i en ganske lille Villa, hvor han havde 
indrettet sig en behagelig Ungkarlestudio og for Arven 
efter en Tante, af den Art, der er hyppigere i Litera- 
turen end i Livet, førte en spøgefuld Kamp med Til- 
værelsen. 

Paa sin Ringen blev Michelsen lukket op af Hjorts 
Domestik, den forslagne Dreng Johan. 

— Er Herren hjemme? 



158 



Hjort og Michelsen. 



-Ja. 

— Har han været hjemme i Nat? 

— Det tror jeg nok. Han laa da i Sengen i 
Morges. 

— Er der nogen inde? 

— Barberen. 

Saaledes underrettet om Husets Tilstand træder 
Michelsen gennem Dagligstuen hen til Sovekammer- 
portieren som han med sin Stok pirrer til Side. Hjort 
modtager sin Ven med et Nik i Toiletspejlet, foran 
hvilket han i en pjerrotagtig Natdragt sidder indsæbet, 
medens den polkahaarede Barbersvend stryger Kniven 
og med kælne Øjekast belurer Dronning Kandaules, 
der paa Billedet over Sengen blotter sig for at bestige 
det fortryllende Leje, hvor hendes Gemal venter hende, 
bidende sine Negle, som om han allerede fortrød sit 
udelikate Væddemaal. 

— Rap Dig lidt. 

— Om ti Minutter. 

— Jeg er fordømt sulten. 

— Tag et Glas Portvin — Johan, sæt Knapper i 
min Skjorte. — 

En halv Snes Minutter forløber i fuldkommen 
Tavshed. Lydløst tilendebringer Barberen sit Hverv og 
forsvinder. Lydløst, paa Listesko, assisterer Johan sin 



139 



Hjort og Michelsen. 



Herre ved Toilettet, lydløst stadig med Hat og Stok, 
tømmer Michelsen to smaa Glas Portvin. 

— Pokker til Tid. 

— Nu kommer jeg. 

— Var Du ude i Aftes? 

— Tivoli — 

— Bazaren.^ 
-Ja- 

— Længe.'' 

— To — 

— Mange? 

— Tre — 

— Flasker? 

— Fire — 

— Hm, muggent Sold! 

Atter en Pavse, atter et Par Ventedraaber. Saa 
indtræder endelig Hjort, lyst antrukken, frisk friseret, 
let duftende. Han er i Modsætning til den blonde, 
trivelige Michelsen, tynd og mørk. Knibende Øjnene 
sammen mod Dagslyset stiller han sig hen ved Spejlet 
mellem Vinduerne, betragter betænksomt sit lille, blege 
Ansigt og undersøger sin Tunge: 

La jeunesse a parfois de spUndides reveils — er 
det ikke det, han siger, Maupassant? 

— lo, Du ser ogsaa sod ud. 



140 



Hjort og Michelsen. 



— Er jeg meget bleg? 

— Snarere grøn — 

— Snak, jeg befinder mig storartet. Ungdommen 
vaagner straalende. God Morgen, min l<ære Ven, det 
er brillant, Du er kommen, lad os gaa ud sammen og 
nyde den g5^1dne Dag. Johan! Hat, Stok, Handsker, 
Nøgler, Cigaretter og Tegnebog — og saa hen at spise 
Frokost. 

Et Øjeblik efter kørte de to Venner paa Taget af 
en Sporvogn ind til Halmtorvet. Kjøbenhavn laa for 
dem, støvet, tørstig, S37g, som den ser ud midt om 
Sommeren. Under den gloende Himmel med enkelte 
smaa Skyer, der lignede afgnavede Lammeskind, strakte 
Peblingesøen sin stillestaaende, lunkne Vandflade, hvor 
de af Kulrøg snavsede Svaner gled mekanisk om- 
kring. I Skyggen af de solsvedne Kastanjer langs 
Bredden legede i Stilhed Skarer af fattigklædte, falmede 
Børn. Smaa Drenge og Piger forslæbte sig paa eller 
trillede i forfaldne Barnevogne deres mindre Søskende. 
Hel- og halvfattige Mænd og Kvinder asede af Sted 
i Heden eller sad trætte og tavse paa Bænkene. Smudsige 
Arbejdskøretøjer og Drosker krydsede dorskt hinanden. 
Overalt Fattigdom og Støv, Varme og Dvaskhed — 
og saa 01. Vældige tunge Vogne, med Bryggeriernes 
Navne malede i pralende Farver, trukne af tykke 



141 



Hjort og Michelsen, 



glinsende Heste, styrede af tykke glinsende Kuske 
kørte uafladeligt forbi og i alle Retninger, bringende 
det daarlige danske 01 omkring til den fattige, S3^ge 
By, for at den kunde drikke sig endnu fattigere og 
sygere, endnu sløvere. 

Men for Hjort og Michelsen var det skønt og 
herligt altsammen. De sad deroppe paa Sporvognen 
og saa ud i Horizontens Soldis og Røgtaage, der 
glimtede paa og svøbte sig om Stadens Kupler, Spidser 
og Taarne — saa ud over det hele med blændede Øjne. 
Deres Maver var i Orden, de havde Penge paa Lommen. 
Et helt Døgns ubundne Livsglæde i hinandens dyrebare 
Selskab straalede dem i Møde og fyldte dem med gud- 
dommelig Foragt for alle Støvets Skræmsler. 

— Kjøbenhavn er dog storartet, Du, om Sommeren, 
modbydelig og storartet, udbrød Hjort. 

— Bien laide, delicieiise pourtant, snorkede Mi- 
chelsen. 

Ved Plænen udfor Dagmarhotellet steg de ned og 
gik over i Restaurationen. — 

Klokken var to, da de efter en omhyggelig 
udført Frokost kørte ind gennem Byen i nedslaaet 
Droske. Apathisk tilbagelænede sad de med Bock- 
cigaren i Munden og lod Fortovenes Strøm af varme 
Mennesker slide forbi deres lidt øre Blikke. De 



M3 



Hjoi-t og Michelsen. 



havde drukket grønne Chartreuser til Kaffen, grønne 
Chartreuser »med Ild i«, en djævelsk Opfindelse af 
Michelsen , som antændte Likørerne med en Svovl- 
stikke, hvorpaa de skyllede den blaaligt flammende 
Snaps ned, seende hinanden stift i Øjnene uden at 
blinke, højlig imponerende Opvarterne og sig selv. 

Men de befandt sig velsignet; en Smule hede bag 
Øjnlaagene, med kriblende Pulse — »delikat nervøse«, 
som Hjort udtrykte. Planen for Dagen var lagt. Den 
extravagante unge Herreverdens Yndlingskurér, Bybudet 
Smionsen havde været tiltelefoneret fra sit Stade ved 
d' Angleterre og var blevet udsendt med fortrolige 
Skrivelser til de to Damer, under hvis Trylleri de i Øje- 
blikket befandt sig, om ved Firetiden at indfinde sig 
hjemme hos Hjort, hvorfra der vilde blive kørt i Skoven 
for at spises til Middag, og tilbage til Tivoli for at spises 
til Aften. Landaueren var ogsaa bestilt, og der var 
saaledes i Øjeblikket ikke mere at tænke paa; alt var 
arrangeret paa det bedste. For da passende at an- 
vende Tiden indtil Udflugten, blev de enige om til en 
Begyndelse at gøre et Besøg hos deres Skræder. 

Drosken stansede udenfor en elegant Herreekvi- 
peringsbutik, hvis store Spejlglasvinduer straalede med 
en pragtfuld Udfoldelse af Sommersæsonens Nouveautés. 
Alt var i hvide eller ganske lyse Farver. Lyse Stoffer, 



144. 



Hjort og Michelsen. 



lyse Slips, lyse Hatte, lyse Stokke og lyse Portemonnæer. 
Og da de traadte ind i Lokalet, hvor der var svalt og 
duftede af Parfumer og fine Lædersager, modtoges 
de af en lidt svær, lyshudet Herre, med klare 
Tænder, hvid Vest og hvide Gamascher; det var 
Skræderen. Han bukkede og mønstrede dem i det 
samme med et lille, be- 
undrende og spottende 
Smil; beundrende, fordi 
alt, hvad de havde paa, 
var købt hos ham og sad 
godt, lidt spottende, fordi 
det ikke var købt senest 
i Gaar og ikke sad saa 
godt som det, han selv 
havde paa. 

— Til Tjeneste de Herrer, spurgte han muntert, 
De ønsker i Dag? 

Michelsen og Hjort saa sig tvivlraadige om. De 
anede ikke, hvad de ønskede. 

— De trænger vist til en ny Sommerhabit, Hr. 
Michelsen, fortsatte Skræderen, denne Gang alvorligere 
i Tonen og med et endnu mere spottende, næsten 
strængt Blik op og ned ad sin Kunde. 




145 



Hjwt og Michelsen. 



havde drukket grønne Chartreuser til Kaffen, grønne 
Chartreuser »med Ild i«, en djævelsk Opfindelse af 
Michelsen, som antændte Likørerne med en Svovl- 
stikke, hvorpaa de skyllede den blaaligt flammende 
Snaps ned, seende hinanden stift i Øjnene uden at 
blinke, højlig imponerende Opvarterne og sig selv. 

Men de befandt sig velsignet; en Smule hede bag 
Øjnlaagene, med kriblende Pulse — »delikat nervøse«, 
som Hjort udtrykte. Planen for Dagen var lagt. Den 
extravagante unge Herreverdens Yndlingskurér, Bybudet 
Smionsen havde været tiltelefoneret fra sit Stade ved 
d' Angleterre og var blevet udsendt med fortrolige 
Skrivelser til de to Damer, under hvis Trylleri de i Øje- 
blikket befandt sig, om ved Firetiden at indfinde sig 
hjemme hos Hjort, hvorfra der vilde blive kørt i Skoven 
for at spises til Middag, og tilbage til Tivoli for at spises 
til Aften. Landaueren var ogsaa bestilt, og der var 
saaledes i Øjeblikket ikke mere at tænke paa; alt var 
arrangeret paa det bedste. For da passende at an- 
vende Tiden indtil Udflugten, blev de enige om til en 
Begyndelse at gøre et Besøg hos deres Skræder. 

Drosken stansede udenfor en elegant Herreekvi- 
peringsbutik, hvis store Spejlglasvinduer straalede med 
en pragtfuld Udfoldelse af Sommersæsonens Nouveautés. 
Alt var i hvide eller ganske lyse Farver. Lyse Stoffer, 



144. 



Hjort og Michelsen. 



lyse Slips, lyse Hatte, lyse Stokke og lyse Portemonnæer. 
Og da de traadte ind i Lokalet, hvor der var svalt og 
duftede af Parfumer og fine Lædersager, modtoges 
de af en lidt svær, lyshudet Herre, med klare 
Tænder, hvid Vest og hvide Gamascher; det var 
Skræderen. Han bukkede og mønstrede dem i det 
samme med et lille, be- 
undrende og spottende 
Smil ; beundrende, fordi 
alt, hvad de havde paa, 
var købt hos ham og sad 
godt, lidt spottende, fordi 
det ikke var købt senest 
i Gaar og ikke sad saa 
godt som det, han selv 
havde paa. 

— Til Tjeneste de Herrer, spurgte han muntert. 
De ønsker i Dag.' 

Michelsen og Hjort saa sig tvivlraadige om. De 
anede ikke, hvad de ønskede. 

— De trænger vist til en ny Sommerhabit, Hr. 
Michelsen, fortsatte Skræderen, denne Gang alvorligere 
i Tonen og med et endnu mere. spottende, næsten 
strængt Blik op og ned ad sin Kunde. 




145 



Hjort og Michelsen. 



Michelsen havde ikke tænkt sig at bestille nyt 
Tøj, men svarede rask, idet han drejede sig om mod 
et Spejl: 

— Ja, det kan nok være, jeg synes ogsaa selv 

— Værs'god, vil De træde ovenpaa! Aa Holm, 
(til en ung lys Mand ved Disken) vil De følge med. 
Værs'artig de Herrer, maaske Hr. Hjort ogsaa (mønstrende 
Hjort) . . . Hvordan er det Holm, har Hr. Hjort faaet 
nogen ny Sommerhabit i Aar? 

— Nej, saavidt jeg erindrer, har Hr. Hjort kun 
faaet en sort Jacquet. 

Naa, kun en sort Jacquet. Nej, jeg syntes nok, 
vær saa artig Hr. Hjort! 

Med hurtige Sæt, der fik hans prægtigt strøgne 
Manchetskjorte til at knage i Indlægene, løb han i 
Forvejen op ad Trappen til Lageret ovenpaa. Michelsen 
og Hjort fulgte viljeløse efter. Den unge lyse Mand 
sluttede med Bestillingsbogen under Armen og en lang 
Blyant bag Øret. 

I det samme traadte en ny Kunde ind i Butiken, 
hilst med smilende Forekommenhed af hele Personalet" 
Det var en meget høj, meget smækker og ganske ung 
Herre, udstyret efter allernyeste Mode. En paafaldendc 
lille, smalskygget og umaadelig blank Cylinderhat sad 
ham dybt ned i Panden , næsten ude paa Næsen ; 



146 



Hjori og Michelsen. 



skinnende kvarterhøje Flipper indesluttede hans Hals, et 
vældigt, fantastisk mønstret Kravat dækkede fuldstændigt 
hans Brystkasse. Skøderne paa hans langlivede Figur- 
frakke af loddent graagrønt Stof naaede under Knæ- 
haserne, saa man kun saa et kort Stykke af hans vide, 
stortærnede Benklæder over Hælene paa de lakerede Sløv- 
ler. Han bevægede sig med nervøse, hastige Skridt hen til 
Disken, en Smule foroverbøjet, tilsyneladende tynget 
let i Knæ ved Vægten af den tykke knippellignende 
Stok som han i udstrakt Arm holdt en halv Alen 
trem foran Kroppen med Haandtaget vendt nedad mod 
Jorden. Efter at være sunket om paa en Stol, kastede 
han Benene over Kors og lod sig forevise en Mængde 
forskjellige Sager, Slips, Handsker, Silkelommetørklæder, 
Skæggekamme, Penneknive og Manchetknapper, som 
han næsten altsammen købte, hvorpaa han pludselig 
rejste sig og foer ud af Døren igen, lige saa hurtigt, 
som han var kommen — nøjagtig med samme 
Holdning, foroverbøjet, Hatten paa Næsen og Stok- 
ken en halv Alen foran med Haandtaget mod 
Jorden. 

Just idet han forsvandt, kom Michelsen, Hjort og 
Skræderen ned igen oppe fra. Den sidste fulgte ham 
med Øjne som straalede af kunstnerisk Triumf. Han 
var jo helt og holdent hans eget Værk, den stilfulde 



I 



147 



Hjort tg Michelsen. 



Frøken Most tilhører en gammel mærkelig Familie. 
Hun er nemlig det tredje Led i en Slægtfølge af Kvin- 
der, som uden at indtræde i Ægteskab, har forstaaet at 
gjøre Karriere i agtede og solide Forbindelser. Hendes 
Bedstemoder, gamle Enkefru Most — ved 40 Aars 
x\lderen plejer Medlemmerne at anlægge Fruetitlen — 
tilhørte allerede den galante Verden paa Chievitx' 
Tid og lever endnu, i sit Livs svale Aften, i det lykke- 
ligste Forhold til en Kammerherre, som var en af 
Frederik den ydes mest hengivne Skydebrødre. Den 
snart Soaarige Olding bringer hver Søndag Formiddag 
med gammeldags Courtoisie sin sølvlokkede Flamme 
en sirlig Buket og en Pakke bløde Kager, som han i 
Kirketiden ses omhyggeligt at bære gennem Byen 
stolpende af Sted paa endnu ivrige Ben, og stansende 
og drejende sig rundt ved hvert velskabt Pigebarn, han 
møder, for at følge hende med skælmsk rindende 
Øjne. Alle kjender af Ydre den ærværdige Bonvivant, 
og Michelsen hilser ham altid ærbødigt og kalder ham 
sin Grandonkel Kammerherren i intim Omtale. 

Michelsens Svigermoder, Konsulinde Most, hen- 
sidder i velhavende »Enkestand« og har arvet Rang og 
Formue efter en hannoveransk Vicekonsul, som døde 
pludseligt, idet han faldt om paa Gaden ramt af ei 
apoplektisk Tilfølde. Det skete en Aftenstund i Frede- 



150 



Hjort og Michel si^i. 



riksberggade, just som Konsulen vilde skraa over Køre- 
banen for at gøre en køn Modesyerske sin Opvartning; 
men Konsulinden har heldigvis aldrig erfaret denne 
mislige Omstændighed og begræder pietetsfuld hans 
Minde. 

Datteren Alma, som skylder Konsulindens Ung- 
domss vaghed for en Husarløjtnant sin Tilværelse — hvem 
Konsulindens egen Fader var, kan den gamle Bedste- 
moder ikke længere erindre — knyttede tidligt sine 
Ahners Traditioner. Allerede atten Aar gammel absol- 
verede hun, manuduceret af en Livjæger — Livjægerne 
var just den Gang paa Mode — den lille Serafine, Slæg- 
tens knoppende Haab. Seraiine er et ualmindelig begavet 
Barn, der ikke bliver træt af at spørge om sin Fader. 
Overensstemmende med Skik og Brug i Familien svares 
der urokkeligt, at han er »ude at sejle«, en Odyssee, 
man vedligeholder nogle Aar som skaansom For- 
beredelse til den endelige Meddelelse om, at ved- 
kommende Fader er forulykket paa Søen, og dermed 
ude af al Saga. Da Seraline forrige Jul fyldte sit fjerde 
Aar, erklærede den gamle Bedstemoder ved Fødsels- 
dagschokoladen, at hun fandt det paa Tide, om 
Datterdatteren gjorde sit Fornuftparti. Millionær- 
sønnen Michelsen, med hvem Frøken Alma kort 
i Forvejen havde stiftet Bekjendtskab paa Bal i Lar- 



iSi 



Hjort cg Mifhdsen. 



se ns Lokale, blev da bragt i Forslag, og efter at 
den Gamle og Konsulinden havde havt Lejlighed til at 
iagttage ham i Theatret, og der var indhentet tilfreds- 
stillende Oplysninger om hans Omstændigheder, blev 
han antaget, hvorpaa Frøken Alma etableredes selv- 
stændigt med Systue paa en første Sal i Kattesundet, 
medens Seraline forblev hos Konsulinden. Forholdet 
mellem Alma og Michelsen tegner imidlertid ikke ube- 
tinget betryggende for den unge Piges Fremtid. Navnlig 
er Michelsens Dovenskab en Kilde til Misfornøjelse 
hos Bedstemoderen, som stadig erkyndiger sig om, 
hvornaar han skal op til sin »Exame«. Det er nemlig 
hendes brændende Ønske før sin Død at se ham træde 
ind i Indenrigsministeriet, hvor Kammerherren i sin Tid 
var Departementschef. Hermed har det da kun bedrøve- 
lige Udsigter, men værre dog end Michelsens Mangel 
paa Flid, og hvad der giver Konsulinden Anledning 
til de hæftigste Sorgens Udbrud, er det mildest talt 
uheldige Selskab, hvori han er begyndt at indføre 
den dannede og sarte Alma. Han synes slet ikke at 
forstaa, hvilken Skat der er ham betroet, og undser 
sig ikke ved at lade hende deltage i tvivlsomme 
Fornøjelser sammen med Hjort, der er Konsulindens 
Rædsel, og dennes skiftende Veninder, saaledes i den 
sidste Tid den skrækkelige Louise Poulsen. Disse 



152 



Hjort og Michelsen. 



Bekymringer er Konsulinden ovenikøbet ene om at 
bære, thi fik den gamle Bedstemoder Nys derom, vilde 
hun maaske tage sin Død derover. 

— Jeg forlanger kun én Ting af Dig, Valdemar, 
en eneste Ting, at Du tager en lille Smule Hen- 
syn til mig — saaledes lyder det bestandige Om- 
kvæd paa Almas Sonetter. Desværre er hun svag 
og let at bevæge til Overbærenhed. Vel indser hun, 
at Hjort er en højst usolid og frivol Person, som 
endog har vovet at gjøre hende Tilnærmelser, men 
alligevel morer hun sig glimrende sammen med ham 
og Michelsen »for storartet, det er han«. Og ganske 
vist er Frøken Poulsen en Dame uden egentlig Op- 
dragelse, »det mærker man hurtig« og af meget 
simpel Familie, skudt lige op af Fortovet, »men 
klæde sig, det forstaar hun«. Hvad er vel Almas 
egen Festdragt, den sorte snorebroderede — borger- 
lig Beskedenhed prægede altid Damerne Most's 
Toiletter — mod det himmelblaa Atlask og de Knip- 
lingsskørter, hvori Frøken Poulsen bruser! Desuden 
er Frøken Poulsen en berømt Skønhed, en Stjærne, 
i hvis Selskab man er sikker paa at vække Op- 
mærksomhed. I hendes Hjem paa Gamle Kongevej, 
hvor Alma i dybeste Hemmelighed har gjort Visit, 
hersker en kostbar Pragt; hun har baade Fortepiano 



IS3 



Hjort og yfichelstn. 



Og Silkesengetæpper og hendes Beskytter, en hovedrig 
Apoteker, giver hende ah, hvad hun ønsker. Natur- 
ligvis vilde Frøken Most ikke for nogen Pris være 
saadan en som Frøken Poulsen, ikke bytte om saa 
var for selve Apotekeren Retten til den Illusion, at hun 
ernærer sig af sin dydige Systue. Hun foragter Frøken 
Poulsen dybt og fornægter hende med Afsky i sin 
Families Kreds, men for sig selv nægter hun ikke, at 
Frøken Poulsen er en Dame, »som Herrerne maa sætte 
Pris paa«. Spørges hun derfor af andre om deres For- 
hold, svarer hun diplomatisk: 

— Froken Poulsen er paa en Maa de min Veninde. 



— Nej, saa sagde jeg til ham: Kom Du bare med 
min Nøgle! 

Indhyllet i Cigarettaage og gjort meddelsom af 
Anisetten, berettede Froken Poulsen Scener af sit 
Husliv med Apotekeren. Frøken Mosts smaa blygraa 
Øjne skinnede deltagende. Hun havde ganske glemt 



154 



Hjirt og Michelsen. 



i 



Systuen og sine Hænders dydige Gerning, og den 
spidse Hage, hun ellers plejer at lave, naar Frøken 
Poulsen i andres Nærværelse bliver for intim, viste der 
sig ikke fjerneste Tilløb til her i Téte-å-Tétens pirrende 
Ugenerthed. Hun var opspilet Beundring overfor 
det høje flotte Pigebarns »storartede« Maade at tage 
Mandkønnet paa. 

— Gav han Dem saa Deres Nøgler 

— Han lagde den paa Fortepianoet, og saa gik 
han. Han var helt hvid i Ansigtet. 

— Kom han ikke igen? 

— Gud, en Time efter og var lige ved at kime 
Huset ned. Jeg lukkede naturligvis ikke op. 

— At De tør vove det! 

— Det manglede bare. Imorges fik jeg Brev paa 
Sengen. 

— Fra ham, hvad skrev han? 

— Ja, han skrev . . jeg læste det saamænd ikke 
rigtig . . det sædvanlige . . at det umuligt kunde blive 
ved at gaa paa den Maade . . det maatte jeg jo selv 
kunne indse . . han hverken vilde eller kunde finde 
sig i det, jeg bød ham , . det tog altfor meget paa 
ham, og saa maatte det hellere være forbi med det 
samme. Nu ved jeg da, jeg er fri for ham i fire 
Dage. 



I5S 



Hj'irt I (■/ Michelsen. 



— Troer De saa, han kommer igen? 

— Ja, ellers skriver jeg. Man skal heller ikke 
lade dem gaa for længe. En Gang var han borte 
i 14 Dage, og saa fik jeg at vide, han havde været 
mig utro. 

— Gud, med hvem ? 

— Aa, en grusom Tøs . . en af de allergrusomste. 
Ikke fordi jeg tager mig det nær . . ikke det mindste, 
men man vil dog nødig udsættes . . hun gik i lang 
Tid bagefter og generede mig paa Gaden . . Naa, 
Skaal, Frøken, jeg synes ellers Herrerne lader temmelig 
længe vente paa sig. 

Frøken Most tømte sit Glas i Tavshed. Hun var 
rystet ved Fortællingen om Apotekerens Utroskab. 
Naar nogen Mand kunde bedrage en saa fængs- 
lende Skabning som Frøken Poulsen, hvad maatte 
da ikke hun selv med sine langt beskednere Ynder 
kunne risikere? Tænk, om Valdemar! Hun fik Taarer 
i Øjnene . . hun havde jo aldrig Rede paa, hvad 
han tog sig for . . han skulde ordentlig komme i 
Forhor ! 

— De skulde for Resten set en sod Udlænding, 
jeg talte med i Forgaars — begyndte Frøken Poulsen 
igen efter at have tændt en frisk Cigaret. 

— Paa Gaden? 

156 



Hjort 0(7 lUicJuisen. 



— Han sad udenfor å Porta, da jeg kom 
fra Bad. Jeg saa godt, han sad og kiggede, og jeg 
var heller ikke kommen tre Skridt ned ad Østergade, 
før jeg havde ham efter mig. Først paa den ene 
Side og saa paa den anden og saa foran. Saa tænkte 
jeg: Nu skal Du se, om han tør komme hen og 
tiltale Dig, og saa stod jeg stille og saa ind ad et 
A'^indu. 

— Kom han.^ 

— Ja ligesom en Bi, og begyndte lige straks at 
snakke — Fransk eller Engelsk eller Russisk — hvad 
det var, ved jeg ikke. Men da han saa mærkede, jeg 
ikke forstod ham, gav han sig til at snakke Dansk. 
Aa, det lød i den Grad komisk. Og saa kom det i 
saadan en Fart ud af ham: Smukke Pige skal Dem 
og jeg spise Kotelet sig ja! 

Paa dette Punkt af Underholdningen mellem Frøken 
Poulsen og den søde Udlænding, afbrødes Samtalen, 
ved at Johan kom ind og meldte Herrerne i Sigte. 
Begge Damer rejste sig straks, pludselig alvorlige, 
traadte hen foran Spejlet og begyndte at vifte sig med 
deres Lommetørklæder. 

— Gud, sikken en Røg, vi har lavet, udbrod 
Frøken Poulsen — lad os aabne et Vindu, inden de 
kommer. 



157 



Hjort ng Michelsen. 



I det sammede rullede en elegant Landauer med 
de to Atheniensere paa Bagsædet op foran Huset. 




IV. 

Man var blevet enige om at lade Udflugten gælde 
det afsides og idylliske Frederiksdal. Det var en stille, 
lummervarm Eftermiddag og trukket af de b o h n s k c 
Pragtkameler rullede Ekvipagen i en uafbrudt Sky af 
Støv ud ad Ørkenvejen til Lyngby. Medlemmerne af 
den elegante Karavane, som paa Farten gjennem 
Nørrebros Gader havde konverseret overstadigt, og 
med lystig Ringeagt tilsmilet de forbigaaende , hen- 
sank i vemodig Betragtning, efterhaanden som de 
blev alene med den alvorlige Natur. Damerne laa til- 
bage under deres Parasoller og snappede efter Vejret 
som Høns under en Stikkelsbærbusk. Hjort og Michelsen, 
livem Solen stak lige i Hovedet, glippede hjælpeløst 



158 



HjoH og Michelsen. 



med øjnene og trakterede hinanden med gloende Soda- 
kager, hver Gang Frokostens Chartreuser bragte sig i 
bitter Erindring, Landskabet glødede ensomt. Kun nu 
og da styrtede en Skare smaa Landstrygere op af 
Grøften og gav sig til at slaa Kraftspring i Sandet, 
eller en enlig Beduin, som hvilede i Skyggen af en 
Skærvebunke gjorde Honnør for Herskaberne ved at 
lette et Ben i Vejret og klappe sig ærbødigt paa Bagen. 
Tilsidst var en lille Sværm paalidelige Hestefluer, 
som blindt fulgte Vognen, ene om at holde det hen- 
døsende Selskab i Aande. De var især begærlige efter 
at komme til at stikke Frøken Poulsen, og denne over- 
for Attaker ellers flegmatiske Dame geraadede i af- 
sindig Forfærdelse ved de lumske Insekters Efter- 
stræbelse. Hun hoppede uafladelig i Sædet og foer 
snart i Armene paa Hjort, snart over i Skødet paa 
Frøken Most, idet hun ildrod i Hovedet og med Øjne, 
der stivnede i Rædsel erklærede, at saadanne »Bier« 
skulde ikke være til. Pludselig udstødte hun et for- 
tvivlet Hvin og kastede sig bagover med begge 
Hænder for Ansigtet. Det var lykkedes en snedig 
Brems at gemme sig under hendes Hatteskygge og 
derfra lade sig dumpe ned paa hendes venstre Kind, i 
hvis delikate Hud den øjeblikkelig sænkede sin Braad. 
Den tilskadekomne Dame blev strax Genstand for alles 



^59 



Hjort og Michelsen. 



Omsorg. Vognen stansede, og Hjort sprang ud for 
at lede efter fugtig Jord; Michelsen trak en Flaske 
Kognak op til Badning, og Frøken Most tilbød i op- 
ofrende Ømhed at suge Saaret ud. Men Frøken Poulsen 
afslog med hurtig genvunden Fatning enhver Pleje. 
Hun skulde hverken bades eller suges, hun havde faaet 
nok. Hun var ikke taget ud for at blive stukket i 
Ansigtet, og hun vilde hjem. De andre kunde gærne 
køre videre, hun skulde udmærket finde Vejen til Fods. 
Og med Lommetørklædet for sin krænkede Kind steg 
hun ud af Vognen og begav sig i Retning af Kjøben- 
havn. Flux erklærede Frøken Most, at vilde Frøken 
Poulsen hjem, vilde hun ogsaa. Hun var ikke taget 
ud for at blive fornærmet, og Froken Poulsen havde 
fornærmet hende, baade ved sin Maade at .svare paa, 
da hun tilbød at suge hende, og ved at gaa uden saa- 
meget som at sige Farvel. Og før der kunde blive 
Spørgsmaal om Indvendinger, var Frøken Most ude at 
sin Vogndør, og spadserede hen ad Vejen paa den 
modsatte Side af Frøken Poulsen. Herrerne tog Sagen 
med en Sindsro, der vilde have været ugalant, om den 
ikke havde bundet i et nøje Studium af deres tilbedtes 
Temperament. De vidste, at lige saa sikkert som 
Overtalelser fra deres Side kun vilde tilspidse Situa- 
tionens Pinagtighed, lige saa vist vilde Damernes med- 



160 



Hjort og Michelsen. 



I 



fødte Hjærtensgodhed, blot det overlodes til den selv 
at komme til Orde, stemme deres Sind til Formildelse. 
Derfor tændte de koldblodigt en Cigar, og tog sig i 
Forening med Kusken en solidarisk Kognak. Fem 
Minuter efter saaes Frøken Poulsen stadig med Lomme- 
tørklædet for Kinden, at tage Plads paa Grøftekanten 
ved sin Side af Vejen, og ganske samtidigt iagttoges 
Frøken Most at brede sit Lommetørklæde ud for sirligt 
at nedlade sig paa Grøftekanten ved hendes Side af 
Vejen , hvorpaa Vognen kørte tilbage og holdt midt 
imellem dem begge, og Hjort gik til Frøken Poulsen, 
og Michelsen til Frøken Most. Frøken Poulsen be- 
troede Lljort, at hun hadede de Mennesker, han altid 
førte hende sammen med, og at det skulde være sidste 
Gang, hun tog ud i deres Selskab. Akkurat det samme 
betroede Frøken Most Michelsen. Og derpaa steg alle 
fire til Vogns igen og kørte videre i komplet Harmoni, 
som om det ubehagelige Optrin aldrig var passeret. 

Ja, den lille Byge havde saa fuldstændig renset 
Luften, at det Vanheld, der havde hidkaldt den, nu 
blev Aarsag til, at hele Selskabet kom fortrinligt i 
Stemning. Ved Bremsens Stik var Frøken Poulsens 
Kind nemlig svulmet saaledes op, at hendes Ansigt 
havde faaet et højst originalt Udtryk. Det saa ud, 
som hun hele Tiden skælmsk kneb det venstre Øje til 



i6i 



Hjoii og Michelsen. 



Og samtidig paa en kaad Maade stak Tungen mod den 
ene Side af Munden, medens den anden Halvdel at 
hendes Træk udtrykte stram Alvor med Spor endnu 
af udstanden Krænkelse. Totalvirkningen blev uimod- 
staaelig. Dog, allercharmantest var det, at Frøken 
Poulsen, for hvem det var noget ganske nyt at gjøre 
humoristisk Lykke, selv fandt sig uhyre morsom, og 
uafladelig forlangte af Michelsen, at han skulde vise 
hende, hvordan hun saa ud. Og da Frøken Most 
herover ytrede Tegn til Jalousi, gav Hjort sig galant 
til at gjøre Grimacer aparte for hende, saa hun kaglede 
af Henrykkelse. Saaledes holdt Kvartetten i Perle- 
humør sit Indtog i Frederiksdal. 

Paa Kroen modtoges man til bevæget Overraskelse 
af en gammel Celebritet fra Hovedstanden, Opvarter 
Lundberg. Det var en ældre fyldig Person af den 
snart uddøde nationalliberale Type, nobelt barberet, 
med fugtige graa Lokker og trinde Poser under Øjnene. 
Han saa ud som han var sat i Vox, et afbleget Billede 
paa gentil Alkoholisme. Det var gaaet rystende ned 
ad Bakke med Lundberg. Han havde tidligere været 
Overkellner paa en tin kjobenhavnsk Restaurant, under 
hvis Kabinetters Gassole den gyldne Ungdom svær- 
mede. Han var alle Stamgæsters Yndling, og han 
elskede selv sine kære Gæster , de frejdige unge Fyre 



162 



Hjort 0(j Michelsen. 



Og de venlige gamle Feer. Med Liv og Sjæl deltog 
han i deres tvangløse Selskabelighed, til hans Konstitu- 
tion begyndte at svigte. Han blev affældig og distræt. 
At han i Reglen ved Ombæringen af anden Ret fik 
Hikke, ved Desserten klattede Tallerknerne, og naar 
han snøvlede rundt med Kaffen tiltalte Damerne ved 
Fornavn, gjorde jo i og for sig mindre, saalænge han 
blot var imellem sine egne, der forstod og holdt af 
ham. Men tilsidst kunde han ikke mere skelne 
imellem Venner og Fremmede. Og da han en Aften 
var kommet til at sige Du til en grevelig Svensker, 
der souperede stilfuldt med en fornem Cirkusdame, 
blev Principalen utaalmodig og var hjærteløs nok til 
at afskedige en Mand, der havde været fuld i hans 
Brød i fjorten Aar. Naturligvis etablerede Lundberg 
øjeblikkelig en Forretning for at ruinere den utaknem- 
lige, og naturligvis gik han selv Fallit et halvt Aar 
efter. Det lykkedes ham nemlig kun at tilrive sig den 
mindre vederhæftige Portion af Kunderne, og han 
bukkede under for et lille Antal umyndige Gourmanders 
standhaftige Søgning. Og nu var han dalet ned her 
som en vingeskudt Fugl ved Fursøens Bredder, Ene- 
opvarter i Stumptrøje paa den beskedne Kro. 

Ved Gensynet af deres gamle Mundskænk rørte 
der sig hos Hjort og Michelsen noget af den samme 



163 



Hjort og ilichelsen. 



smukke \'enerationsfølelse, som man bevarer for den 
Barnepige, der har ledet Ens første Skridt. De følte 
Trang til at vise Lundberg, at de erindrede ham med 
\'elvilie, og Michelsen prikkede barn venligt paa Maven 
med sin Stokkeknap, mens Hjort spurgte til hans 
Hikke. Men den af Livet omtaagede svarede kun med 
en dosig Fnisen; han genkendte næppe sine fordunis 
\'elyndere. Med r}-stende Hænder bemægtigede han 
sig Frøkenerne Mosts og Poulsens Parasoller og ilede 
i Forvejen forende Selskabet til et Værelse ovenpaa. 
Det var et blaat tapetseret Gemak med to Vinduer og 
en Glasdør ud til en trosket Altan. Møblementet var 
sex Stole og et Spisebord til atten Personer, uden Dug, 
men med tre Platdemenager, som hver indeholdt gul 
Olje, rød Edikke og brun Sennopsskorpe. Endndere 
en Hestehaarssofa i Frederik den 6tes nøjsomme Stil 
under et Litografi af Prins Poniatowsky, som tabte sin 
Chako paa Flugten over en Flod. Endelig var Gulvet 
bestrøet med muggent Sand, og circa syv Hundrede Fluer 
summede op i et vældigt Kor, da Gæsterne traadte ind. 

— Her kan vi jo have det rigtig hyggeligt, sagde 
Michelsen og puffede Glasdøren op med sin Stok for 
ikke at kvæles paa Stedet. 

Damerne trak sig strax tilbage for at ordne deres 
Toiletter efter Køreturen, de to Venner gik ud p.ui 



164 



Hjort og Michelsen. 



Altanen. Haven nedenunder bestod hovedsagelig af en 
stor Plæne med vissent nedtrampet Græs, i Midten en 
Flagstang, hvis Maling skallede af, en Række forfaldne 
Lysthuse paa Siderne. I en af Gangene henstod en 
tom Barnevogn, i et Par af Lysthusene sad Folk og 
spiste af medbragte Madkurve. Nogle Børn og en 
Hund legede ved Flagstangen. I Baggrunden skimtedes 
mellem Træerne Fursøens graalige Bølger, skummende 
langt ude med enkelte hvide Toppe. Der blæste stød- 
vis en sløv og lummer Vind som førte en sødlig flov 
Luft ind fra Sivene og raslede med det tørre Smørre- 
brødspapir paa Plænen. Himlen var i Færd med at 
blive overtrukken, og Solen gloede som en Petroleums- 
lampe, der er ved at gaa ud. 

— Hvad Satan skal vi egentlig her, snærrede Mi- 
chelsen. Han havde i Løbet af faa Sekunder stirret 
sig fuldkommen rasende paa Udsigten. — Grusom Idé ! 

— Ønsker Herskabet at spise, lød det pludselig 
fra Lundberg, der tavst havde holdt sig fast ved Dør- 
laasen. 

Michelsen drejede sig rundt paa Hælen. 

— Ja, vi kan vist lige saa godt springe i det. 
Hvad har De? 

Det var begyndt at dæmre for Lundberg. Han 
havde faaet Færten af sine kjøbenhavnske Gæster og i 



165 



Hjort og ilhhelseii 



Ønsket om strax at gjøre det hjemligt for det lille 
Lystparti, slog han an i Tonen fra gamle, spøgefulde 
Dage: 

— Vi har lige hjemkomne friske Svalereder, be- 
gyndte han smiskende Rødspætter, Bøf og Omelet 

kom det i forfjamsket Alvor efter. I de Herrers Minespil 
havde han øjeblikkelig læst en skarp Opfordring til 
foreløbig ikke at overanstrænge sin Indbildningskraft. 

— Fire Kuvert og lad os faa det overstaaet snarest 
muligt. 

Lundberg dejsede baglænds ud i Korridoren. I 
det samme svævede Damerne ind med fornyede Pande- 
krøller og skinnende som et Par Radiser efter Brugen 
af Kroens Toiletduge. De havde allerede været en 
Runde paa Terrænet, Frøken Poulsen gnaskede af et 
umodent Æble, og Frøken Most daskede med en støvet 
Pæon. 

— Hvor her er sødt, smægtede Frøken Poulsen 
og spyttede en Æblestump ud over Altanen. 

— Aldeles fortryllende, istemte Froken Most og 
fæstede Pæonen ved sin Barm. 

De var henrykte som et Par Konfirmandinder hos 
Josty, og Synet af Søen indgav dem et ellevildt Ønske 
om at komme til at slaa Smut. Det vilde vare en 
halv Time før Middagen anrettedes, og man begav sig 



166 



Hjort og Michelsen. 



da strax af Sted til den foryngende Sport. Ynde- 
fuldt ilede Damerne forud, Arm i Arm, og hvirvlende 
Støvet op med deres Nederdele; Hjort og Michelsen 
slentrede efter med Hatten i Nakken, Hænderne i 
Lommen og haanske Blikke til de indfødte og Land- 
liggerne, som fra Pinebænkene i deres smaa Haver 
iagttog de rigtklædte fremmede. Pludselig stansede 
Frøken Poulsen med et Ryk i sin Veninde og pegende 
paa en Vindusplakat med Paaskriften: Badebilletter for 
Damer og Herrer, foreslog hun ivrigt at gaa i Vandet. 
Idéen begejstrede dog ikke umiddelbart Frøken Most. 
Hendes aarvaagne Selvagtelse tilhviskede hende, at det 
vistnok vilde være at indlade sig for vidt med en Dame 
som Frøken Poulsen at gaa i Vandet sammen med 
hende. Uden Badedragt kunde der i hvert Fald slet 
ikke være Tale om det. Men da Billetkonen kom frem 
med et Par kokette Vandkostumer — mørkeblaa med 
røde Borter — som hun foregav var efterladte af to 
fine engelske Damer, der havde gæstet Egnen i For- 
sommeren, og tilbød at udleje for 50 Øre Stykket, var 
ingen Modstand længere rimelig, og Frøken Most sam- 
tykkede i at hengive sig til Bølgen i det engelske Flonel. 
Desværre havde ingen Gentlemen efterladt Svømme- 
dress, saa Hjort og Michelsen var formelt hindrede i 
at gøre deres Damer Selskab. Idéen om at indstifte 



167 



Hjort i>g Mit.helseii. 



et evropæisk Badehighlife her ved Fursøen havde et Øje- 
blik luret i deres Fantasi. 

De lejrede sig da ved en Cigaret i Græsset paa 
Bredden, medens en Skare Børn, som umærkeligt 
havde indfundet sig, stillede sig op i forventningsfuld 
Rad paa en Skrænt ovenfor Badehusbroen. Lidt efter 
kom en barhovedet Mand med Klap for det ene Øje 
og lang Pibe i Munden listende paa Morgensko ud fra 
et Hus i Nærheden og sneg sig paa Lur bag et Træ. 
Endelig sluttedes Tilskuerkredsen af et excentrisk ud- 
seende Landliggerpar, en yngre rødhaaret Dame med 
Stanglorgnet og iført et sælsomst lysegrønt Gevandt, 
fulgt af en slattenknæet blegblond Yngling, med lang 
bar Hals, usynlig Skjorte, meget stramme Ben- 
klæder og en Art Sydvest af blaat Filt paa Hovedet. 
De slog sig ned paa Stranden et Stykke til Siden for 
Hjort og Michelsen. Damen hoppede til Sæde paa en 
stor Sten. Ynglingen smed sig dovent i Græsset. 
Hun begyndte strax at vippe sine Turistsko æggende 
forbi hans Næse, og omsider tog han da ogsaa et 
Straa og ulejligede sig med at prikke hende paa Strøm- 
perne. 

Det var en yngre energisk Proverbeforfatterinde og 
et radikalt ungt Maleremne, Berømtheder, hvis Sommer- 
ophold herude havde staaet notabelt bekendtgjon i den 



168 



Hjort og Michelsen. 



I 



fremskredne kjøbenhavnske Presse. De inspirerede hin- 
anden i Naturen. Frøkenen havde saaledes undfanget 
Idéen til en ny Han- og Hun-Akt, som skulde foregaa i en 
Baad, og Maleren tumlede med Udkast til en 0/e/m, som 
han tænkte sig rødhaaret paa et Leje af Valmuer, pur- 
purbelyst af den nedgaaende Sol. De to Overmenne- 
sker vendte just hjem fra en befrugtende Spaseretur, 
da Forfatterinden fik Øje paa det muntre Firkløver, 
som hun paa Grund af dets Medlemmers fri Elegance 
vilde antage for franske Turister. Maleren, der kendte 
de to Herrer fra Gaden erklærede imidlertid, at det 
var et Par Labaner med deres Pigebørn inde fra 
Kjøbenhavn. Alligevel fandt Forfatterinden dem »kække« 
og blev nysgerrig efter at se, hvordan Damer af den 
Slags gik i Vandet. 

Frøknerne Most og Poulsen gjorde sig ikke kost- 
bare. De sprang i med smaa kvikke Skrig, som Be- 
ridersker, der hopper gennem Tøndebaand, og da 
I Vandet inde ved Badehuset kun naaede dem til 
^Knæene, valsede de med hinanden om Halsen saa 
langt ud, at de sank i til Livet. Her stillede de sig 
op, Haand i Haand med Ansigtet mod Land. 

— God Dag, raabte de af deres Lungers fulde 
Kraft ind til Herrerne. Kan I se os? 

— Storartet — ! 



169 



Hjort og Miche!sen. 



— Nu skal vi gjøre Kunster! 

— Bravo! 

Det blev en hel Forestilling. Først kastede de sig 
behændigt bagover og sprællede med Benene i Luften, 
saa hoppede de højt til Vejrs, baskede i Vandfladen og 
tog Livtag, alt under gækkende Jubel. Derpaa vejede 
de Salt, skiftevis paa Ryggen af hinanden. Frøken 
Poulsen slog Kulbøtter, Frøken Most flød. Men til- 
sidst raabte de begge højtideligt: En — To — Tre — 
Farvel! og stak samtidig Hovedet og Overkroppen 
under. To buttede blaa Øer ragede i nogle Sekunder 
Side om Side tavse op af det graa Vand. Det var 
Klapfinalen. Prustende vadede Damerne nu i Land, 
foroverbøjede og svingende med Armene, som om de 
strøg Rejer. Det havde været en skinbarlig Succes. 

Men Søen hævner. Det viste sig kun altfor hur- 
tigt, at Ferskvandet ikke bekom Frøken Most vel. Hun 
havde sunket det saa rigeligt, mens hun flød, at hun 
følte sig inderlig besværet, da hun skulde hægte sit 
Korset, og pludselig steg hendes Ildebefindende saa 
hæftigt, at hun svimmel daanede om mod Væggen 
med Munden forfærdet aaben. Der trak sig en Hinde 
over hendes Øjne, og hun tog til at gispe med et 
Udtryk som en mattet Karpe. Ved dette Syn kom 
Frøken Poulsen i en saadan Bevægelse af Skræk, at 



170 



Hjort oq Michelsen. 



hun i blændende Negligé slog Døren paa vid Gab og 
kaldte Hjort og Michelsen til Hjælp. 

Imidlertid var Tilskuerkredsen paa Strandbredden 
blevet forøget med adskillige nykomne, og de to 




O.fNX/"-'-^- 



Herrers Forsvinden ind i Badehuset spredte en dump 
Forargelse. Alle Øjne hæftede sig stivt til den luk- 
kede Dør, og paa en uhyggelig Maade understregede 
Naturens ildevarslende Stilhed den spændte Stemning 



171 



Hjort og Michelsen. 



hos Forsamlingen. Lutten føltes tung, det skulde lige 
til at regne, og Søen Ian gabende blank og klar til at 
opfange de første Draaber. I dens ubevægelige Flade 
spejlede Broen og Badehuset deres Pæle, ikke en Vind 
rørte sig, ikke et Blad, ikke den sagteste Bølge skvul- 
pede mod Stranden, En Række af Minutter hengik 
i stum Afsky. Da, lige med ét — og der gik 
som et elektrisk Sæt gennem alle — saaes Bade- 
husets og Broens Spejlbillede at bølge frem og til- 
bage, og Vandet skød pludselig i fine Kredse ud fra 
Pælene. Dette uskyldige Fænomen, hvis Aarsag var, 
at Frøken Poulsen havde fliaet vaade Strømper og derfor 
maatte banke sine Sko paa mod den skrøbelige Væg, 
bragte Bægeret til voldsomt at flyde over. De for- 
skellige Grupper løb sammen under forbitret Mumlen. 
Proverbeforfatterinden sprang demonstrativt ned fra 
Stenen, rystede sit Gevandt og fjærnede sig, vrin- 
skende ad Malerføllet, idet hun blussede som en Ofelia 
purpurbelyst af den nedgaaende Sol. Manden med 
Klappen for Øjet gik i Stormskridt tilbage til sit 
Hus, gestikulerende med Piben til sin Kone, som var 
kommet frem i Havedøren. Fn hvidlokket Professor- 
digter, der i syv og tredive Somre havde boet ved 
Fursøen, løb frem og tilbage paa Strandbredden og 
løftede sine Hænder i Ve over Vanhelligelsen, og en 



Hjort og Michelsen. 



Officersfrue, hvis Mand gjorde Tjeneste ved Enceinten, 
paakaldte hysterisk Gendarmerne. Men Børnene gled 
umærkeligt, og idet de lod, som de stirrede ned i Vandet, 
længere og længere ud paa Badebroen, og de forreste og 
dristigste skulde just til at kigge ind ad Nøglehullet, 
da Døren aabnedes og begge Forbr\'derpar traadte ud i 
glad Skyldfrihed. Frøken Most havde overstaaet Krisen 
under et lettende Anfald af Søsyge og støttede sig en 
Smule bleg til Michelsens Arm; efter dem trippede 
Frøken Poulsen let paa Taa, og sluttelig Hjort, der 
sorgløst svingede de vaade Badedragter paa Spidsen af 
sin Stok. Gennem en Krydsild af fjendske og maa- 
lende Øjekast drog de tilbage til Kroen. Paa Vejen 
mødte de Badekonen i skrapt Trav med en Gulv- 
skruppe paa Nakken. Hun var af Kaptejnsfruen be- 
ordret ned for at desinficere. — 

Det var med en Appetit, som Michelsen fryg- 
tede, var en bedre Sag værdig, at man sammen med 
de syv Hundrede Fluer satte sig til Bords i Festsalen, 
hvor Lundberg, nu iført en udlevet Kjole, fra et lille 
Hjørnebord som fast Støttepunkt forestod Serveringen. 
Den første Anretning, de kogte Rodspætter, gled dog 
ned nogenlunde smærtefrit. Kun rullede Michelsen felt 
med Øjnene, hver Gang han tømte Glasset med den 
søde lunkne Champagne — Kroen var uforsynet med 



175 



HjoH og Muhelseii. 



Is — Og Hjort nyste længe, efter uforsigtig at have 
lugtet til Smørsaucen. Men Damerne fortærede mun- 
tert — jeg elsker nu Fisk sagde Frøken Poulsen og 
sugede sit Skelet — og den milde Føde syntes gunstig 
Diæt for Frøken Mosts nylig rystede System. 

Den paafølgende Bøf havde mindre Held med sig. 
Den optraadte å la jardiniére: de fire graabrune Kød- 
tørv var sat i Stak midt paa Fadet mellem et Dige 
opsvulmede Grønærter og en lille Sump boblende Kar- 
toffelmoes. En branket Em med Lugt som af svedent 
Seletøj bølgede over Landskabet. 

— Please myladies, opmuntrede Michelsen Damerne, 
dejlig varm Mad! Men Frøken Poulsen drejede 
Hovedet om paa Siden som en Hund, man byder 
Pickles, og Frøken Most afslog med en forpint Gebærde. 
Hendes blege Pande duggedes paany af Søsygens Perler. 
Og da de to Herrer en Stund i melankolsk Nysgerrig- 
hed havde mættet sig ved Synet af den stadig transpi- 
rerende Lækkerbisken, ringede Michelsen brat paa Lund- 
berg og bød ham tage ud, hvilket den gamle Tjener 
efterkom i Tavshed men med et bebrejdende blødkogt 
Blik til Selskabet. 

Kavalererne tændte nu efter russisk Skik en Ciga- 
ret og svalede sig med den resterende Champagne, 
mens de flegmatisk afventede Desserten. Damerne 



174 



Hjort og Michelsen. 



glædede sig til Omeletten, som var lovet dem med 
Brombær, en Specialitet fra Kroens skovrige Omegn. 
Den forekom ogsaa højst indbydende, glinsende, osende, 
sukkerbestrøet og med Syltetøj ssaften sivende ud paa 
Siderne som Blodstrømme fra en utilstrækkelig For- 
binding. 

— Hvilken hed Vin maa jeg servere hertil fore- 
spurgte Lundberg, da han højtideligt satte Kagen 
paa Bordet. 

— Tak, ikke noget der er hedere end det , vi 
har. Lad os faa en Flaske Toddy til. 

Paany skummede den glødende Drik i Bægrene, 
paany summede de vanvittigt berusede Fluer Fest- 
deltagerne om Ørene. Damerne lækrede sig i Vel- 
være over de brændte Sukkerskorper og de pikante 
Bær, og Frøken Poulsen havde just forsynet sig anden 
Gang, da hun pludselig lod Gaflen synke med et 
opskræmmet Udtryk, idet hendes Øjne langsomt og 
unaturligt traadte ud af deres Huler. 

— Hvad er der i Vejen Pille, spurgte Apoteker- 
medhjælperen Hjort deltagende. 

— Der er Bier i Omeletten, hviskede den ulykke- 
lige med frygtelig forandret Stemme og lod Liget af 
en friskbagt Gedehams falde fra sine Brombærlæber 
ned paa Dugen. — Tag den væk, skreg hun vildt og 



175 



Hjort og Michelsen. 



fløj med et Sæt op fra Stolen. Den stakkels Frøken 
Most tabte øjeblikkelig den Mundfuld, hun var i Færd 
med, ned paa sin Tallerken, men Michelsen greb med 
et ondt Blik Fadet med Resterne af Omeletten og 
slyngede det i et kraftigt Kast gennem den aabne 
Dør udover Altanen. Det skar paa Kant gennem 
Luften til i Højde med Flagstangen, vendte Bunden 
i Vejret, slap sit Indhold og faldt med et Brask til 
Jorden. 

Et gennemtrængende kvindeligt »Gud fri os« lod 
i samme Nu fra Plænen fulgt af et mandligt barsk : 
Holløj — hvad er den af! Derefter et Par Sekunders 
lyttende Tavshed i begge Lejre. Saa hørtes paany den 
kvindelige Stemme grædefærdig forbitret : Sikke noget 
Griseri . . . vil Du se mit ny Overstykke! 

— Tør Du gaa ud og se paa hendes ny Over- 
stykke, spurgte Michelsen Hjort. Denne traadte dum- 
dristig frem paa Altanen. 

— De er vist inte rigtig vel deroppe! 
Hjort viftede beroligende med sin Serviet. 

— Ja, jeg skal Satan smælte mig . . . 

Mere opfattedes ikke, men Lyden af en Række 
hidsige Tramp forplantede sig fra Lokalet nedenunder 
buldrende opad Trappen, kom farende gennem Korri- 
doren og stansede udenfor Døren, hvor Lundbergs 



176 



Hjort og Uieheheu. 



grødet protesterende: Sluttet Selskab, overdøvedes af 
en rasende Mandsstemmes: Afvejen Snosk! 

— Drej Nøglen om, tilskyndede Frøken Poulsen. 
Men i det samme fløj Døren op med et Bums, og 
ind brasede Lundberg omfavnet af en lille tyk Mand i 
høj Hat. Den lille Mands kvabsede, ildrøde Ansigt 
hvilede med Hagen glubende og urokkeligt paa Lund- 
bergs Skulder, og hans Hænder fastklemte en Paraply 
midt paa Lundbergs fede Ryg. De valsede sagte rundt 
i Stuen under anstrængte Pust, mens Hjort og Michel- 
sen opmærksomt saa til, garderede bag hver sin Stole- 
ryg med deres Damer under Armen. Støvregnen og 
Tobakstaagen fra Cigaretterne bølgede om de kæm- 
pende i den indtrædende Skumring. Og pludselig kom 
en lang pilmager Kvindeskikkelse til Syne i den 
aabne Dør. Hendes Hattebaand og Fløjlskast flagrede 
spøgelseagtigt i Trækvinden. Hun slog vildt ud med 
Armene og raabte forfærdet: 

— Men Du Fredsens Hansen ! 

Ved denne Appel slap den lille kvabsede sit Tag 
og de to Modstandere røg hver til sin Side snappende 
efter Vejret. Da lød i næste Øjeblik Froken Most's 
klokkeblide Stemme: 

— Men Gud, er det ikke Fru Hansen ? God Aften 
Fru Hansen ! 



177 



Hjort og Michelsen. 



— Kender Du det Selskab, Karoline, spurgte Tyk- 
sakken og tørrede Sveden af Panden. 

Det viste sig til flersidig Overraskelske at Fru 
Hansen og Frøken Most »paa en Maade« var Ven- 
inder. Fru Hansen — gift med Stivelseagent Hansen 
— lod nemlig sy hos Frøken Most, ja det Fløjlskast, 
saa hvilket der endnu sad Levninger af den uheldige 
Omelet, var det sidste Værk af Frøken Most's Smag og 
Geni. De to Damer hilste venskabeligt paa hinanden. 

— Jeg er her med min forlovede, præsenterede 
Frøken Most undselig den galant bukkende Michelsen. 

— Glæder mig at gjøre Deres Bekendtskab Frue, 
har saa ofte hørt Dem omtale. Deres Mand, formoder 
jeg, fornøjer mig at gjøre Deres Bekendtskab Hr. Gros- 
serer! Tillad mig ogsaa at forestille min Ven Hr. Hjort, 
theologisk Kandidat og min Kærestes Veninde, Musik- 
lærerinde Frøken Poulsen — Grosserer Hansen og 
Frue! Haaber De gjør os den Ære at drikke Kafle 
sammen med os. Lundberg, vil De bringe Lys og 
sætte Stole til de fremmede. 

Overfor saa indtagende en Verdenstone druknede 
al Misstemning hos Ægteparret Hansen i dybt smigret 
Beærethed. Medens den kvindelige Del af Selskabet 
kappedes om at lægge Dannelse og Hjærtelighed for 
Dagen og sluttelig tjærnede sig for i Forening at gnide 



178 



HjoH og Michelsen. 



Fru Hansens Overstykke med Franskbrød indledede 
de tre Herrer en flygtig Samtale om Høstudsigterne, og 
Hjort bød Grossereren en Cigar. Man satte sig der- 
paa til at tømme en Flaske Portvin, og Hr, Hansen 
holdt to Taler, en til Hjort og en til Michelsen, i 
hvilke han udtrykte sin Stolthed over at have faaet 
Lejlighed til at være sammen med de Herrer. »Der 
var ikke mange Herrer, der vilde have baaret sig saa 
nobelt ad, som de to Herrer havde gjort i Aften, og 
lian haabede, de vilde indrømme, at han ogsaa havde 
opført sig nobelt.« Hjort og Michelsen bekræftede rede- 
bont Hr. Hansens fuldendte Noblesse, og man ud- 
vexlede Kort i højsindet Enighed om at være tre usæd- 
vanlig noble Herrer. 

Damerne kom nu tilbage, der serveredes Kaffe 
med Likører, og Hr. Hansen holdt to ny Taler, hen- 
vendte til Frøknerne Most og Poulsen, som han 
priste for deres Ynde og Dyd. Han berømmede Frøken 
Most som en ung Pige, der »selv havde banet sig en 
Vej i Livet, som enhver maatte tage sin Hat af for,« 
og til Frøken Poulsen bemærkede han, at »den Kunst, 
hun dyrkede, satte han for sit Vedkommende over alle 
andre Kunster og han var vis paa, at de andre ærede 
Herrer ogsaa var enige med ham.« (Tilslutning fra 
Hjort og Michelsen). 



179 



Hjori og Michelsen 



I Følelsen af at have gjort sin Pligt med Glans, 
drak Hr. Hansen derpaa gesvindt fire Kognaker og 
anslog saa en mere utvungen Tone. Han fæstede sit 
luende Øjepar paa Frøken Poulsen og gjorde hende 
overgivne Erklæringer snart paa ^^ers snart i bevingede 
Sætninger. 

— Dejlige Kvinde, begyndte han højtideligt smæg- 
tende . . . dejlige Kvinde gjentog han i stigende Be- 
gejstring og saa kvad han med kælen Nynnen: 

Ræk mig Din lille Haand 
Ræk mig Din lille Haand 
Fæst op Dit Skort og bind 
Dit rø — de Strømpebaand ! 

— Han er jo tosset, lo den skønne af fuld Halb., 
men saa slog ogsaa hun over i Sang og kvad tilbage, 
idet hun skælmsk virrede med Hovedet: 



Tra la la 

Tra la la 

Er der noget at gore ? 

Nej nej nej 

Nej nej nej 

Der er ikke noget at gore ! 



— Der er ikke noget at gøre, istemmede Hjort og 
Michelsen det nedslaaende Omkvæd, og Hr. Hansen 



1 80 



Hjort og Michelsen. 



syntes med ét alvorlig. Et Skær af Melankoli lejrede 
sig over hans noble Træk, medens hans Blik med 
Vemod svævede fra Frøken Poulsens fristende Former 
til hans Ægtemages karrige Ynder. 

— Naa Skaal og skidt med det hele, udbrød han 
resigneret og tømte den femte Kognak — siden man 
har den elendige Kælling med. 

Den sidste Hjerteudgydelse var henvendt i dæmpet 
Fortrolighed til Michelsen, men undgik ikke Agent- 
indens skinsyge Øre. 

— Du skulde saamænd ikke genere Dig, Hansen, 
lo hun spidst, idet hendes Næsetip farvedes af en harm- 
fuld Rødme, hvorpaa der fulgte nogle blidt henkastede 
men desværre gennemsigtige Tilkendegivelser om, at 
hun »nok kunde mærke, hvilket Selskab hun var kom- 
met i«. 

Den herved indtrædende Kølighed mellem Fruen 
og de to Frøkener i Forbindelse med Hr. Hansens 
pludselige og overvældende Søvnighed, gjorde Øje- 
blikket egnet til Opbrud. Vognen beordredes for- 
spændt, og Lundberg, hvis Sengetid ogsaa syntes nær 
torestaaende, belønnedes fyrsteligt. Hr. Hansen tog 
Afsked siddende. Med en sidste Opmanden af sin 
Livskraft aabnede han det ene Øje, blinkede mat til 
Frøken Poulsen og forespurgte, om de saa skulde tage 



i8i 



Hiort og itkhelsen. 



paa Bakken. Hvorpaa hans Hoved hjælpeløst sank om 
paa Dugen. 

Det skyllede Vande ned, og træt af den bevægede 
Udflugt klatrede Selskabet ind i den lukkede Landauer. 
Herrerne og Frøken Most overgav sig strax til et 
hvilende Blund, hver i sit Hjørne; alene Frøken Poul- 
sen forblev vaagen. Medens Regndraaberne trommede 
paa Ruffet og Vognen i ensformigt Trav pjaskede 
henad den øde Chaussée, forbi de af Blæsten vanvittigt 
piskede Træer, sad hun tankefuld og tegnede paa den 
vaade Rude og nynnede for sig selv: 

Elske og føle 

Føle og elske 

Jeg foler, jeg elsker 

Den søde Lu — de — vig. 

Klokken halv Elleve holdt man i øsende Regnvejr 
foran Tivoli. 




Hjort og Sliclielse}). 



V. 

Det verdensberømte Etablissement lienlaa — ganske 
undtagelsesvis — i ravnekrogsagtig Skummelhed. Re- 
staurationernes Lys 
skinnede døsigt, Mu- 
siken klang forkølet 
under de dr3^ppende 
Træer, Vandet rislede 
i Bække ud gennem 
Tælleapparaterne, hvor 
Kontrollørerne krøb 
sammen i deresGummi- 
slag. Et Par Familier 
med grædende Børn 
vadede arrigt af Sted 
til Omnibussen , tre 
gennemblødte Tyskere 
stod raadvilde ved 
Byttekontoret. Men op- 
livede alene ved Følel- 
sen af atter at finde 
sig paa hjemlig Grund 
svømmede vore Venner 

paa deres Frikort glade ind i Kisteji. Her havde 
Michelsen alt længe lovet at indføre den bly Alma, 




- ^'-^^..^^^Åw - 



185 



Hjort (g MitJielsen. 



hvem Bladenes Omtale af en vis Mademoiselle Cri-Cri 
havde ophidset til vild N3''Sgernghed ; lier havde Hjort 
og Louise fejret skønne Hvedebrødsaftener; her vilde 
man paany indaande Hovedstadens pirrende Luft, og 
ved en 01 fra Fad til Sangens friske Toner lade sig 
sætte i Stemning til Souperen. 

Til R5^tmerne af den klangfaste Komposition 
»Med smaa Skridt« vuggede man sig langsomt gennem 
det tætfyldte Lokale, Herrerne under stadige Hilsener, 
frem til den reserverede Indhegning, hvor en dampende 
Opvarter vaskede et Bord af med en Klud dyppet i 
svensk Banko, og skaffede de fornødne Stole. Tæppet 
var i Øjeblikket nede og Damerne kunde saaledes i 
Ro og Mag lade Blikket strejfe rundt blandt Publikum. 
Frøken Poulsen kom strax i livlig Rapport med en 
Gruppe fyrige unge Officerer, der alle som én i første 
Tempo snoede deres Moustacher, i andet truede smilende 
ad hende med Pegefingeren og i tredje hævede Glasset 
og belevent drak hende til. Frøken Most derimod 
fæstede sin jomfruelige Opmærksomhed paa en Række 
unge Damer, som i maleriske Toiletter stod opstillede 
paa Galleriet, og sendte længselsfulde Blikke ned i Salen. 
Hun spurgte Hjort, hvorfor* de stod der alene. Han 
svarede, at han troede, det var fordi de generede sig 
for at sidde nede mellem saa mane:e fremmede Herrer. 



184 



Hjort og Michelsen. 



Hun undrede sig da over, at de vilde gaa alene derind, 
men Hjort beroligede hende med, at de ganske vist 
kom alene, men næsten altid blev ledsagede hjem. 
AUigevel ytrede Frøken Most en Tvivl om, at det 
var virkelig pæne Damer, men i det samme blev der 
hængt et nyt Numer op. Orkestret intonerede en 
smæltende Melodi, og Tæppet gik højtideligt til 
Vejrs. 

En forholdsvis Stilhed indtraadte og en højrøstet 
Bestilling paa tre Absinth mødtes af vrede Hys, thi 
det var den ny danske Stjærne, Frøken Bianca Jensen, 
som skulde synge, hende, om hvem det forventedes, 
at hun vilde genføde Folkesangen paa sine Læber, 
En slank, næppe fem og trediveaarig Kvinde med ædle 
men lidt strænge Træk traadte frem foran Lampe- 
rækken, modtaget af sympatetiske Bifaldslyde. Hun 
bar med Svaneholdning en simpel folderig Klædning, 
snehvid, og med et højrødt Skærf, hvori en Buket 
modne Ax, løst slynget om Midien. Hendes gyldne 
Haar faldt i en kostbar Fletning ned ad Nakken, 
hendes Øjne, som hun kysk hævede mod Himlen, 
var blaa som Kongedybet, af hendes Tænder mang- 
lede der ikke ret mange, og hun havde lange 
hvide, omtrent rene Handsker paa sine lange myge 
Arme. 



185 



Hjort og ilicheKieii. 



Hun foredrog »Agnete og Havmanden«. Kun de 
tre forreste Rækker kunde høre hendes Stemme, men 
Resten saa til i aandeløs Tavshed. Ved Verset: 

Han stopped' hendes Øre 
Han stopped' hendes Mund 
Saa drog han hende med sig 
Dybt ned paa Havsens Bund. 

faldt en fuld Svensker ned af sin Stol i Baggrunden 
af Lokalet. Med et krænket Blik holdt Frøken Bianca 
inde, og øjeblikkelig hævede der sig truende Røster, 
og to Politibetjente med ny Vaskeskindshandsker 
sprang til og slæbte Svenskeren ud. Jublende Bifalds- 
salver brød løs, da Romancen var sunget til Ende, og 
atter og atter fremkaldtes Kunstnerinden til fornyet 
Hyldest. Hun foredrog nu Sange af Øhlenschlager, 
Paludan-Muller, Ploug og Bjørnstjerne Bjørnson, og 
stadig vilde Begejstringen ingen Ende tage. Men tilsidst 
svigtede Kræfterne hende, og med Haanden presset mod 
sit gispende Bryst og døende Takkeblikke til højre og 
venstre segnede hun ud mellem Kulisserne. 

Da Tæppet uigenkaldelig havde sænket sig og 
Musiken til en Afvexling spillede »Rundt paa Gulvet«, 
opstod der en levende Diskussion blandt en Klynge 
Journalister, som var forsamlede ved Direktørens Bord. 
En havde hørt, at Frøken Jensen om kort Tid med 



1 86 



Hjort og Michelsen. 



Statsunderstøttelse skulde rejse til Lejpzig for at faa 
sin Stemme uddannet, mens en anden paastod at hun 
allerede til næste Sæson skulde debutere paa det 
kongelige Theater som Liden Kirsten. Andre igen 
vilde vide, at Dagmartheatret havde sikret sig hende 
til Optræden i Schillers og Grillparzers Dramer, men 
de fleste holdt dog for, at hun havde aflagt et høj- 
tideligt Løfte om aldrig at forlade Tribunen , men 
udelukkende hellige sit Talent til literær Opædling af 
Varietéernes naive Publikum. — 

Paany klang Reveillen fra det lille kraftfulde Or- 
kester, Tæppet fløj til Vejrs og ind sprang med et 
Sæt den flotte Cri-Cri. Bedøvende Jubelraab og Fan- 
farer med Ølkrus og Stokke hilser Sæsonens Kæle- 
dægge. Belgierinden er halvanden Alen høj , under- 
sætsig med Dobbelthage, Krumnæse og nærsynede Øjne, 
der misser og smisker. Hun ligner en yngre leve- 
lysten jødisk Bankier. Det yndige Barn er med Galgen- 
humor paaklædt som Herre, i rød Gaiakjole og stramme 
Atlaskespantalons, der viser hendes ubeskedne Bag, 
hvorunder et Par vævre Smaaben spræller i sorte Silke 
strømper. Med Monocle klemt i venstre Øje, den 
lille Cylinder paa tre Haar og svippende et diamant- 
knappet Spanskrør mellem Fingerspidserne, smaagriner 
hun som kildet af usynlige Hænder og stikker ufor- 



187 




s;«z?f/fjfi. 



Hjort og Michelsen. 



tøvet i et Vræl, der faar de sløveste til at fore op. I 
et stivt Kvarter galoperer hun i sit Ansigts Sved og 
skrigende af alle Livsens Kræfter op og ned foran 
Lamperækken. Naar en Vise er ude, springer hun bag 
Kulisserne og et Sekund efter ind paa Scenen igen, 
stadig fremkaldt af det afsindigste Spektakel. Meget 
unge Levemænd med varme Kinder og lyse Sommer- 
slips klapper rasende, med Øjne og Gab lystent op- 
spilede, og forstaar ikke et Muk af, hvad hun synger. 
De maleriske Damer paa Galleriet overdænger hende 
med smaa Rosenbuketter, og rødmussede Provinslapse 
i Baggrunden af Lokalet forsyner sig med hendes 
Fotografi. Hun falder ned paa Hug og hopper over 
Scenen som en Skade; hun skubber Hatten bag i 
Nakken, løfter Kjoleskøderne op og bræger som en 
Ged. Tilsidst sparker hun sit venstre Ben fem og tyve 
Gange i Vejret i ét Træk og kabriolerer saa baglænds 
ud med berusende Slængkys til alsidig Afsked. 

Hendes sidste Kys og sidste Øjekast sendes med 
direkte Aplomb til hendes begunstigede Tilbeder, en ung- 
dommelig Bonvivant paa forreste Række, der har aftaget 
Hatten for at køle Ilden i sit Blod og vender sin aristo- 
kratiske Nakkeskilning og sine glødende Øren til Bag- 
talelsen. Han er sammen med en Ven, i hvem Hjort og 
Michelsen til deres Glæde har genkendt den elegante unge 



189 



Hjort og Mirlithen. 



Mand, de om Formiddagen havde beundret hos deres 
Skræder. De to Herrers Optræden antydede den yderste 
Grad af Stilfuldhed. De drak Exportøl med Sølvpapir 
om Propperne og bød hinanden ægyptiske Cigaretter af 
smaa Skildpaddeetuier med deres Navnetræk slynget i 
Guld. Deres Handsker bar de mellem Skyggen og 
Pullen paa deres Hatte, og deres Kravats var Orgier 
af Pragt. Efter la divas Sortie 
havde de en ivrig Forhandling 
med en Opvarter, som under 
ærbødigt forsikrende Nik modtog 
et Visitkort og strax derpaa saas 
forsvinde med en halv Flaske 
Champagne paa en Sølvbakke 
gennem Løndøren til Scenen. Da 
han kom tilbage, blinkede han 
opmuntrende, og samtidigt be- 
vægede Tæppet sig ved den ene Side, og i Sprækken 
skimtedes Tryllerinden og vexlede Smil med de to 
Hjærteknusere. 

Imidlertid var det michelsenske Selskab mæt af 
Indtryk brudt op og havde under smigrende Opsigt 
forladt Salonen. Michelsen higede efter at komme til 
Ro i Baxarens tilvante Komfort og forte an med 
længselsfuld Hast. Med et Glædeshop besteg han Per- 




190 



Hjort og Michelsen. 



ronen til dette hans Sommerbo og skred med en 
Slotsherres muntre Hjemmefølelse forbi det hengivne 
Tjenerskab i Spidsen for sine Gæster gennem den 
hvælvede Hal. Det sædvanlige Kabinet aabnede sin 
spartanske Favn, de ærværdige Portierer, som har skyg- 
get for Generationers sorgløse Færd, droges sammen, 
Gassen skruedes op og sendte sine festlige Straaler ned 
over Øjeblikkets Børn, som bænkede sig med frydefuld 
Appetit. Her for Bordenden fortjente Michelsen at 
ses, her var han i sit Es. Han elskede dette Sted, 
Tumlepladsen for uindskrænket Nyden og formfrit Sam- 
vær, hvor Bordets Trylledug dækkedes som af sig selv 
med Kælderens ædleste Falsknerier og Sæsonens ufor- 
anderlige Specialiteter. Vennesæl og gavmild tronede 
han med et Smil af fin Lystenhed, et munkeagtigt 
Velværesmil, svævende om Mundvigerne , med kær- 
tegnende Blikke til de gabende Flaskemundinger som 
stak op af Iskølerne, mens han aarvaagent sørgede for, 
at Glassene stadig blev fyldt. Ligeoverfor sad Jesuiten 
Hjort, allerede med røde Prikker paa begge Kinder og 
Øjne, som tindrede underfundigt henrykte under smaa 
Udbrud af Latterhoste. Den svulmende Frøken Poulsen 
havde løsnet en Knap i sit Kjoleliv, og en Stump 
blændende Knipling tittede frem af det blaa Atlask. 
Dovent skød hun sit Glas henover Dugen for at 



191 



Hjort og itichelsen. 



klinke med Frøken Most, der med barnligt Begær og 
Servietten omhyggeligt befæstet over den snorebroderede 
svælgede i sin Festret, Lax i Mayonnaise. — Skaal, 
hilste Damerne animeret hinanden, — Skaal gentog Her- 
rerne, og alle fire løftede og tømte Bægrene med et 
Udtryk af sammensvoren Glæde. »Vi har det ligegodt 
storartet — tolkede Frøken Poulsen den fælles, tak- 
nemlige Stemning. 

Hummer og Kyllinger, Asparges, Gaaselever og 
Jordbær duftede og forsvandt. Champagne sprud- 
lede og forduftede. Opmærksomt og lydløst, næsten 
uden Vink skiftede den rødligblonde Larsen, en af 
Kellnerstandens Fyrster, Tallerkener og Flasker. Med 
hvilket Galanteri hentede han ikke Frøken Poulsens 
Serviet op fra hendes Fødder! Med hvilken Plastik 
bød han ikke Fadene, idet han knækkede over i 
Bækkenhvirvlerne og holdt venstre Arm skruet om paa 
Ryggen; hvor forstod han ikke at smile taktfuldt til 
Herrernes Vid. Varmt beundrende Blikke fra Frøken 
Most fulgte hans kavalermæssige Skikkelse, hver Gang 
han snoede sig ud gjennem Portiererne, og tilsidst ud- 
brød hun rødmende, men dog med kæk Naivetet: 

— Man kunde virkelig godt blive forelsket i Larsen ! 

Michelsen saa kærlig tilfreds paa sin Veninde og 
bemærkede over Bordet til Hjort: 



192 



Hjort og Michelsen. 



— Der er alligevel en god Bund i den Pige! 

Regnen drev efterhaanden Besøget i den lune op- 
lyste Restauration til Vejrs. Større og mindre Sel- 
skaber ankom stadigt og slog sig ned rundt om i 
Kabinetterne. Fra nogle lød højrøstede Bestillinger, 
Skraldelatter og Stemmelarm af blandede Dame- og 
Herrekor. I andre herskede en hemmelighedsfuld Stil- 
hed, kun nu og da afbrudt af en Knivs skarpe Klang 
mod et Glas for at signalisere Opvarteren, som diskret 
og halvt baglænds klemte sig ind gennem den mindst 
mulige Aabning i Forhænget efter først udenfor dæmpet 
at have rømmet sig: 

— Undskyld, var det her, der blev kaldt? 
Frøken Poulsens og de to Herrers øvede Øren 

lyttede efter i en Art opmærksom Distraktion, hver Gang 
nogen kom eller kaldte, og lidt efter Hdt var man saa 
temmelig paa det rene med, hvem der befandt sig i 
de forskellige Aflukker. Opstod der Uvished, trak 
Hjort, som sad nærmest. Portieren en Streg til Siden 
og spejdede ud, eller Larsen blev tilkaldt og forhørt. 
Han svarede regelmæssig strax, at han »kendte saa- 
mænd ikke den Herre og Dame, han havde aldrig set 
dem før«. Hertil svarede Michelsen med samme 
Regelmæssighed, at det var Løgn, hvorpaa Larsen 
undertiden med et »Paa Ære Hr. Michelsen«, fast- 



193 



Hjort og Michelsen. 



holdt sin Benægtelse, men som oftest overvunden 
bøjede Hovedet og gik til Bekendelse. 

Med disse Forundersøgelser adspredte man sig 
ved Kaffen, Forøvrigt samtaledes ikke. Herrerne 
dampede deres Bismarck og skyllede nu og da en 
Mundfuld Kognak ned med en Slurk Champagne. 
Damerne vædede Sukkermandler med gul Chartreuse. 
Men Tavsheden betød langtfra Døsighed. De hæf- 
tige Pirringsmidler fremkaldte tværtimod en vis spændt 
Stemning, en Forudfølelse af Oplevelser og Eventyr, 
Lyst til Selskabelighed i større Stil, Trang til at 
komme i Lag med de forskellige mere eller mindre 
kendte Glædesgrupper, man hørte snakke, støje, more 
sig rundt omkring. 

Damerne begyndte at gøre vimse Afstikkere, snart 
enkeltvis, snart Arm i Arm tværs over Salen til Toilet- 
værelset, for at se og ses. Ogsaa Herrerne foretog af 
og til Udflugter, ud paa Perronen for at lufte sig, 
eller smaa tilfældige Slag forbi de andre Kabinetter. 
Hvert Øjeblik stødte man paa Bekendte, indlod sig i 
Konversation, forhørte sig om hinandens Selskab, ud- 
vexlede Invitationer til Visit. En og anden Gang 
smuttede et Par ud af et Kabinet, Herren med op- 
smøget Frakkekrave, Damen afvisende tilsløret, og for- 
svandt uden at se til højre eller venstre ud i Mørket 



194 



Hjort og Michelsen. 



mod Udgangen. Men ellers var Stemningen over- 
vejende og overalt utvungen indladende, svanger med 
Tilnærmelse, man begyndte at føle sig som ét Selskab 
ved en større animeret Soirée, og Portiererne holdtes 
intetsteds mere strængt tillukkede. 

I Kabinettet ligeoverfor Michelsens befandt sig en 
mindre Kreds af fede Ungkarle. Deres glade Ansigter 
glødede ud af Tobaksrøgen, som bølgede om Likør- 
flaskerne paa deres Bord, og deres Øjne spejdede gen- 
nem Taagen satyragtigt efter Nymferne Most og 
Poulsen, hvis udviklede Instinkter hurtigt vejrede 
den Attraa, de havde vakt. En af de fede, den 
slankeste, havde en kælent klingende Tenor, og nu og 
da foredrog han Stumper af ømme Ballader, hvis Om- 
kvæd de andre kraftigt istemmede. Han havde ogsaa 
et flot Overskæg og mørke sværmeriske Øjne, og i alt 
dette blev Frøken Most sterbens forlibt. Det var den 
Elskov, der tænder som et Lyn, hvis Flammer kun 
ét kan slukke. Med vildt bankende Kinder og saligt 
fortabte Blikke lyttede den ellers saa tugtige Alma til 
Tenorens Lokketoner: 



Kommt herab, oh ma Donna Teresa 
Kommt herab in die duftige Nacht 
Leise wollen wir sitzen end lauschen 
Was die Nach-tigall sagt 



195 



Hjort og Michelsen. 



Kommt her . . rab — faldt Koret ind med natur- 
vældig Kraft, og ude af sig selv kastede hun sig i 
Venindens Favn og besvor hende hviskende endnu en 
Gang at ledsage sig til Toilettet. Da de med hin- 
anden om Livet traadte ud paa Gulvet, drejede 
Tenoren sig paa Stolen og førte Haanden til Hjærtet. 
Men Skønhederne gled forbi med koket sænkede Pro- 
filer, som Romerinder, der skrider til Messe og svarede 
kun med smaa Smil under Øjnvipperne. Først lige ved 
Indgangen til Damernes Helligdom lod Alma Pæonen, 
som hun endnu bar ved sit Bryst, falde til Jorden og 
forsvandt med undselig II bag Gardinet. 

Dette Kærlighedssprog kunde ikke misforstaas. 
Tenoren skyndte sig at samle Pæonen op, og da Alma 
lidt efter traadte alene ud og tøvende stillede sig hen 
ved et Laurbærtræ for at afvente Frøken Poulsen: 

— Dann stcigt cnipor 
Der To-re-ador 
Reich, voller Lust 
SiegesbewLisst 

— Et Øjeblik efter var det skønne Dobbeltbytte bragt 
i Sikkerhed i de fede Krigeres Telt, hvis Forhæng den 
praktiske Frøken Poulsen sammenhæftede med sin 
Broschc efter hurtigt at have overbevist sig om, at 



196 



Sj'ort og Michelsen. 



deres eget Kabinet var tomt, og Herrerne intetsteds at 
se. Derpaa droges hun til Sæde hos en tykhalset 
Gentleman, der strax begyndte at kurtisere hende ved 
at gale som en forkølet Hane og krænge sine Øjn- 
laag. Men Alma spiste Melon paa Tenorens Skød og 
var i den syvende Himmel. 

Imidlertid sad Hjort og Michelsen ikke mindre 
hyggeligt i et andet Kabinet, ubekymrede om deres 
elskedes Troløshed. De var kommet sammen med 
den elegante unge Mand og hans Ven fra Kistens 
Parket, der befandt sig i Selskab med en kæmpemæssig 
Blondine, Parforcesangerinden Frøken Izaura Dressel. 
Dværginden Cri-Cri, som skulde have sluttet Firkanten, 
havde i sidste Øjeblik skammelig sveget sin unge 
danske Ven og ladet sig bortføre af en Landsmand 
Monsieur Alfonse fra Cirkus. En Trøst da, at Frøken 
Izaura saa ud til magelig at kunne soupere for to. 

Denne Dame hed egentlig Karoline Ballerup og 
var opvoxet i Kamelgade. Men hun var strax efter 
sin Konfirmation traadt i udenlandsk Tjeneste og 
havde gjort en efter hjemlige Forhold svimlende Karri- 
ere. Det ymtedes, at hun havde deltaget i det sidste 
tyrkiske Felttog i en af de berømteste russiske Anføreres 
Stab. Vist var det, at hun nu i en Aarrække havde 
gjort Balkanstaternes Hovedstæder usikre. Hun var 



197 



Hjort cg ilichelseii. 



cn af de faa fortjenstfulde, der ved Talent og personlig 
Elskværdighed i hvert Fald gøre Fædrelandet kendt 
udenfor dets snævre Grænser, og det kunde siges om 
hende, som der staar i Visen om hin Kong Valdemars 
Atterdags Ridder: 

Som Kalv hun lob fra Baasen 

Men som en mægtig Ko 

Hun hjemad satte Kaasen o. s. v. 

thi hver Eftersommer saås hun promenere sit stedse 
anseligere Omfang, sin for hver Gang en Nuance 
lysegulere Haarfylde og sine stadig talrigere Juvelskatte 
paa sin Fødebys Gader og Forlystelsessteder. I Tidens 
Løb havde hun delvis glemt den danske Tunge og 
talte et af forskellige Verdenssprog med Nybodersk 
sammensat Privatmaal, men hun var ikke stolt, og 
skønt hun udenlands kun omgikkes Bojarer og Mag- 
nater, lod hun sig under Rekreationsopholdene i Hjem- 
met velvilligt fetere af beskedne Byesbørn. Hun 
forlangte kun ærbødig Tro paa sine Diamanters Ægt- 
hed og respektfuld Overbevisning om den høje Stilling, 
hun indtog i Orientens ledende Kredse. Ellers kunde 
hun gaa ind paa enhver Spøg og til Tider huld- 
saligt aflægge sin Majestæt. 

Pragtfuldt betrukken med grøn- og hvidstribet At- 
lask, pudret til Øjnbrynene og illumineret med koste- 



198 



Hjort og Michelsen. 



lige Stene indtog hun hele den ene Bordende, vis-å-vis 
de to unge Mænd, der sad ved Siden af hinanden som 
artige Sønner ligeoverfor deres Moder. Hun vejede 
det dobbelte af hver af dem, og hendes Alder var deres 
tilsammen. Medens hun fortærede en Flok Bedekote- 
letter, fortalte hun dem en lærerig Historie om en ung 
Mand i Buda-Pest, som havde taget Livet af sig for 
hendes Skyld, den stakkels Graf Leo Marschall: 

— Armer Bæst, han skod sig for Schulder — den 
Lump af Vater refusierte at betale ... Se her, Ge- 
schenk von ihm, den sidste. 

Hun løsnede en Diamantbrosche i Form af et Firben 
fra sin venstre Skulder og rakte den frem over Bordet. 

— Bagatelle, nur acht tusend . . . maa gerne 
røre . . . 

De unge Mænd lod med Andagt Dødsgaven vandre 
fra Haand til Haand, mens de i Stilhed ønskede, at deres 
egne Fædre havde hørt, hvordan det var gaaet den 
stakkels Graf Leo Marschall. De anede ikke, at Frøken 
Izaura, hver Gang hun opholdt sig hjemme i Danmark, 
opofrede et Medlem af det østevropæiske Aristokrati. 
Sommeren forud havde hun dolket en serbisk Fyrste, 
den foregaaende igen givet en rumænsk General Gift. 
Hun var ligesom det gamle Bassin i Søndermarken, 
der hvert Aar krævede et Liv. 



199 



Hjort og Michelsen. 



Det var dog kun overfor Parvenuer i hendes Be- 
kendtskab, at hun fandt det fornødent at ophøje sig 
paa denne Trone af fornemme Lig. Mod ældre 
Venner og Beundrere var hun fortryllende lige- 
frem. Med Hjort og Michelsen, hvis Jovialitet hun 
satte særdeles Pris paa, stod hun paa kammeratlig 
Fod, og under hvert Besøg meldte hun sig gerne en 
Gang til Taffel hos dem. Der blev da altid serveret 
hendes Livret, Svinerygsuppe med Geneversnaps til og 
efter den tredje Portion plejede hun at aftage sit 
Korset og klynge det op paa Lysekronen. 

Da hun nu hørte deres Stemmer udenfor, blev 
hun derfor højst fornøjet, og lod dem strax ved Op- 
varteren tilsige til Audiens. Den elegante unge Mand 
og hans Ven var naturligvis levende beærede ved at 
gøre de ansete Vivørers Bekendtskab, ovenikøbet under 
Omstændigheder, der var saa smigrende for deres egen 
Position i Selskabslivet. De skyndte sig at bestille ny 
Champagne, idet de kun ved sig selv beklagede, at der 
ikke gaves en endnu finere Drik til at lægge en endnu 
stilfuldere Gæstfrihed for Dagen. Hjort og Michelsen 
paa deres Side var Nedladenheden selv og nødte med 
uimodstaaelig Venlighed deres unge Værter til at ned- 
svælge det ene svingende Glas efter det andet. Stem- 
ningen udviklede sig paa det behageligste. De tre 



Hjort og Michelsen. 



ældre opfriskede muntre Erindringer, de to yngre af- 
vexlende hikkede, saa deres Slipsnaale røg i Vejret og 
fniste beundrende, navnlig imponerede, da Michelsen 
gav sig til at konversere ungarsk med Frøken Izaura. 
Tilsidst begyndte de ogsaa selv at snakke ungarsk. 

Flaskerne afløste hinanden saa hastigt og Tiden 
fløj saa umærkeligt, at Hjort og Michelsen ganske for- 
glemte Frøknerne Poulsen og Most. Og pludselig 
kom Larsen ind og meldte, at de Damer, de Herrer 
var sammen med, ønskede gerne at tale med de 
Herrer. »De Damer ønsker vist at sige Farvel« til- 
føjede han med et skævt Smil. En Smule vaklende, 
men fuldkommen fattede rejste Hjort og Michelsen sig 
fra Bordet, bad sig kort undskyldte og gik ind i 
deres Kabinet. Frøknerne Most og Poulsen stod i en 
Krog, tæt op til hinanden med Overtøjet paa og blege 
af Ophidselse. Ovre ved den anden Side var et Par 
af de fede Herrer traadt udenfor Portieren og afventede 
under spydig Smisken det forestaaende Opgør. 

— Naa, hvor har I været henne Smaapiger, ind- 
ledede Michelsen venligt, idet han lod som han over- 
saa den maskerede Forbitrelse, hvormed han og Hjort 
modtoges. 

— Hvor z't har været? Vi maa nok spørge om, 
hvor / har været (Frk. Most). 



201 



Hjort og Michelsen. 



— Ja, vi kan jo gerne allesammen spørge hin- 
anden om, hvor vi har været (Hjort). 

— Er det Meningen, I vil forlade os Børn? 
(Michelsen). 

— Troer I maaske, vz vil vente i Timevis, mens 
I solder med den ... jeg vil ikke sige, hvad jeg 
mener (Frk. Most). 

— At man skal være udsat for den Slags Be- 
handling . . men det er kun, hvad man kunde vente 
sig (Frk. Poulsen). 

— Hov-hov (Hjort). 

— Maa jeg være fri . . jeg siger Dem, maa jeg 
være fri (Frk. Poulsen, dunkende Hjort over Knoerne med sit 
Parasolhaandtag, da han forsøger at gribe hendes Haand). 

— Slip mig øjeblikkelig, Valdemar, eller jeg gør 
Skandale (Froken Most hvinende, da Michelsen kærligt vil holde 
hende tilbage). 



Dagen var begyndt at gr}-, og i den graa Dæm- 
ring saa Hjort og Michelsen fra \'induet i Kabinettet 
Frøknerne Most og Poulsen som to Hævnens Skygger 
trippende flygte op ad den brede Vej til Udgangen. I 
Farten tabte Frøken Poulsen sin Hat. Hun snappede 



Hjort og Michelsen. 



den hastigt op, men beholdt den i Haanden, Frøken 
Most rev ogsaa sin Hovedbedækning af og svingende 
Hatte og Parasoller i 
Stormtrit forsvandt de 
under Træerne. 

— Une belle miit, 
qui file sukkede Mi- 
chelsen og pustede en ^=^ 
Røgsk)' efter dem. — 
Lad os saa gaa ind til 
de andre. 



Hvad derefter hændte 
i Morgenens videre 
Forløb, ja derom be- 
varede Hjort og Mi- 
chelsen næste Dag kun 
uklart blandede Fore- 
stillinger. Da de efter 
en kort, men stenhaard 
Søvn, vaagnede hjemme hos Hjort 




— Michelsen 



vaagnede med et Skrig, saa hæftigt skar Dagslyser 



203 



Hjort og Michelsen. 



ham i Øjnene — tumlede de i nogen Tid som 
blindfødte Hundehvalpe om mellem Hænderne paa 
Johan og Barberen, der forplejede dem med Styrte- 
bade og Champoing. Først paa Dampsporvognens 
Tag, paa Vejen ud til Taarbæk, efter en Frokost, der 
væsentligst havde bestaaet af iskoldt 01 og tvekulsurt 
Natron, begyndte de at udfylde hinandens Erindringer. 
De huskede, at de havde set den elegante unge Mand 
og hans Ven livløst udstrakte, hver paa to Stole og 
Frøken Izaura med mærkeligt ældede Træk vaage over 
disse to ny Lig til hendes Piedestal. De erindrede, at 
de var kommet sammen med de fede Herrer, og det 
lange Frokostbord med den kolde Anretning, 01- og 
Snapseglassene, Gæsternes blussende og de ædru Kell- 
neres grønligt blege Ansigter dansede endnu for deres 
Blik. De ihukom begge paa en Gang, hvordan de 
allesammen havde staaet i en Klynge udenfor Bazaren 
i Solskinnet, mens Fuglene sang dem om Ørene, og 
pludselig to Herrer i korte lyse Overfrakker og med 
elegante høje Hatte var gaaet dybt hilsende forbi. 
Ingen havde kunnet begribe, hvem de Herrer var, eller 
hvor de kom fra, til det var gaaet op for én, at det 
var Opvarterne, som gik hjem. Endelig erindrede de 
Droskekuskens Bemærkning om, at det »nok havde 
regnet rart i Nat«. 



204 



Hjort og Michelsen. 



— Jeg kan blot ikke forstaa, sluttede Miclielsen 
og lod Tungen varsomt glide langs Ganen, hvorfra 
jeg har faaet to store Saar her inde. 

— Jo, Du røg hvert Øjeblik paa den gale Ende 
af Cigaren, da vi kørte hjem. 

— Ja, saa er det mindre underligt. Mærkværdigt, 
man ellers ikke er kommet til Skade. 

Dermed var Regnskabet gjort op, og i ubetynget 
Livsglæde rullede de videre. Skyfri som JuHhimlens 
Blaa var deres Bevidsthed, let deres Hjærte som deres 
Portemonnæer. 

Kun i Munden havde de en vis ram Smag, om- 
trent som om de hele Tiden sugede paa en gammel 
Kobberpenge, og med et Par Repeteruhres Akkuratesse 
vaandede de sig hvert Kvarter under en ubønhørlig 
Hikkes beske Kvaler. 



Indhold. 

Side 

Evropa i Kjobenhavn i 

Kjøbenhavnsk Demimonde 19 

Ved et kjøbenhavnsk Badested 31 

Kjøbenhavnske Væddeløb 49 

Kjøbenhavnsk Politi 65 

Beaumonden i Kjobenhavn 75 

Idioten fra Dampskibet 89 

Tivoli loi 

Hjort og Michelsen 125 




PLEASE DO NOT REMOVE 
CARDS OR SLIPS FROM THIS POCKET 



UNIVERSITY OF TORONTO LIBRARY 



PT Esmann, Gustav Frederik 

8127 I Kj^ébenhavn 

E6I5 *S